Undskyld, må jeg få lov til at købe noget musik?

BLOG: Musik, film og tv-serier on demand er fremtiden, og der findes allerede mange gode web-tjenester, hvor du lovligt kan streame eller downloade underholdning. Bare ikke i Danmark.
Skrevet i Podbloggen


Publiceret d. 11. februar 2010 kl. 13.17 | Antal kommentarer (14)


 
ANNONCE:
Det er torsdag aften.

Ungerne er langt om længe faldet til ro, dine trætte fødder hviler dovent på sofabordet, og nu er det endelig tid til at lade hjernen fornøje sig med de mange digitale nydelser, der findes anno 2010.

I hvert fald i nogle lande, for Danmark - og mange andre europæiske lande - er endnu håbløst bagud, når det kommer til muligheden for at købe eller leje musik, film og tv-serier over nettet på en let og brugervenlig måde.

Her følger et par eksempler på lovlige, digitale tjenester, der er no-go i Danmark.

Bare man var svensker...
Der findes en række spændende online musiktjenester, som kan fungere som et fremragende alternativ/supplement til din mere faste musiksamling:

Spotify er en af de mest populære musik-tjenester i øjeblikket.

Det er en svensk tjeneste, der er helt lovlig og fungerer ved, at man betaler et månedlig beløb for så til gengæld at kunne lytte til al den musik, man ønsker - både online og offline.

Desværre får man denne besked, når man går ind på Spotify.com:

"Unfortunately, due to licensing restrictions we are not yet available in your country. We understand that you are currently in Denmark..."

De fleste har nok også hørt om tjenesten Pandora, der desværre heller ikke længere er tilgængelige for danskere.

Grooveshark er min favorit i øjeblikket - mest af alt, fordi det er en af de eneste tjenester, der endnu fungerer her i landet.

Der har været en del debat om lovligheden, men jeg har endnu ikke overblik over, hvad der er op og ned.

Den del af Grooveshark, der helt sikkert er lovlig, er, at man kan købe den musik, man lytter til via direkte links til iTunes og Amazon.

Desværre er en stor del af musikken ikke tilgængelig fra de danske versioner af butikkerne, hvilket har den konsekvens, at musikerne går glip af de penge, som de selvfølgelig skal have.

500

Denne besked får jeg, når jeg via Grooveshark vil købe en Dave Matthews-koncert i iTunes...


Det samme problem gør sig i øvrigt ofte gældende på en anden populær tjeneste, Deezer.

Forklaringen er et eller andet juridisk vrøvl om, hvem der har rettighederne til at sælge pladerne i de enkelte lande.

Det giver dog ikke den store mening i en internet-tidsalder, hvor rettighedshavere konstant brokker sig over faldende omsætning på grund af pirateri.

Film i iTunes
Når man nu sidder der med fødderne på sofabordet og gerne vil se en god film, er det jo oplagt at købe eller leje den direkte via netforbindelsen.

Det kan for eksempel ske via iTunes Store, hvor der findes et pænt udbud af film og tv-serier, der kan købes til en fornuftig pris - bare ikke i Danmark!

500

Der er mange gode film i iTunes, men danskere får ikke lov at købe dem.


Igen er forklaringen vist noget med, hvem der har salgsrettighederne - og igen giver den forklaring ikke den store mening for mig som forbruger, der bare ønsker at betale for lovlig, digital underholdning.

Føj gerne dine egne eksempler til listen!

Kommentarer til blogindlæg



Jeg er fuldstændig enig, har selv et "medie budget" på mellem 500-1000kr om måneden til spil, film, musik og lignende,.. Desværre må jeg se at efter året er omme står der tit en 4000-5000 tilbage på budgettet som jeg ikke kunne få "brændt af" da det var utroligt besværligt at købe musikken, tv-serien, spillet direkte på nettet.

Og hvem gider købe en 2 år gammel serie, når man på warner's hjemmeside kan se man for snoldede 10 kr kunne købe det spritnye afsnit der blev sendt søndag aften i USA.... nej sq! får da helt lyst til at finde den på piratebay og så SE den med det samme - bare synd jeg ikke kan få lov at aflevere mine 10 kr til dem der BØR have dem..

