Hvem tør købe musik?

Først havde jeg det sådan, at jeg ikke gad købe musik mere. Det er snart mange år siden, det var nemlig den gang, musikken skiftede fra LP til CD. Mit musikkøb gik stille og roligt fra 2-3 albums hver måned til 3-4 fuldpris CD'er pr år og et tilsvarende antal på tilbud.

En dag sidst i 90'erne blev jeg præsenteret for en cd med op mod 200 numre på, det var første gang jeg stødte på mp3. Jeg tænkte lidt på, hvordan det kunne udnyttes kommercielt, men var (for sidste gang) tryk ved at branchen nok skulle finde ud af det.

Efter at de klattede åbninger som napsters 30 mio brugere væk, så begyndte jeg så småt at studse. Og da de valgte at deres netsatsning skulle være en kopi af fastmediernes eksemplarsalg, så begyndte jeg for alvor at blive bekymret.

Men bekymringen er blevet til direkte angst. For musik håndteres stadigvæk som eksemplarer, både on og off net, på trods af at eksemplarkontrol kun lader sig realisere i sammenhæng med DRM og tilsvarende kundefjendske tiltag.

Og her på det seneste er angsten blevet personlig. Hvis jeg fx. blander mig på en diskussion på en måde, der vækker ubehag i musikbranchen, hvem kan så kontrollere om branchen (eller andre der ikke kan li' mig) fremstiller beviser for at den musik, jeg har liggende på min computer, ikke stammer fra legale kilder. Eller ligefrem er blevet spredt fra min computer.

Ikke at jeg har nogen mistænkt for at svine modstandere til på denne måde, ikke endnu da. Men efterhånden som branchen vælger flere ikke-farbare veje for musiksalget, så er der risiko for at presset bliver så stort at alle midler tages i brug.

Og hvem ved om en retssag en dag bliver en udleveringssag til et land med et endnu mere forkvaklet forhold til digitaliseringen af musik. Det vil ikke være sjovt at stille op i en US retssal for noget du i sagens natur ikke kan modbevise.

Jeg er færdig med musikbranchens produkter, så længe der ikke er mindst ét produkt i viften, der giver en generel, tidsbegrænset brugsret til den musik, der måtte ligge på mit hjemmenetværk.

For jeg tør ikke være kunde hos en branche, der til enhver tid kan 'bevise', at min næsten altid tændte computer har delt al den musik, der nogensinde har passeret mit hjem.