ANNONCE:
Puha. Det har været en hektisk dag på redaktionen. Ganske vist er det ikke Computerworld, men forlaget Myll, der i dag har udgivet
Danmarks første bog om Stein Bagger. Men forfatteren er jo en af vores journalister, Kristian Hansen, der også har været ankermand for
vores dækning af sagen. Så allerede fra morgenstunden lagde vi champagne på køl i kantinen.
Kristian bor i Bjerringbro, hvor han de fleste dage også udgør Computerworld Danmarks lidet kendte lokalredaktion på kontinentet (ja, vi har skam et fint kontor med Computerworld-skilt og det hele). Herfra udsendte Kristian tidligt i morges en pressemeddelelse, der takket være nyhedsbureauet Ritzau spredte sig i de danske medier, mens Kristian var på landevejen på vej mod sin reservepind her i Valby, hvor hovedredaktionen ligger.
Det er lidt af en køretur, så selv om han var tidligt oppe, kom han først ind ad døren lidt op ad formiddagen. Med sig havde han en stalker, viste det sig - en kamerakvinde (jeg fik faktisk aldrig spurgt, om hun også er journalist) fra TV/MidtVest, som i formiddags bragte historien
"Bagger-bog fra Bjerringbro" ledsaget af et interview med Kristian. Så vidt jeg har forstået, bliver dagens optagelser til et indslag i de lokale nyheder allerede i aften. Interesserede fra hele landet skulle således kunne se "en dag i en Computerworld-journalists liv" eller noget i den dur på
TV 2/Regionernes web-tv fra engang i aften.
Lidt senere på dagen var det TV2 News, der dukkede op og sendte live fra redaktionen (og her vil jeg gerne rette en personlig tak til vores redaktionsassistent, Merete, der i sidste øjeblik reddede mig fra at vade direkte ind i billedet). Vi havde egentlig håbet på, at de havde sendt helikopteren ud for at følge Kristians bil over Storebæltsbroen - eller måske i det mindste trykkeriets bil med bøgerne, der ankom nogle timer senere. Men det blev altså ikke til noget.
For lidt siden hastede Kristian til gengæld ud ad døren for at kunne troppe op i Go'aften Danmark - og i morgen meget tidligt lader det til, at han, for at det ikke skal være løgn, skal forbi Go'morgen Danmark. De to programmer har en fælles hjemmeside
her.
Han så lidt stresset ud, at da han drønede af sted igen, så der er sikkert et medie eller to, han har glemt at nævne. Men ovenfor skulle vist være hovedpunkterne, hvis man skulle have lyst til at følge med på tv.
Champagnen? Den ligger stadig på køl i kantinen.