For en del år siden købte jeg tonsvis af musik hos Itunes, så fik jeg en ny computer, og endnu en ny computer, og endnu en ny... for hver gang blev det mere og mere besværligt at finde mine musikfiler igen, og her sidste gang - ja der kunne det slet ikke lade sig gøre,.. Jeg gider ikke betale for musik og så mister jeg rettigheden til musikken efter nogle år, så hellere "nøjes" med tdc musik (som iøvrigt er ganske glimrende dog med irriterende DRM problemer... hvorfor skal de bestemme hvilke medieafspilere jeg ønsker at anvende? )


Disclaimer:
Jeg piratkopierer ikke, jeg bruger ikke ulovlige medier, jeg går ind for at rettighedshavere skal have hvad deres er, men må så nøjes med at spare mine penge op på en konto istedet for at brænde dem af hos selskaberne.

Peter Lund skrev:
For en del år siden købte jeg tonsvis af musik hos Itunes, så fik jeg en ny computer, og endnu en ny computer, og endnu en ny... for hver gang blev det mere og mere besværligt at finde mine musikfiler igen, og her sidste gang - ja der kunne det slet ikke lade sig gøre,..


Godt at jeg ikke er den eneste, der bliver frustreret. Mht til iTunes, så fjernede Apple jo for et års tid siden DRM på den musik, man køber - så problemet skulle ikke opstå fremadrettet.

Har selv overejet Play fra TDC, men når man har medarbejderbetalt mobil og bredbånd hos en anden udbyder, er den løsning ikke lige så oplagt.


Åh ja, hvor ville jeg gerne betale for mit (ønskede) medieforbrug, især for at støtte kunstnere og andre rettighedshavere.

Men det kan jeg ikke, så jeg må finde på noget andet

Nu gør jeg det nemt for dig Kim - Grooveshark giver ingen penge til kunstnerne, pladeselskaber eller copyright organisationer (herhjemme Koda, NCB og Gramex) - så naturligivs er det ulovligt.

Mht til tilgengælighed - så har vi jo TDC Play der var den første af sin slags i verden - og vi har også biblioteks service - http://netmusik.dk/ (...) hvor du (vel og mærke helt gratis) kan låne nummere og albums for det du gerne lige vil høre - ja - det kunne være enormt fedt med spotify - men der findes udmærket alternativ i DK lige pt.

Ja, og så er det sgu lidt komisk at IFPI for nyligt anklager KODA for at sinke udviklingen af digitale medieservices. IFPI har ret, men har selv været mindst lige så stor en del af problemet. De har begge fokuseret næsten ensidigt på piratbekæmpelse siden de dannede antipiratgruppen for snart ti år siden. Men hvor blev fremsynetheden af, de kommer haltede flere kilometer efter virkelighedens muligheder.

Jeg tror langt henad vejen at brugerne er villige til at betale for nem og god service. Hvis man antager en pragmatisk vinkel, så vil jeg også mene at det er den eneste mulige vej fra hvor vi står nu. Piratkopiering forsvinder ikke før det er nemmere og mindst samme kvalitet at streame/downloade billige, men betalte, film og musikfiler.

Kristian Mortensen skrev:
Nu gør jeg det nemt for dig Kim - Grooveshark giver ingen penge til kunstnerne, pladeselskaber eller copyright organisationer (herhjemme Koda, NCB og Gramex) - så naturligivs er det ulovligt.


Uenig, for så enkelt er det ikke. Det er muligvis ulovligt for dem, der uploader, men mig bekendt er det ikke ulovligt at lytte til musikken, eftersom intet downloades.

Det ændrer dog under alle omstændigheder ikke ved min pointe om, at det er grotesk, at man ikke kan få lov til at købe plader, der kun er udgivet i USA.

Jeg har intet ulovligt musik liggende på min computer, for jeg er imod pirateri. Jeg ville til gengæld gerne have mulighed for at købe endnu mere musik for at støtte alle de dygtige kunstnere, men det kan jeg så bare ikke få lov til.

Mht TDC Play og også Nokias Comes With Music, så er det fine tjenester - men hvis man ikke ønsker den ISP eller den mobilproducent, hjælper det jo ikke meget.


Kim Stensdal skrev:
Uenig, for så enkelt er det ikke. Det er muligvis ulovligt for dem, der uploader, men mig bekendt er det ikke ulovligt at lytte til musikken, eftersom intet downloades.


Selvfølgelig bliver det downloadet, ellers kunne du jo ikke afspille det. Det er præcis lige så ulovligt at se ting streamet som det er at han hente filer man gemmer på computeren. Og det kan sagtens spores hvad du har set af streamede ting.

