ANNONCE:
Jeg havde faktisk troet, at jeg skulle til at kaste mig over andre opgaver end Wiki-gate, som jeg bloggede om både
i morges og
i formiddags.
Men så tabte jeg kæben over
den officielle udmelding fra TV 2's Jes Schrøder. Her lyder det blandt andet:
"På redaktionen ændrede en journalist, uden at være registreret bruger, Cecilie Frøkjærs fødselsdato, og efter kort tid opdagede Wikipedia fejlen og rettede den. Med udgangspunkt i den oplevelse havde de to værter en ping-pong snak i studiet om, hvordan de kunne drille hinanden med oplysninger, som ville ærgre den anden. Indslaget var ment som journalistisk satire men samtidig en advarsel om, at man skal huske at dobbelttjekke oplysninger, man finder på nettet."Der er jo så bare den lille detalje, at det i programmet
ikke blev oplyst, at en journalist havde forsøgt at tilføje en fejl, som med det samme var blevet rettet af en anden Wikipedia-bruger. Og at programmet brugte manipulerede billeder, der i så udpræget efterlod seerne med det indtryk, at alle de mærkværdige oplysninger om værterne, som blev læst op, rent faktisk stod på Wikipedia. Og at det på ingen måde stod klart, hvad der var fakta, og hvad der var (dårlig) satire.
Er det kun mig, der uvilkårligt kommer til at tænke på komiske Ali fra den seneste Irak-krig?
Det kommer ærlig talt bag på mig, at TV 2 ikke trækker i land og beklager. Virkelig dårlig krisehåndtering, må man sige.
Nu kan jeg dårligt forestille mig, at Go' Morgen Danmark kan padle sig uden om både en kendelse fra Pressenævnet og en røffel fra TV 2's egen seernes redaktør.
Og i mellemtiden fortsætter sagen naturligvis med fornyet kraft i både
twitosfæren og - forudser jeg -
blogosfæren.