Second Life - CYBORG!

Men du er jo nøgen! - siger Cyborgen på dansk!. Hun kaldte på mig netop som jeg var ved at teste mine nyindkøbte kønsorganer af. Jeg står splitterragende nøgen foran en hvid og sort CYBORG.
Jeg har købt en penis. Jeg stod og testede apparatet, som med et "Heads Up Display" kan styres til at gøre stort set alt det en penis i det virkelioe liv kan. Måske ikke så ophidsende, men alligevel. Hvorfor har vi ikke sådan noget når vi bliver "født"?
Det spørgsmål får jeg besvaret grundigt indenfor den første time med "organer". Først skal jeg få apparatet på og klæder mig af. Der fulgte en seng i købet. Den har nogle "poseballs" - blå og lyserøde kugler, der får én til at bevæge sig på bestemte måder. Men i min iver falder jeg ud af mit hus og står pludselig udenfor - i "stiv pik og laksko" som man siger. Jeg skynder mig ind. Der var vist ikke nogen der så mig.
Kort efter - da jeg har fået testet apparatet grundigt sker det. Jeg bliver "paget" af nogen, og reagerer med det samme. Jeg har glemt at jeg er nøgen.
Jeg forklarer Cyborgen lidt af situationen. "Det ser ud til at være en meget primitiv penis. Har den ingen scripts?" siger den.
Jeg demonstrerer nogle af funktionerne. Det føles næsten som en lille dreng der kommer ind i stuen: "Se Mor - den stritter!"

"Nu piller jeg jo ikke ved dillere til daglig" siger CYBORGen, der viser sig at være en Avatar der ejes af en af mine venner og kolleger fra First Life. Han har nogle bemærkninger til det jeg skriver på Computerworld. Det er ikke sex altsammen siger han. Det er jo rigtigt. Men også lidt svært at argumentere når man står nøgen med en computerkontrolleret penis foran en 3d-grafisk gengivelse af en robot - som viser sig at gemme en af ens venner.
Ville Computerworld sende uvidende newbies ind i USENET hvis det var det de havde "opdaget"? Spørger min ven, som har huseret i SL i over et år.
Han/Hun/Den har selvfølgelig ret. Hvis det her var teknologi og Computerworld var interesseret i at beskrive teknologien objektivt, så ville man naturligvis basere sig på eksperter og journalister til at formidle det. Nu har de sendt en flok "amatører" ind og opleve denne nye verden, og jeg tror faktisk at det er lige netop det vi kan. Vi kan bidrage med en relativt ufiltreret udgave af vores oplevelser. Og der er jo næppe nogen tvivl om, at jeg er "bambi på isen" herinde.

Oplevelsen af at blive "opdaget" af nogen - kender jeg så godt. Det var stort set sådan jeg oplevede det da reklamebureauerne og medierne "opdagede" internettet i 1994-1995. Det er ikke rart at være "de vilde indfødte" - når de nye render med opmærksomheden - og i internettets tilfælde - med pengene.

Min tur ind i Second Life har taget indtil flere forskellige drejninger allerede. Der er gået en lille uge. Jeg har købt grund, hus, møbler og ting. Jeg har købt for dyrt, kvajet mig og er også kommet til at genere folk (fx da jeg byggede et hus, som endte på en andens grund - og jeg ikke anede hvordan jeg skulle løse det). Jeg kommer helt sikkert til at kvaje mig endnu mere og mange gange endnu. Men mon jeg igen kommer til at stå som min skaber skabte mig (jeg ved det godt - jeg har skabt mig selv her i SL) - overfor en forretningsforbindelse, og tale om dét som i Virtual Reality dagene i halvfemserne kaldtes "dildonics"? Næppe.

En af de ting man måske kan lære af sådan en oplevelse er, at der er flere typer af verdener i SL og at de ikke blandes sammen uden problemer. Jeg begyndte med at være rapporter, besluttede at blive forretningsmand - med forretning i First Life - flyttet over i Second Life, blev fristet af de andre muligheder - og blandede mere private interesser ind i det. Nu skal jeg finde ud af en grimasse der kan passe. Måske har jeg brug for mere end én identitet her i SL. Second Life er så komplekst, at én identitet ikke kan håndtere alle mulighederne.