Det ville være fantastisk hvis man kunne få lov at leje film/serier på computeren og vise det i HD på fjernsynet.. Jeg har ikke købt en eneste blu ray, jeg gider simpelthen ikke have flere medier liggende, har i forvejen bunker af cd'ere og dvd'ere. Det er simpelthen for åndsvagt at der ikke er nogen der vil tage imod pengene.

En forældet forretningsmodel, et ønske om kontrol med distribution og meget andet kolliderer i vores ønske om oplevelse af medieudbudet via internettet.

Selv når man kontakter medieproducenter som ikke har umiddelbart distribution i DK og som selv producerer deres indhold, er det umuligt at få adgang til selv om man kontakter dem og ønsker at betale for det.

Man kunne tolke det som at film, musik, etc. brancherne måske ikke er så presset som deres heksejagt på piratkopiering giver udtryk for. De må jo tjene tilstrækkeligt til at der ikke er behov for en ændring af forretningsmodellen, men det kommer jo nok i vores levetid, med mindre ACTA får den indflydelse man kunne frygte. ACTA vil stort set cementere den nuværende forretningsmodel og man kunne blive i tvivl om musik/film er til for kunderne eller om kunderne er til for musik/film branchen.

Der er ihvertfald noget galt når man gerne vil købe og betale for at se film / høre musik, men ikke kan få lov.

Jeg er enig - det er tåbeligt at musik-industrien i Dk (og delvis også resten af verden) har været så fokuseret på at gøre livet surt for alle der gerne vil afspille deres udgivne produkter (hvad enten det er legalt eller kopieret) - at de desværre har tabt en stor del af de folk som gerne vil betale for produkterne - online - også selvom produktet kan findes i en "gratis" pirat udgave.

Jeg har i flere år kun brugt TDC som primær kilde til mine onlinekøb, da TDC langt hen af vejen tilbød en stor del af deres musik i MP3 format. Resten af filerne kan jeg downloade i WMA men konvertere og fjerne DRM fra med et simpelt program.

Jeg spiller en del som DJ og for mig er det essesientielt at kunne hente de nye numre og konvertere dem til et format der kan afspilles uden DRM når jeg er ude på job.

Jeg køber hellere end gerne min musik - men i vor tids online verden kan jeg ikke altid vente på at et nummer udkommer på en compilation eller et album jeg kan købe hos min lokale pladepusher - for ofte har mit publikum allerede hørt et nummer længe før jeg bliver opmærksom på det - netop fordi det ofte kan høres (eller ses på YouTube) over nettet uafhængigt af release planerne i det enkelte land.

Og min opfattelse er - at hvis plade- og filmbranchen vil pirateriet delvis til livs - kunne de starte med at sælge deres produkter online i alle lande og formater (uden DRM) til en pris der var til at betale - og jeg garanterer at endnu flere vil hive kreditkortet op af lommen og købe ind - måske endda købe andre produkter samtidig når nu man er i gang.

Jeg har som privatperson (og heller ikke i mit erhverv som DJ) nogen problemer med at betale hverken enhedspriser eller månedsabonnementer til godt udtænkte onlineservices hvor jeg kan få de produkter jeg gerne vil have. Faktisk går jeg ikke engang op i om prisen på et musiknummer er 7,90 kr eller 10,00 kr. - bare jeg kan få det nemt og i et format der passer mig - når det passer mig.

Men jeg er da glad for at flere onlinebutikker ser lyset og kæmper sig - langsomt - i den rigtige retning... det burde bare være sket allerede for 8-10 år siden. Jeg er også en kunde der brænder efter at bruge penge på medier jeg kan downloade digitalt og afspille DRM-frit lokalt.


Med venlig hilsen
Geert Lund

David Larsen skrev:
Selvfølgelig bliver det downloadet, ellers kunne du jo ikke afspille det. Det er præcis lige så ulovligt at se ting streamet som det er at han hente filer man gemmer på computeren.


Ja, selvfølgelig downloades der midlertidigt noget indhold. Men det er ikke så simpelt, at det dermed er ulovligt at se/lytte til streamet indhold ifht dansk lovgivning.

Her er et par artikler, der kan kaste lys over sagen:
http://www.computerworld.dk/ (...)
http://www.computerworld.dk/ (...)

Hvorom alting er, så er min pointe jo netop, at det er grotesk, at en fuldt ud lovlig tjeneste som Spotify ikke er tilgængelig i DK.


