Talentkagen

Nytænkning i dag, kan forbedre vores livskvalitet i morgen

De fleste erkender dette intuitivt, og menneskets historie beviser det da også så rigeligt. Ikke mange kan være uenige, så lad os straks finde de talenter iblandt os, der har potentiale for at levere varen:

Haves: Samfund med gode fremtidsmuligheder, og tilsvarende store udfordringer.
Ønskes: Talentfulde individer, med intelligente og banebrydende løsningsforslag.

Med andre ord, vi bør "søge, finde og støtte, nytænkende talenter", fordi det kan gavne vores fremtid.

Konflikten

Set fra talenternes synspunkt, er dagens Danmark dog ren Kafka: Der er simpelthen ingen stillinger, når de melder sig under fanerne.

I demokratiets navn, spendéres mange ressourcer på masseaktiviteter (Fodbold og Folkekirke for eksempel). Målet er ikke "nytænkning til fælles gavn", men snarere "nydelse hér-og-nu" eller "tradition for traditionens skyld". Ligeledes kæmper store og små interesseorganisationer indædt, for en større del af den fælles kage, så netop deres demografi kan leve godt. Men ingen kæmper for ressourcer til talenterne.

Det er jo reelt sådan situationen er: Sorte huller i samfundsøkonomien, hvor ressourcer suges ind, men intet kommer ud. Alt imens kreative talenter ignoreres på ethvert tænkeligt plan.

Det er ingen hemmelighed, at opfindere og andre nytænkere, har det ganske svært. Men selvfølgelig kun indtil de har satset alt, og måske finder success, hvorefter Hansen, Jensen og medierne, gerne står i kø for at kysse numse, og pudse glorie.

Janus Friis' historie, er et godt eksempel... et talent på støtten, opfinder milliardforretning, og får respekt... men hans talent er jo ikke vokset efter successen. Nej, det har somend været der hele tiden!

Og hvad med resten af vores talentmasse?.. alle dem med potentiale, men uden de heldige omstændigheder, der i dag forudsættes for success. Er det i flertallets interesse, at lade disse mennesker sejle deres egen sø?

Svaret er, mod enhver intuition, et deprimerende ja!.. majoriteten lider nemlig af neofobi. Mens kreative talenter som gruppe betragtet, bedst defineres som neofile. Og Lige dér, findes den grundlæggende konflikt mellem nytænkere, og alle andre. Kort og godt: Neofober hader Neofile.

Det offentlige

Vore politikere efterrationaliserer og legetimérer den fælles neofobi på forskellig vis. En typisk argumentation kunne lyde: Samfundet tilbyder gode muligheder for talenter. Du kan f.eks. uddanne dig gratis, få en ph.d. og blive ansat som forsker. Hvorefter du kan søge masser af ressourcer til din nytænkning. Vi har i øvrigt lige afsat en ekstra milliard.

Det lyder godt, og betryggende... men, strengt taget er dét jo ikke "at søge, finde og støtte talenter". Nej, dét er i praksis at opsætte et udskillelsesløb, hvor kun de der kan leve på SU, tænke akademisk, og tøjle deres trang til nye idéer i 10-12 år, ender med at få muligheden.

Dermed er de virkelige talenter, formentlig udskilt fra puljen.

Men ingen kan løbe fra, at historien er et overflødighedshorn af selvlærte særlinge, der har begået store opdagelser. Spørgsmålet er blot: Hvor er disse talenter henne i vores finanslov?... hvordan søger, finder og støtter vi disse menneskers arbejde, fra idé til fælles gavn?

Svaret er... det gør vi ikke! Ikke én krone er afsat! Ingen procedurer er på plads! Sådanne særlinge må fikse alt selv, uden anden hjælp eller belønning, end den de selv og heldet måske kan gennemtvinge.

Erhvervslivet

Tilsvarende efterrationaliserer erhvervslivet sin neofobi, og har dertil skabt et helt sæt af begreber, der på overfladen støtter nytænkning, men i praksis lægger snævre rammer for, hvad der afsættes ressourcer til: "incremental innovation", "human ressource", "vidensdeling", "internt iværksætteri" o.s.v. Det hele er sovset ind i politisk korrekthed, og teori som kun de færreste kan gennemskue, og endnu færre tør sige imod.

Men faktum er, at virkelig nytænkning sjældent kommer fra veletablerede virksomheder. Og det på trods af, at netop de ejer ressourcerne. Nej, nytænkning i erhvervslivet kommer fra nystartere, dem der satser hele deres personlige liv og levned, mens de beder til det fornødne held.

Erhvervslivets innovations-tanker fungerer altså, i den forstand, at neofoberne får stoppet den rå kreativitet. Enhver forandring bliver derfor "forudsigelig optimering af allerede kendte idéer". Hvilket jo blot er "mere af det samme, bare lidt hurtigere".

Så hvis du tror, at uprøvede talenter får lov at "tænke nyt" indenfor vores erhvervsliv, er du enten meget naiv, eller i gang med at starte din egen virksomhed, og dermed lidt fanden-i-voldsk.

Dit liv

Du (ja, dig personligt), skylder hele din eksistens, til historiens kreative talenter! Den gæld kan du kun afdrage på, ved at arbejde for, at der i din tid på jorden, også er ressourcer til nytænkning, som dine efterkommere kan få gavn af.

"Jamen" siger du, "vi har da aldrig tidligere oplevet en situation, hvor mængden af nytænkning har været større end nu". Og det er sådan set også korrekt.

