Ubuntu, et frit og gratis alternativ

Det er almindeligt kendt, at monopoler er skadelige for både innovation og kvalitet, for ikke at tale om den ubehagelige virkning på forbrugernes pengepung. Hvorfor accepterer vi så, at det område, hvor vi i øjeblikket ser den allerstørste innovation, og som er ved at blive det vigtigste element i samfundets infrastruktur, domineres af én eneste virksomhed?

Jeg taler selvfølgelig om computere og om Microsoft og deres styresystem Windows' monopol på markedet for personlige computere. At købe en computer er i dag det samme som at købe en computer med Windows. Hvis man går ned i forretningen og spørger, hvor meget billigere man kan få computeren uden Windows, vil man næsten altid få at vide, at man ikke sælger computere uden styresystem.

Men betaler altså pænt computerens pris plus 7-800 kroner i overpris for det Windows-system, som man ikke kan slippe for. Til gengæld får man en computer med et system, der godt nok virker, men er sårbart for virus- og spyware-angreb.

Vil man også bruge computeren til andet end at surfe på nettet og blive inficeret med malware skal man ud at købe programmer, som regel i dyre domme - for professionelle kan vi nemt lægge 10-15.000 kroner oven i computerens pris.

Det paradoksale ved Windows' monopol er, at det er fuldstændig overflødigt. Der findes gratis alternativer, som tilbyder helt den samme kvalitet og brugervenlighed - men med alle nødvendige standardprogrammer inkluderet fra starten.

For at det ikke skal være løgn er disse alternativer til Windows også så sikre mod angreb fra virus, spyware og anden malware, at det ikke engang er nødvendigt at installere antivirus på dem.

"Flagskibet" blandt disse alternativer er i øjeblikket Ubuntu, der 29. oktober udkom med sin nyeste udgave, version 9.10. Men hvordan kan et system som Ubuntu både være gratis, indeholde professionelle programmer til en værdi af mange tusind kroner og samtidig være så meget bedre, hvad sikkerheden angår?

En væsentlig del af forklaringen er, at Ubuntu er fri software.

Bevægelsen for fri software blev stiftet i 1984 af den legendariske programmør og aktivist Richard Stallman. Det skete i protest mod en stigende kommercialisering af markedet for programmer og den hermed forbundne hemmeligholdelse af programmernes indre struktur, den såkaldte kildekode .

Stallman mener, at man som bruger altid bør have lov til at undersøge, hvordan et computerprogram virker og eventuelt selv ændre i det, hvis man har lyst. Han mener også, at det altid bør være muligt og lovligt at hjælpe andre mennesker ved at give dem et eksemplar af et godt program. Programmer, der giver brugeren lov til disse ting, kaldes for fri software.

For at kunne undersøge, hvordan et program virker og indlægge sine egne ændringer, er man nødt til at have adgang til programmets kildekode. Det betyder, at al fri software af nødvendighed også er open source.

Ikke-tekniske læsere vil måske her indvende, at de ikke har brug for en "ret" til at undersøge og ændre i de programmer, der kører på deres computer, eftersom de ikke har hverken forudsætninger for eller lyst til at pille ved så vitale dele.

Man kan dog vende den om: Hvis skolevæsnet i Hanstholm kommune køber et skemalægningsprogram hos en lokal producent, der senere går neden om og hjem, hvad gør de så, den dag programmet viser sig at indeholde en alvorlig sikkerhedsbrist?

Hvis programmet er købt på almindelige kommercielle vilkår, er der ikke noget at stille op. Er det fri software, har de rent faktisk en chance for selv at finde og rette fejlen.

Hvis vi køber en bil eller en motorcykel, forventer vi også at have ret til at skille den ad for at reparere den - selv om de fleste af os nok ikke ville vide, hvordan vi skulle bære os ad. Hvis vi fik bilen leveret med motorhjelmen svejset fast og besked om, at det er ulovligt at forsøge på at åbne den, ville vi undre os og protestere.

I lyset af disse begrænsninger af brugerens rettigheder har fri software-bevægelsen længe argumenteret for, at fri software bør bruges overalt, ikke mindst i undervisningssystemet.

