Skal livsnødvendig infrastruktur ejes af virksomheder?
Skrevet d. 21. august 2008 kl. 16.39
|

(23)
Det er en klassisk problemstilling der fortiden skaber debat og røre i vores lille danske IT andedam. Krigen mellem dotDK og DK Hostmaster kan i bund og grund kortes ned til en ganske simpel problemstilling: Skal livsnødvendig infrastruktur ejes af en privatejet virksomhed, der efterfølgende har monopol på denne infrastruktur?
Gennem computeralderens historie, er denne problemstilling dukket op igen og igen. Ejerskabet af både nationale og globale DNS rodservere, har været gennem møllen. Uddeling af IP v4 adresser ligeså. Og kigger man uden for IT verdenen, kan man også diskutere det fornuftige - eller problematiske - i, at vigtig infrastruktur "ejes" af en privat virksomhed.
Ville samfundet acceptere, at alle (alle!) asfalterede veje blev købt og administreret af "Roadowner Inc", så det var dette selskab enevældigt kunne bestemme både pris og forhold for vores vejnet? Ville vi være trygge ved tanken om, at vi ikke kunne forlade vores egen indkørsel eller opgang, uden at acceptere dette firmas priser og forretningsbetingelser?
Ville samfundet acceptere, at alle (alle!) internetudbydere skulle sælge deres aktiviteter til eet og kun eet firma, "ISP United Inc.", så dette selskab enevældigt kunne bestemme både pris og forhold for alt internet traffik? Ville vi vlre trygge ved tanken om, at vi ikke kunne kommunikere digitalt med omverdenen uden for vores egen indkørsel eller opgang, uden at acceptere dette firmas priser og forretningsbetingelser?
I begge tilfælde er svaret et rungende nej! Det er samfundet som helhed - staten - borgerne, der skal have ejerskabet på så livsnødvendig en infrastruktur.
Fri konkurrence er i hovedreglen en god ting. Som tommelfingerregel sikrer det innovation, udvikling, fremdrift, og bedst mulige vilkår for slutkunderne. Men det er kun en tommelfingerregel. For en vigtig grundpræmis i fri konkurrence er, at den kun virker når slutkunderne kan vælge og vrage mellem flere udbydere. Og det er naturligvis ikke er tilfældet, hvis der er tale om livsnødvendig infrastruktur som et firma har opnået monopol på (hvad enten denne monopolstatus er midlertidig eller ej).
Det er derfor hverken i samfundets eller frit konkurrerende virksomheders interesse, at vigtig infrastruktur "ejes" af et enkelt firma. Den eneste vinder i sådan en konstruktion, er det firma der har ejerskabet. Og tænker man lidt nærmere over det, er det jo himmelråbende indlysende. En virksomhed uden konkurrence, og med et garanteret monopol, vil have som målsætning at maksimere sin profit i situationen. Sådan drives virksomheder - og det skal de også. Så længe det altså ikke sker med monopoler og ejerskab af vigtig infrastruktur!
Både frie virksomheder og samfundet som helhed, har bedst gavn af, at infrastruktur enten ejes og forvaltes af "det offentlige", dvs. staten, eller placeres i selvejende non-profit institutioner. I begge tilfælde kan private virksomheder sagtens bruges til at løse opgaverne som underleverandører.
Der er intet "kommunistisk" i, at selve ejerskabet af vores vigtige infrastruktur holdes i armslængde fra private virksomheder. Hvis en selvejende non-profit organisation ejede .dk topdomænet, ville de jo ikke give sig i kast med selv at lave alt deres netværksudstyr selv med en loddekolbe, eller programmere deres avancerede routere fra bunden. Den slags køber man dygtige IT leverandører til.
Fri konkurrence kan sagtens bibeholdes, uden at selve ejerskabet af vores infrastruktur overdrages til en privat virksomhed. Ejerskabet af infrastruktur kan sagtens være "vores", samfundets, fællesskabets, uden det på nogen måde går på kompromis med vores ønsker om frie markedskræfter.
- Jesper
Kommentarer til blogindlæg