Det er ikke til at komme udenom - SharePoint er alle steder. På godt og ondt. Med næsten 150 millioner
solgte licenser siden 2006 er SharePoint stadig det hurtigst voksende produkt nogensinde i Microsofts stald. Og med SharePoint 2013 lige på trapperne vil du i de kommende måneder komme til at høre mere end rigeligt om produktet i diverse medier.
Lanceringen af denne SharePoint-fikserede blog kunne således friste dig til at tro, at Computerworld deltager i dansen om Microsofts guldkalv. Og at jeg i mit daglige virke næsten udelukkende beskæftiger mig med SharePoint gør nok ikke dine anelser svagere. Dette er dog ikke en fanblog, og jeg vil gøre mit yderste for at give dig et afbalanceret billede af, hvad SharePoint har at tilbyde. Jeg har været rundt i alle hjørner af dette produkt og ved derfor, hvor i lasten Microsoft plejer at gemme ligene.
Hvad kan du forvente dig af bloggen?
I første omgang dækker jeg SharePoint Conference 2012, og hvis der er interesse for det, fortsætter bloggen efter nyhederne fra konferencen har bundfældet sig, og de reelle udfordringer med den nye version af SharePoint begynder at dukke op.
Omdrejningspunktet for min dækning af konferencen vil naturligvis være det faglige, men forvent også et indslag eller to fra de mange aftensarrangementer, hvor den "vigtige" networking foregår. Mine blogindlæg fra Las Vegas vil i overvejende grad være korte, præcise og skrevet efter
Fuck it, Ship it-metoden. Dog forventer jeg, at jeg umiddelbart efter keynoten vil udgive et længere indlæg med alle de friske nyheder.
Las Vegas er en ideel konferencelokation. Amerikanerne har forstået, hvordan man håndterer 8.000 mennesker, der skal alle sammen skal modtage oplæring, bespises og airconditioneres. Sidstnævnte sættes en stor ære i, så rutinerede konferencedeltagere pakker en ekstra sweater som modtræk til de 16 grader.
Hvad skal jeg have med hjem til dig?
Jeg har arbejdet med SharePoint siden version 2003, og jeg har derfor været igennem opgraderingscirkusset et par gange, med alt hvad det indebærer af indfriede forventninger og bristede forhåbninger. Og som altid vil der i SharePoint 2013 være forskel på, hvordan en ny feature ser ud på Microsofts glittede papir, og hvordan den fungerer i praksis. Men om SharePoint 2013 fra starten vil være interessant for dig og din virksomhed afhænger til syvende og sidst af, om produktet giver en merværdi i form af forbedret videndeling, samarbejde eller applikationsudvikling - hvis du bruger SharePoint som udviklingsplatform.
Skriv en kommentar nedenfor eller send mig en mail på tso@sharpshare.dk, hvis der er noget, du specielt interesserer dig for i SharePoint 2013 - eller relaterede produkter fra enten Microsoft eller tredjepartsleverandører. Så er der en god mulighed for, at jeg kan støve informationerne op under konferencen.
Og hvis du er en af de heldige, der skal med til Las Vegas, så ses vi!