Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet. Sådan lyder det i Jens Schades digt fra 1943, og sådan lyder det i den efterfølgende filmatisering fra 1967. Sød musik opstår hver dag mellem mennesker også i dag, men det rette match mellem to mennesker kan også føre til andet end kærlighed.
Det kan blandt andet føre til udveksling af viden, der igen kan føre til forretning og vækst. Og det har stadig stigende værdi, at de rigtige mennesker sættes sammen - det er jo blandt andet derfor, at vi i stigende grad oplever netværk som afgørende for udvikling og succes.
Hos den nordjyske IKT-klynge har vi i flere år satset massivt på at bringe de rigtige personer sammen. Det oplagte match er en fremtrædende forsker, der udveksler viden og ideer med en virksomhed, der formår at kommercialisere og omsætte til produkt, arbejdspladser og vækst. Men der er også mange andre personmatches, der er vigtige at skabe.
BrainMatch
Aalborg Universitet og BrainsBusiness har konstant fokus på at matche de rigtige personer og var i sidste måned vært ved et nyt storstilet tiltag med overskriften BrainMatch. Formålet var at føre de rigtige personer sammen på en dag, hvor der både var plads til key notes i plenum, udstillingen Aalborg University Walk of ICT, ph.d. matchmaking og ikke færre end 15 sideløbende temaspor. Der var blandt andet emner som Smart grid, IT-ledelse, Data-intensive systemer, Digital experiences, Intelligent transport og logistik, Usability og interaktionsdesign, Indlejrede software systemer og Business intelligence. De enkelte spor skulle skabe interessefællesskaber og havde alle deltagelse af både forskere, ph.d.'er, virksomheder og interesseorganisationer.
Og resultaterne var overvældende. 365 personer deltog med en ligelig fordeling af forskere/ph.d'er og virksomheder. Dette er i sig selv en udfordring, da et initiativ ofte henvender sig mere til den ene part end den anden.
Konkrete resultater
De foreløbige evalueringer af BrainMatch-initiativet er meget positive. Flere virksomheder og forskere såede kime til samarbejdsaftaler, og en række netværksinitiativer inden for specifikke IKT-områder er undervejs. Derudover har BrainMatch været med til igen at flytte grænsen for, hvad der opfattes som "min verden" og "din verden", og det er i sig selv ekstremt givtigt.
Et af de helt store initiativer under BrainMatch-paraplyen har været etablering af en ph.d.-database med en kortlægning af kompetencerne hos de mere end 175 IKT-ph.d. studerende på Aalborg Universitet. Databasen er frit tilgængelig online på brainsbusiness.dk, og både resten af Aalborg Universitet og andre universiteter har udtrykt ønske om at gøre noget tilsvarende.
BrainMatch fortsætter
Tilsammen er BrainMatch allerede blevet et synonym for den nordjyske model for samarbejde mellem forskning og erhvervsliv. Både Aalborg Universitet, BrainsBusiness og virksomhederne ser det som en af sine vigtigste opgaver konstant at videreudvikle på samarbejdet til gavn for alle parter og ikke mindst til gavn for samfundet, der får en høj return on investment i form af vækst og arbejdspladser.
I Nordjylland er vi stolte over at have skabt en tradition for denne fælles dagsorden, og vi vil også fremover have fokus på at flytte grænsen for, hvad der kan lade sig gøre.