Hvad med bare at kunne fremskaffe den ønskede musik på fysiske medier i Danmark?
Jeg har forgæves forsøgt at få fat i klassisk musik dirigeret af Leonard Bernstein herhjemme. Der er nogle enkelte udgivelser hist og her, men manden er altså udgivet på over 100 forskellige indspilninger - som bare ikke er tilgængelige i EU længere.
(Det drejer sig især om de 75-150 CD'ere udgivet på Sony, bl.a. i serien «Bernstein Century»).

Hvis man vil pirateriet til livs, hjælper det altså ikke at fjerne muligheden for at anskaffe materialet på lovlig vis.
Det er lykkedes mig at få fat i nogle få indspilninger (bl.a. Holst: Planeterne dirrigeret af Bernstein) ved at bestille dem fra amazon.co.uk, som via Tyskland fik den hjem fra USA. Men, helt ærligt, musikken har tidligere været tilgængelig i Europa, så hvorfor dette besvær?!

Undskyld, men må jeg få lov til at købe noget musik?

Og mit spritnye samsung fjernsyn af nyeste karat med netforbindelse kan alt muligt.

Havde jeg været amerikaner kunne jeg have hentet video on demand fra amazon, blockbuster, netflix, etc... I danmark kan det ikke lade sig gøre.

Suk!

Reelt er internet tv ubrugeligt i danmark (men jeg kan twitte... flot), fordi rettighedstagerne er besværlige kombineret med at vi er så lille et marked at man ikke gider røre os. Virker fint nok med din egen udbyder, men det er jo ikke sikkert at de har det jeg gerne vil se.

Jeg downloader, men har råd og lyst til at købe. Og jeg køber sørme også, når det er muligt (sputnik) og video on demand.

Jesper Mørch skrev:

Undskyld, men må jeg få lov til at købe noget musik?


Hej Jesper

Jeg har ikke brugt dem endnu, men jeg holder passionato.com på lystavlen - de specialiserer sig i at sælge klassisk musik i FLAC eller MP3.

Bernstein ser ud til at være på vej... :http://www.passionato.com/ (...)

KODA & co. er i fuldt sving med at gøre sig selv overflødige.

der er også problemer med e-bøger til kindle. her får man tit beskeden:

"This title is not available for customers from your location in: Europe"

et pænt stort område automatisk at udelukke

ang. spotify: så bor jeg i dk, men bruger spotify premium. det er altså ganske let at "snyde", om man vil: bare brug en svensk ip adresse og opret en paypal konto med en fiktiv svensk adresse, så er man kørende. og det er vist i øvrigt ikke engang ulovligt

\ulrik

Kommentér
Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne

Mere fra Podbloggen


Der findes et væld af gratis software-produkter. Her er en (næsten) komplet liste inden for en bestemt kategori.
16. februar 2012 kl. 09.41 | læs »



Musik-kvaliteten er slet ikke, hvad den burde være, lyder det fra Neil Young, der ikke er begejstret for MP3-afspillerne.
1. februar 2012 kl. 12.35 | læs »



En ekspert i design af brugergrænseflader langer ud efter en fremtids-video på YouTube, som Microsoft står bag.
17. november 2011 kl. 14.02 | læs »



En amerikansk fotograf tog et uskyldigt billede i Californien. Det endte som skrivebords-baggrund på millioner af XP-maskiner.
14. november 2011 kl. 15.13 | læs »



Touchskærmene kommer til at dominere smartphone-produkterne næsten 100 procent om blot få år. Men hvor fedt er det lige?
31. august 2011 kl. 15.01 | læs »









Mest læste seneste uge

Kan gratis sikkerhedssoftware virkelig beskytte din pc? Svaret er ja, hvis du vælger det rette produkt. Læs her en test af de mest pålidelige gratis sikkerhedsprogrammer.

Næsten 200 IBM-ansatte får med få timers varsel sidste arbejdsdag i dag. Ingen var orienteret forud for dagens massefyring, som effektueres øjeblikkeligt.

Flyselskabet SAS har brugt op mod trekvart milliarder kroner og seks år på at udskifte sit bookingsystem. Undervejs har der været flere projekt-udfordringer, som kulminerede en vinternat med en big bang-migrering.

Her er forklaringen på, at IBM Danmark med direktør Lars Mikkelgaard-Jensen i spidsen fyrer 170 medarbejdere.

IBM Danmark lader hovederne rulle.