Selvom COOP og andre ikke har særligt blik herfor endnu, så er den primære udfodring de sikkerhedsmodeller som hele arkitekturen implciit bygger på.
Ikke kun fordi kriminelle og interne kan misbruge oplysningerne utilsigtent, men fordi sikkerhedsmodellen er kritisk for at kunne åbne op for datasharing på en både tillidsvækkende (minimal risiko), enablende (muliggør let tilkobling af nye funktioner) og ikke-bureauraktisk (med minimal regulatorisk og andre trusler fra det lovgivende system).
Arkitekturen i dag bygger ikke på en holdbar model, fordi interessentmodellen ikke inddrage en sikkerhedsmodel på det vigtigste område, nemlig den reference til forbrugeren som skaber den primære sikkerhedsrisiko.
Denne problemstilling forværres af det krot, man har etableret, fordi det netop underminerer sikkerheden i modellen i stedet for at enable og muliggøre at man lukker op.
Det er desværre en typisk fejl, når man udvikler modeller med for snæver tænkning på et specifikt delsystem uden at se processen end-to-end.
Problemstillingen skal deles op i 2 helt forskellige aspekter:
RFID på produktet og hele produktetslivscyklus som skal kunne ændre sig radikalt i samme øjeblik det kommer i nærheden af en ny interessent. Se f.eks. det whitepaper om RFID 2.0 som promoveres af AIM Global.
https://www.aimglobal.org/ (...)Id på forbrugere og hele sprøgsmålet om hvem der håndtere r henførbarheden under hvilke forhold. Se f.eks. omkring National Id 2.0 i forbindelse med "A fine balance" som blev fulgt op på Bioemtriens dag og refereet i en blog om "7 principles for biometrisk sikkerhed"
Dan Mygin referedede fra "A Fine balance"
http://www.computerworld.dk/ (...)Udfordringen er at der er flere parametre, der skal på plads samtidig og man springer over hvor gærdet er for lavt på de kritiske punkter. Coop nye kundekort er dermed ved at udvikle sig til et strategisk problem for COOP fordi man glemte de kritiske enablende sikkerhedsmodeller.
Stephan Engberg
Priway - Security in Context