Skal min datter vokse op med censur?

Anbefal Tip en ven Print Udskriv
Sponsoreret af:


Skrevet d. 19. november 2007 kl. 16.23 | (2)
I dagens udgave af Computerworld Online kan man læse, at Arto har lavet tekniske tiltag der sætter skoleelever i stand til at omgå spærring og censur indført af deres skoler.

Skolerne bryder sig af forskellige grunde ikke om Arto, og har derfor indført spærringer af hjemmesiden. Forstandere fra en række skoler har udtalt, at de er "rasende" på Arto.

Trods jeg ikke er ubetinget begejstret for Arto, så vil jeg bakke dem fuldt op i denne sag.

Censur, og da SPECIELT fra Statens side, er og bliver forkert! Altid!

Det er lige så forkert at censurere enkelte hjemmesider på internettet, som det er at censurere hvilke aviser der læses på skolen, hvilke bøger der må medbringes, eller hvilke radiokanaler der må lyttes til på ungernes MP3 afspiller.

Min datter på 2 år, skal ikke vokse op i et samfund, hvor løsningen på ethvert pædagogisk problem er, at indføre censur. Det er en ækel og indskrænkende måde at løse problemet på - lige som det er frygteligt kortsigtet.

Problemet med denne form for censur er, at vi risikerer at opfostre en hel generation af børn der mener "censur er en helt fin løsning på problemer". Det er vel at mærke de samme børn der engang bliver vores fremtidige politikere, embedsmænd, journalister, politibetjente og skolelærere.

Jeg gyser, ved tanken om hvad denne normalisering af censur kan gøre ved vores samfund.

Det, der kan undre mig mest, er, at spærringen ikke er Grundlovsstridig. Så længe et websted (f.eks. Arto) ikke bryder loven, hvordan kan det så være foreneligt med Grundloven, at staten udøver selektiv censur?

Jeg anerkender, at børn og unge kan have problemer med deres vaner på nettet. Og jeg anerkender, at de måske bruger internettet på en uacceptabel måde. Men at spærre for enkelte websteder, f.eks. Arto, er ingen løsning. Ungerne flytter lynhurtigt deres mobberi til MSN, Yahoo, MySpace, Facebook, eller hvad der nu er hot i denne uge.

Det eneste vi lærer børnene ved at censurere enkelte websteder er, at omgå spærringerne eller finde nye veje til at fortsætte deres forehavende. De underlæggende problemer og årsager til deres adfærd bliver absolut ikke løst på denne måde.

Min datter skal gå i en folkeskole, der løser disse problemer pædagogisk og gennem undervisning. Ikke ved forbud og censur!

Og frem for alt skal hun lære at det er forkert at mobbe, frem for at lære 117 tricks til at mobbe uden skolen kan hindre det.

Hvilken slags skole skal jeres børn gå i?

- Jesper


Kommentarer til blogindlæg


Hvilken slags skole mit barn skal gå på?

En skole, hvor man ikke er bange for at påtage sig et voksent ansvaret for at skelne mellem skidt og kanel, mellem skoleaktiviteter og fritidsaktiviteter.

En skole, hvor man har proportionssansen til ikke at udhule begrebet "censur" ved at smide om sig med det i alle tænkelige sammenhænge, hvor vægtigheden ikke berettiger.

En skole hvor man lærer børnene, at hvis vi ligestiller begræsning af adgangen til et kommercielt chatroom, INDEN FOR SKOLENS RAMMER, med et undertrykkende diktaturs lukning for alle politiske meningsytringer, så er der alt lige meget værd, og alt er ligegyldigt.

En skole hvor man ikke er opfatter det som sin forpligtelse at skulle skabe trafik til en hjemmeside for at nogle kan få deres personlige forretning til at løbe rundt (og i øvrigt en skole, hvor man lærer at skrive "forpligtelse" og ikke "forpligtigelse"

En skole, hvor man har rygrad nok til at turde stå ved sine holdninger og beslutninger frem for at lægge sig på fladt på ryggen overfor et argument om, at "der jo bare så mange andre steder, så vi lader bare stå til".

Jo, sådan en skole vil jeg gerne have min søn på!

Bo Christensen
Aut. gammel sur mand og engageret far
Bo Christensen (6) skrev:
En skole hvor man ikke er opfatter det som sin forpligtelse at skulle skabe trafik til en hjemmeside for at nogle kan få deres personlige forretning til at løbe rundt (og i øvrigt en skole, hvor man lærer at skrive "forpligtelse" og ikke "forpligtigelse"


Jeg ville personligt sætte pris på en skole der acceptere fejl uden at hænge sig i dem i al evighed. En skole der forstår at 100% korrekt stavning ikke er en forudsætning for om det der står det er godt eller skidt.

men det er nok bare mig.
Kommentér

Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne

E-mail-adresse:
Adgangskode:
Husk mig

Seneste debat