Hemmeligholdelsen af programmernes virkemåde strider nemlig mod det ideal om åbenhed og den frihed til at udforske verden og opdage nyt, som vi har brug for i et åbent, videnskabeligt baseret uddannelsessystem.

Fri software opfordrer til deling: Børnene kan uden videre tage de programmer, de bruger i skolen, med hjem - uden udgifter til licenser og uden nogen tale eller forestilling om "piratkopiering".

Det mindste af det hele er næsten, at der er penge at spare - men det er der: Om vi skal tro erfaringerne fra udlandet, kan vores hårdt nedskæringsramte uddannelsesinstitutioner spare millioner og atter millioner af kroner på software-licenser.

Skal vi lære vore børn, at den daglige infrastruktur er åben og kan undersøges, deles og stilles spørgsmål til - eller skal vi lære dem, at den er dyr, lukket, hemmelig og koster mange penge?

Ubuntu er et fuldstændigt styresystem, som det står enhver frit for at downloade og installere. Standardversionen installeres med en komplet kontor-suite (OpenOffice), Internet-programmer, billedbehandling (GIMP) og en række multimedieværktøjer - alt sammen fri software ligesom systemet selv.

Ubuntu-projektet blev grundlagt i 2004 af den sydafrikanske milliardær, iværksætter og filantrop Mark Shuttleworth (f. 1975), der er interesseret i alle initiativer, der kan støtte uddannelsessystemet i Afrika. Målet er at løfte Afrika og andre dele af den 3. verden op på samme niveau som resten af verden gennem uddannelse og billig teknologi.

Ubuntu-projektets officielle målsætning er derfor, at "enhver computer-bruger skal have ret til at downloade, køre, videregive, undersøge, dele, ændre og forbedre deres software med et hvilket som helst formål, og uden at betale for det."

Dermed kan alle med en Internetforbindelse, en genbrugscomputer og Ubunu være hundrede procent "med" som fuldgyldige medlemmer af informationssamfundet med adgang til nye, professionelle værktøjer: Tekstbehandling, kommunikation, multimedieproduktion, systemudvikling.

Med Ubuntu har et opstartsfirma i et slumkvarter i Mumbai eller Johannesburg gratis og legal adgang til en teknisk infrastruktur, som før "open source"-revolutionen let kunne have kostet hundredetusinder af kroner.

Valget mellem fri og proprietær software er dobbelt: På den ene side en lukket infrastruktur, der umyndiggør brugerne og fratager dem kontrollen med, hvad deres computer gør, og et lukket økonomisk system, hvor betalte "eksemplarer" af et program ikke må videregives, og hvor brugen af et program er begrænset til dem, der har betalt en ofte fyrstelig licens. På den anden side et alternativ, hvor alle brugere har lov til at undersøge og ændre de programmer, de bruger, og hvor alle har fri og gratis adgang til de værktøjer, de skal bruge.

Hvis vi kan nøjes med et lukket samfund, hvor deltagelse i vidensøkonomien er forbeholdt de få, skal vi bare blive ved med at satse på den kommercielle forretningsmodel, og vi skal som forbrugere blive ved med at insistere på Windows og Photoshop og alle de andre "kendte" programmer fra de store producenter. Hvis vi omvendt gerne vil have et åbent og demokratisk samfund, hvor også folk uden penge til dyre programmer og nye computere kan være "med", er det bedre at satse på fri software, hvor vi kan.

Jeg vil derfor slutte af med at opfordre læseren til at give det en chance: Gå ind på www.ubuntu.com, download den nyeste version af Ubuntu, brænd den til en CD og prøv systemet - eller få en CD tilsendt gratis med posten, hvis du ikke har tålmodighed til at brænde selv. Eller prøv et af de mange andre gode Linux-systemer, der er i omløb. Det er nu, vi har chancen for at afgøre, hvor IT-samfundet skal føre os hen.

Ønsker vi at bevare et frit og åbent samfund, gør vi klogt i at få fri software ind, hvor det kan lade sig gøre - ikke mindst i undervisningssystemet og på vore egne private maskiner. Med Ubuntu-projektet begynder det for alvor at kunne lade sig gøre.