1 / 12
Sony har skåret Ericsson fra, og Xperia S er den første mobil, som japanerne står bag helt alene.
Skærmen er 4,3 tommer med en høj opløsning på 1280 gange 720 pixel, som må få konkurrenterne til at stramme sig an.
Styresystemet er Android, og til at begynde med er det den ældre version 2.3 og ikke den nye 4.0, som også er kendt som Ice Cream Sandwich.
Det vil dog være muligt at opgradere telefonen, lover Sony.
Med 144 gram er Xperia S ingen letvægter, til gengæld har den massevis af hestekræfter med en 1,5 Ghz dual core processor og et 12 megapixel kamera.
Sony Xperia S er ude i butikkerne i løbet af de næste par måneder. Prisen er ikke kendt.
2 / 12
Vi kunne egentlig ret godt lide AR.Drone, da vi testede den tilbage i foråret 2011.
Den smarte helikopter, som kan styres med eksempelvis en iPad eller iPhone, havde dog en række svagheder.
Kameraet var ikke vanvittigt godt, og den gik for let i stykker, hvis den fløj ind i noget eller crash-landede.
Begge dele er forbedret i den nye AR Drone 2.0, som er udstyret med HD-kamera (1280 gange 720 pixel) og ikke mindst et nyt skrog, som er bygget i et materiale, der også bruges til fremstilling af kofangere på biler.
AR.Drone kommer til Danmark senere på året, men prisen er endnu ikke fastlagt.
3 / 12
Måske har du hørt om Gorilla Glass før? Det er et særlig stærkt stykke glas, der er svært at ødelægge og ridse, og dermed perfekt til mobiltelefoner og tablet-pc'er med konstant blottede skærme.
Firmaet Corning står bag opfindelsen, og det har på CES annonceret, at Gorilla Glass 2.0 er klar.
Det er 20 procent tyndere, men har samme holdbarhed og er lige så modstandsdygtig som første version.
Det betyder, at vi snart kan vente at se endnu slankere telefoner, tablet-pc'er og bærbare computere, der alligevel kan holde til et barskt liv på farten.
Gorilla Glass bruges i dag i mere end 600 forskellige forbrugerelektroniske produkter.
4 / 12
Android er ikke forbeholdt mobiltelefoner og tablet-pc'er, og nu er den nyeste udgave af Googles mobile styresystem smidt ind i en fladskærm fra Lenovo.
Den 55 tommer store fladskærm byder ud over Ice Cream Sandwich på full HD (1920 gange 1080 pixel), og den kan bruges til 3D-film.
Lenovos nye tv går under det poetiske navn K91, og det vil fra fødslen være udstyret med 100 apps, herunder en videoudlejningstjeneste.
Tv'et er i første omgang tiltænkt det kinesiske marked, og det skulle være ude i butikkerne til april.
5 / 12
Under CES kunne Sony præsentere en nyskabelse: SmartWatch.
Det er et ur, der forbindes til din Android-telefon via Bluetooth og kan vise forskellige mini-apps på sin skærm.
Uret har cirka samme størrelse som en iPod nano. Under demonstrationer på CES viste Sony, hvordan SmartWatch er i stand til at hente opdateringer fra Facebook og Twitter.
Det kan også bruges som fjernkontrol til mobile musikafspillere, og ifølge Sony kan uret køre mellem to og fire dage på en opladning.
Til marts er SmartWatch ude i butikkerne, og vi har i øjeblikket kun en amerikansk pris på 149 dollar, cirka 900 kroner.
6 / 12
Få dage før CES lancerede Nikon sit nye, professionelle spejlreflekskamera D4.
Det skyder op til 11 billeder i sekundet i en opløsning på 16,2 megapixel.
Samtidig har kameraet et voldsomt højt ISO-niveau, og det betyder, at du kan tage brugbare billeder i situationer med meget lidt lys uden at bruge blitz.
Videodelen er forbedret i forhold til forgængeren D3s, og der kan optages i full HD. Der er indgang til hovedtelefoner i kameraet, så du bedre er i stand til at justere lydniveauet.
