Professor
Christian S. Jensen fra
Aarhus Universitets institut for datalogi er blevet udnævnt til ACM Fellow. Han får titlen for sit bidrag til temporal og spatio-temporal data-management. Dermed er han en blandt ganske få danskere, der af fagkollegaer får denne udmærkelse for sin forskning inden for datalogi. Titlen tildeles forskere fra verdens førende universiteter, virksomheder og forskningslaboratorier, der er med til at drive de nyskabelser, der vil bevare konkurrenceevnen i den digitale tidsalder. Christian Søndergaard Jensens forskning omfatter videreudvikling af de sprog, der anvendes til søgning i databaser. Derudover har han bidraget væsentligt til udvikling af nye metoder til indeksering af data, så en bred vifte af avancerede søgninger kan udføres effektivt.
26. maj 2012