Men, det du oplever som "stor mængde" handler mere om informationshastighed (globalisering) og mikrooptimering (incremental innovation), end det handler om banebrydende nytænkning fra virkelige talenter.

I år 1500 udgjorde jordens befolkning knap 700 millioner individer. Statistisk set bør der altså lige nu, være ca. ti aktive genier i "Leonardo Da Vinci-klassen" i Europa alene. Hvor er vores Leonardo'er henne?

Ligeledes burde vi, i løbet af kun 15 år, kunne fremvise samme mængde/kvalitet nytænkning, som hele rennæssancen i Europa kunne fostre. Men hvor er vores Guttenberg, Newton, Kant, Goethe, Watt og hundredvis af andre super-tænkere?

... Som en af mine venner sagde forleden, da jeg nævnte disse tal: Leonardo har ikke tid, for han fejer gulv nede i fabrikshallen.

Jeg kan med lidt god vilje, komme i tanke om måske 10-15 talenter i hele min generation, der nærmer sig dette niveau... men statistisk set, lever der tusindvis med tilsvarende potentiale lige nu, samt myriader af talenter, på niveauet lige under.

Så, når vi regner på tingene, er vores "nytænknings-pulje" altså betydeligt mindre end den burde være. Vi er beviseligt, ekstremt dårlige til nytænkning lige nu... og det er blandt andre DIN skyld.

Opskriften

"Jamen" siger du, "gennem historien har nytænkere da klaret sig fint uden offentlig støtte, eller erhvervsmæssig særbehandling. Hvorfor skal vi ændre på en opskrift der virker?".

Svaret er: Jo, opskriften virker skam, men ingredienserne er forandret voldsomt, så vi får en anden kage, end den vi håber på.

Kreative talenter blev tidligere i historien støttet af konger, adel og rigmænd (under fællesbetegnelsen "Mæcéner"). Mæcenerne ønskede udelukkende at sole sig i stjernestøvet fra skabelsesprocesserne, og havde egentlig ingen kvantitative krav.

Mæcén-rollen kan spores tilbage til antikkens europa, det feudale Japan og de fleste andre samfund, med en eksklusiv velhavende elite. Og, mæcéner var i stor stil grobund for hele den europæiske renæssance, oplysningstiden og den moderne videnskabs fødsel.

Desværre forsvandt Mæcén-systemet i takt med udbredelsen af demokrati og markedskræfter, som fældede Europas elite. Ressourcerne blev spredt, og enhver blev sin egen lykkes smed. Dermed forsvandt incitamentet til at satse personligt på noget så uhåndgribeligt som nytænkning. Credo'et blev; "Én fugl i hånden, er bedre end ti på taget", og nytænkning blev defor mere et tilfælde, end noget man satsede på.

I dag tvinges fattige nytænkere, først og fremmest til at brødføde sig selv, og siden kan de tænke nyt, hvilket statistisk set, ikke kan være godt for hverken mængden eller kvaliteten af nye idéer.

Er det f.eks. ikke forbandet flovt, at selveste Albert Einstein måtte arbejde for føden på et patent-kontor, mens han udtænkte at E=mc2 ?.. Vær du bare glad for, at han ikke opgav på halvvejen!

Gennem de seneste 200 år har vi derfor oplevet, at stor nytænkning, oftere end før, udspringer fra rigmænd personligt, eller fra højt uddannede individer med adgang til offentlige midler. Men hverken de rige eller de veluddannede, har større medfødt potentiale end gennemsnittet, de er blot de eneste der, på dette tidspunkt i historien, har adgang til de nødvendige ressourcer.

Altså: Vi bør kompensere for de ændrede ingredienser, og opdatére opskriften til Mæcén v2.0. Netop fordi Mæcén-systemt var opskriften der virkede!

Mæcén v2.0

Samfundet skal aktivt søge talenter!.. Vi har i dag ganske god viden om, hvilke personlige egenskaber et "ægte talent" besidder. Dette er en relativ ny mulighed, som vi ikke har haft tidligere. Vi kan faktisk finde talenter, før de enten selv beviser deres talent, eller dør i forsøget.
Talenter skal søges overalt!.. Historien viser, at de bedste idéer ikke kommer fra mennesker i specifikke samfundslag, eller med specielle uddannelser bag sig. Derfor er det statistisk set mere givtigt, at søge på fabriksgulvet, end at søge på direktionsgangen.
Samfundet skal støtte de fundne talenter!.. Vi ved i dag, at nytænkning er den primære ressource til et bedre liv i morgen. Vi skal derfor behandle talenter med respekt, og sørge for at de kan leve et trygt liv, så alle deres mentale ressourcer kan kanaliseres ud i "frugtbar tænkning".
Samfundet skal spille på odds!.. Vi ved, at nytænkning er et statistisk spil, da kun en brøkdel af en given pulje idéer viser sig at være gavnlige på sigt. Vi skal derfor maksimére mængden af idéer, for at optimére chancen for success. Vi skal også berede os på, at nogle talenter aldrig bidrager med noget nyttigt. Og vi skal være klar over, at dét er en del af kreativitetens natur.
Samfundet skal "Do the right thing"!.. Først og fremmest skal vi søge, finde og støtte talenter, fordi vi skylder vore efterkommere at udnytte de ressourcer vi har, så vi efterlader "den bedst mulige verden" til dem.

Nu smager kagen lækkert. Velbekomme :)