2011 har budt på massevis af nye produkter, og vi har især haft mange smarte mobiltelefoner mellem hænderne i et år, hvor konkurrencen mellem Android, Apples iOS og Microsofts Windows Phone for alvor er blevet knivskarp.
Bølgen af tablet-pc'er, som Apple satte i gang med iPad, vil ingen ende tage, og vi er derfor blevet oversvømmet med adskillige mere eller mindre heldige Android-modeller.
Et af de mest interessante produktområder, som for alvor slog igennem i 2011, var de såkaldte ultrabooks. Det er supertynde bærbare computere, der både har muskler og lang batterilevetid.
Vi har samlet årets bedste produkter fra 2011, og på de næste sider kan du dermed se, hvad der er værd at kaste sparepengene efter.