Det har manglet på de tidligere Nikon-kameraer.
Prisen er også ligesom kameraet også professionel. Du må smide 45.000 kroner for at få fat i Nikon D4 - og det er for kamerahuset alene.
7 / 12
Selv om det her kun er en prototype fra Intel, så er den ret fantastisk.
Nikiski hedder maskinen, der er udstyret med en gennemsigtig touchscreen i stedet for en traditionel trackpad.
Når den er lukket sammen, betyder det gennemsigtige design, at du alligevel kan se et udsnit af skærmen med e-mail, aftaler og andre vigtige informationer.
Det foregår via Microsofts Metro-brugergrænseflade, som lanceres med Windows 8.
Når computeren er åben, fungerer touchskærmen som en bred trackpad, der har håndfladegenkendelse, så cursoren ikke flipper ud, når du hviler hænderne på maskinen.
8 / 12
Asus Eee Pad Transformer Prime nåede at blive et hit, allerede inden den kom ud i butikkerne, og i øjeblikket er Android-tablet-pc'en det mest populære produkt på edbpriser.dk.
Derfor overraskede Asus, da producenten på CES kort tid efter første lancering allerede kunne fremvise en ny udgave af Asus Eee Pad Transformer Prime, der fungerer som både bærbar og tablet.
Navnet er det samme, men modelbetegnelsen er ændret fra TF201 til TF700T.
De to maskiner ligner fuldkommen hinanden, men den nye version har en langt højere skærmopløsning.
Originalen kører 1280 gange 800 pixel, mens den nye TF700T har full HD med 1920 gange 1200 pixel.
9 / 12
Asus var ikke den eneste, som kunne fremvise en tablet-pc med en skærmopløsning i full HD.
Konkurrenten Acer lancerede på CES sin nye Iconia Tab A700, som også har quadcore processor og styresystemet Android 4.0, der kaldes Ice Cream Sandwich blandt venner.
Med en tykkelse på 9,8 millimeter er den ikke verdens slankeste tablet-pc, men ydeevnen er markant højere end første generation af Android-tablet-pc'er.
Det skulle dermed være nemt for maskinen at afvikle HD-film.
Iconia Tab A700 er ude i butikkerne i løbet af sommeren.
10 / 12
Det populære Xbox-tilbehør Kinect er ikke længere forbeholdt Microsofts konsol.
Softwaregiganten meddelte på CES, at Kinect kommer til Windows 7 til februar.
Dermed kan du snart bruge bevægelser til at styre spil på din pc.
Kinect har været et stort hit til Xbox, blandt både almindelige forbrugere og hackere.
Prisen bliver 249 dollar, og det svarer til cirka 1.500 kroner.
11 / 12
Både Samsung og LG kunne på CES fremvise 55 tommer tv baseret på teknologien OLED.
Den bruger mindre strøm, giver flottere farver og gør det muligt at bygge fjernsyn, der er nærmest papirstynde.
LG's model er sølle fire millimeter tyk, og rammen omkring billedet er cirka en millimeter.
Der er ikke mange detaljer om Samsungs model, mens LG's 55 tommer OLED-tv skulle være ude i de amerikanske butikker senere på året.
12 / 12
Det er ikke første gang, Lenovo prøver at kombinere en bærbar og tablet.
Det skete på sidste års CES med IdeaPad U1 Hybrid, og nu er Lenovo klar med IdeaPad Yoga, som kommer i handlen samtidig med Windows 8.
Vi får formentlig Microsofts styresystem at se senere på året eller i begyndelsen af 2013.
IdeaPad Yoga kan trylles om til en tablet ved at skubbe skærmen hele vejen rundt, så den møder bunden af tastaturet. En akrobatisk finte, der ikke lader sig gøre på normale bærbare.
Skærmen understøtter naturligvis touch.
IdeaPad Yoga kommer til at veje mindre end 1,5 kilo, og den 13 tommer store skærm har en opløsning på 1600 gange 900 pixel.
Meldingerne fra CES går på en pris omkring 1.000 dollar, cirka 5.800 kroner.