Behov for både pisk og gulerod

Alle ved det, og økonomerne peger igen og igen på det: Danske universiteter og forskere sidder på enorme værdier i form af viden og knowhow. Disse værdier er realiserbare, men er fortsat for en meget stor dels vedkommende stort set urealiserede, og det har vi simpelthen ikke råd til på et tidspunkt, hvor riget fattes penge, og hvor vi har behov for at vende hver en ide, når vi skal omtænke vores fremtidige eksistensberettigelse og -grundlag.

For nøjagtig 10 år siden vedtog den daværende regering sin vækststrategi "Vækst med vilje", og i forlængelse heraf fik vi året efter initiativet "Nye veje mellem forskning og erhverv - fra tanke til faktura". Ambitionen var, at Danmark skulle kunne måle sig med de bedste i verden, når det gælder samspillet mellem virksomheder og videninstitutioner. Man konstaterede samtidig, at Danmark stod over for store udfordringer, hvis dette ambitiøse mål skulle nås. Og ja, det tør siges.

Ifølge OECD ligger Danmark i top 5 blandt OECD-landene, når det gælder kvaliteten af forskningen i Danmark. Det vil med andre ord sige, at vores forskning er på et meget højt internationalt niveau. Men nærmest omvendt ser det ud, når vi bliver målt på evnen til at samarbejde om forskning og udvikling. Her ligger Danmark i den nederste tredjedel af OECD-landene, og det afspejler blandt andet en stor utilfredshed, når danske virksomhedsledere skal bedømme forskningssamarbejdet med universiteterne.

Men når nu det her er så vigtigt, hvorfor anstrenger vi os så ikke noget mere? Hvorfor skaber vi ikke et større incitament for videnssamarbejde og vidensformidling?

For at skabe dette incitament er der efter min mening både behov for pisk og gulerod, og vi bruger stort set ingen af delene i dag. For nogle år siden begyndte vi at måle danske forskere på deres evne til at få publiceret videnskabelige artikler og til at blive citeret i videnskabelige tidsskrifter. Her bruger man en kombination af pisk og gulerod, da visse tidskrifter giver højere point end andre, og antal point har direkte indflydelse på de penge, som tilflyder universitetet. Endvidere er disse point et direkte ledelsesværktøj, da man naturligvis ikke har "råd" til at have forskere, som ikke genererer point og dermed heller ikke penge.

Det samme bør man gøre, når det handler om vidensformidling til og samarbejde med virksomheder. Samfundet har investeret millioner af kroner i forskningen, og forskerne skal både føle sig forpligtigede til men også belønnes for at "betale" samfundet tilbage i form af viden. Forskerne skal således have anvendelsesmulighederne af deres forskning top-of-mind, så der kan skabes basis for en helt ny samarbejdskultur mellem den offentligt finansierede forskning og det private erhvervsliv.

Jeg er naturligvis udmærket klar over, at det ikke kun er forskerne, der skal flytte sig. Danske virksomheder består som bekendt hovedsageligt af små og mellemstore virksomheder, og det viser sig gang på gang, at netop små og mellemstore virksomheder har svært ved at se og udnytte værdien af forskning. Også her er der barrierer, der skal overvindes, men en stor del af løsningen ligger i at få de små og mellemstore virksomheder organiseret i klynger inden for deres felt, så en gruppe af virksomheder kan samarbejde om innovation med baggrund i viden fra blandt andet universiteterne. Ligningen "Virksomhedsklynger med produktkrav" + "Forskningsresultater" = "Skabelse af innovative produkter" er simpel, men den har gang på gang vist sit værd - det har vi mange års erfaring med i BrainsBusiness, hvor nordjyske IKT-virksomheder er organiseret i innovationsgrupper, og hvor den nævnte ligning viser sit værd.

Konklusionen må være, at hvis vi for alvor skal flytte os - og det skal vi - så er det i høj grad forskerne, der skal have ændrede rammebetingelser med brug af både pisk og gulerod. Velmenende initiativer og pænt formulerede opfordringer er ikke nok - i stedet er der behov for markante ændringer fra politisk hold. Der skal udvikles en incitamentskultur hvor forskere belønnes for at engagere sig i et erhvervssamarbejde på lige for med publicering af videnskabelige resultater.
Og måske er det netop nu, at det kan lade sig gøre. Den brændende platform, som dansk økonomi og dermed velfærd befinder sig på, er et godt udgangspunkt for at skabe politisk enighed om drastiske ændringer. Jo, der vil naturligvis være modstand, men i øjeblikket har vi en offentlig konsensus, der tilskriver reformer, og hvis det her lykkes, og hvis potentialet bare delvis indfries ,så kan vi fortsat leve på den grønne gren.