Virksomheder misbruger din færden på nettet
Skrevet d. 8. maj 2008 kl. 23.16
|

(6)
Danske virksomheder - såvel offentlige som private - bidrager i stigende grad til én stor kollektiv kortlægning af din besøgsadfærd til brug i Googles markedsføringsmaskine.
Google indsamler og krydser din brugeradfærd,
når du som intetanende bruger af nettet besøger de hjemmesider, som benytter Google Analytics.
Google har endvidere ret til at sælge din brugeradfærd videre uden din forhåndsgodkendelse og vel at mærke uden din viden, for det er det, den enkelte hjemmeside godkender, når de accepterer Googles Analytics betingelser.
Du behøver således ikke at fortælle Google, at du har været inde at bestille en rejse, for Google kender din profil og ved allerede, hvor du skal hen samt hvornår etc. Du behøver ikke at fortælle Google, hvilke sygdomme, du har søgt information om, for det hele bliver lagret hos Google osv.
Forestil dig dette krydset med den profil som et forsikringsselskab laver af dig, så er du måske ikke "egnet" som kunde, hvis du flere gange har søgt på livstruende sygdomme, eller den profil som din kommende arbejdsgiver laver af dig, så er det måske din politiske interesse, som gør at du ikke får dit ønskejob etc.
Google forbeholder sig retten til at sælge oplysningerne videre til tredje part, og det kan undre, at det ikke får nogen alarmklokker til at ringe hos ledelsen i de virksomheder, som benytter Google Analytics.
Der er intet, der tyder på, at overvågningen af din brugeradfærd mindskes i årene fremover. Tværtimod. Google Analytics stormer ukritisk frem på danske såvel som udenlandske hjemmesider. Endvidere har Yahoo, som bekendt, offentliggjort købet af analyse værktøjet Indextools og bebudet at ville tilbyde en lignende gratis løsning, så alt tyder på at overvågningen af din brugeradfærd på nettet vil blive intensiveret, for den er guld værd.
Webanalyse er i sig selv rimeligt nok for en virksomhed, det kan bruges til at optimere din oplevelse på virksomhedens hjemmeside, men et hvert firma med respekt for sig selv, og deres besøgende, bør tage ansvar for sine besøgendes data og sikre, at de ikke bliver misbrugt.
Google Analytics er "gratis" at benytte for hjemmesiderne - ja tak, men hvad siger du som internetbruger, virksomhederne betaler jo med din brugeradfærd, så det er altså dig, der betaler prisen med dine data, så Google ved at indsamle og krydse data fra dit sites du besøger kan skabe din profil?!
Kig eventuelt på de hjemmesider du oftest selv besøger, og kig efter Google Analytics i kildekoden. Du vil blive overrasket over, hvor mange hjemmesider, det i virkeligheden drejer sig om, og ikke mindst hvem der bidrager med at sende og dermed hjælpe Google med at kortlægge din besøgsadfærd. Ja, et hurtigt kig på Computerworlds kildekode, så kan man se, at de ikke har nogen kvaler ved at sende din brugeradfærd til Google.
Kommentarer til blogindlæg