ANNONCE:
Suk. Det er ikke altid, man er lige stolt over at være del af den stand, der engang turde kalde sig selv den fjerde statsmagt. Ikke mindst krummer jeg tæer over diverse poppede talkshows, som blander underholdning, journalistik, løgn og latin i én stor ugennemskuelig pærevælling.
Helt pinligt berørt blev jeg, da jeg så
et indslag fra TV 2's Go' Morgen Danmark onsdag.
I indslaget brugte værterne Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt fire minutter på at gøre grin med en stribe angiveligt forkerte oplysninger på det brugerskabte netleksikon Wikipedia. Som det lød fra Anders Breinholt:
"Der er ikke rigtig nogen, der verificerer, om det, man skriver, er korrekt."Og fra Cecilie Frøkjær:
"Ingen holder øje."Problemet er bare, at alle, der ved en smule om Wikipedia, også ved, at dette er åbenlyst forkert. Dertil kommer, at redaktionen tilsyneladende havde efterprøvet disse påstande dagen i forvejen - og med al ønskelig tydelighed fået afkræftet påstandene. Det vender vi tilbage til.
Anledningen til indslaget var
en artikel på Politiken.dk om en række internationale mediers ukritiske brug af et (viste det sig) ukorrekt citat på engelsk Wikipedia. En historie, som Politiken havde fra
nyhedsbureauet Reuters.
Reuters-historien skal nok passe. Som det videnskabelige tidsskrift Nature
påpegede i 2005, findes der bestemt fejl i engelsk Wikipedia. Nemlig nogenlunde lige så mange fejl, som man finder i leksikonnet over alle leksika, Encyklopedia Britannica.
Da dansk Wikipedia er meget mindre end det engelske, er der næppe nogen tvivl om, at der her findes flere fejl, end man for eksempel finder i Gyldendals Den Store Danske Encyklopædi - på tryk eller på nettet.
Omvendt viser Wikipedias
"wisdom of crowds" sin magt, når man for eksempel forsøger at finde informationer om netop Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt på henholdsvis dansk Wikipedia og
netudgaven af Den Store Danske Encyklopædi. Wikipedia har korte præcise opslag om begge. Encyklopædien har - i skrivende stund - ikke et ord om nogen af to kendte tv-værter.
Kort sagt er Wikipedia et glimrende eksempel på, at den digitale revolution giver os alle adgang til bedre, billigere og mere opdateret viden.
Grov manipulation i morgen-tvMen hov. Med afsæt i Politiken-historien gik de to TV 2-værter i går videre til netop opslagene om dem selv på Wikipedia. Og her fandt de for åben skærm en perlerække af fejl.
Anders Breinholt gik ind på en side, der lignede Wikipedia og læste tilsyneladende op fra siden, mens den tonede frem på skærmen:
"Og her er et andet eksempel, som jeg har fundet frem i går. (...) Hvad står der om dig på Wikipedia? kan man tænke. Så vil der stå her: Anne Cecilie Frøkjær Jensen. Født 12. maj 1953. (...) Cecilie er vegetar og notorisk kendt for at være en hyppig rødvinsdrikker."Det ledte til megen latter i studiet, for oplysningerne var lodret forkerte.
Cecilie Frøkjær overtog computeren og oplæste under tilsvarende latter en stribe forkerte informationer - tilsyneladende fra Wikipedias opslag om Anders Breinholt, der også tonede frem på skærmen:
"Du kører til daglig i en Citroën Berlingo. Du er glødende Brøndby-fan. Og så er du født meget pigmentfattig. Og i slutningen af 2008 kom det frem, at du lider af en albino-sygdom. Det er altså informationer, man finder om Anders Breinholt, hvis man går ind på Wikipedia."En alvorlig underminering af Wikipedias troværdighed, må man sige. Og en klar advarsel til seerne om, at man ikke kan stole på, hvad der står på Wikipedia.
Undervejs i indslaget var der et par halvkvædede kommentarer om, at andre på redaktionen nok havde haft en finger med i spillet. Men man skulle være mere vågen, end jeg er klokken halv syv om morgenen, for at gennemskue, at det fra ende til anden var det pure opspind.
Var redaktionen i ond tro?For opspind, dét var værternes påstande. I mere end én forstand:
De nævnte oplysninger om Anders Breinholt har aldrig stået på Wikipedia, og det samme gælder for Cecilie Frøkjær ... med en enkelt undtagelse: Dagen før indslaget var der nemlig en anonym bruger, der ændrede hendes fødselsår til
først 1956 og
dernæst 1936. Fire minutter(!) senere rettede en bruger året tilbage til
det korrekte 1968. (Alle tre links henviser til arkiverede tidligere versioner af opslagene.)
Gæt én gang, hvem der indføjede fejlen?
Som Wikipedias brugere hurtigt fandt ud af, blev fejlen oprettet fra en IP-adresse,
der tilhører Egmont Entertainment, som via datterselskabet Nordisk Film producerer Go' Morgen Danmark.
Kan det virkelig passe? Oprettede redaktionen i tirsdags selv en fejl i leksikonnet? Og fik redaktionen fire minutter senere totalt afkræftet, hvad værterne påstod i programmet næste morgen?
"Der er ikke rigtig nogen, der verificerer, om det, man skriver, er korrekt." "Ingen holder øje."Og hvad med de to skærmbilleder fra Wikipedia, der tonede frem på tv? Her kunne seerne jo læse de urigtige oplysninger, som værterne også læste op.
Disse oplysninger har beviseligt aldrig optrådt på Wikipedia, så der er altså tale om manipulerede billeder. Den slags bliver journalister normalt fyret for.
Wikipedia klager"Det er hærværk på Wikipedia, dårlig presseskik og grænsende til ulovlig journalistik," skrev en Wikipedia-bruger onsdag i
sitets diskussions-forum.
Det er mildt sagt. Indslaget må nødvendigvis være i strid med
god presseskik. Jeg ikke skal gøre mig klog på strafferetten, når den forurettede part er en løst organiseret græsrodsbevægelse som Wikipedia. Men det ville helt oplagt have været strafbare injurier, hvis TV 2 havde viderebragt lignende løgne om en person.
Heldigvis er Wikipedia nu endnu en gang ved at demonstrere massernes intelligens. En større gruppe brugere skrev hele onsdagen sammen på
en klage, som - afhængig af, hvad gruppen enes om - snart må ventes at lande i indbakken hos TV 2 eller Pressenævnet.