1 / 11
Snart vil der være elektronik i alt lige fra sko, der kan vise dig vej, til elektroniske tatoveringer, der holder øje med din fysiske tilstand.
Det er allerede muligt at købe adskillige computerprodukter til at bære på kroppen, men de er blot toppen af isbjerget.
Der dukker hele tiden nye design op, som fører disse ideer videre i helt nye retninger.
Der er ingen garanti for, at de følgende design vil blive udviklet til kommercielle produkter, men de er alle fungerende prototyper, der demonstrerer, hvad der er muligt - og nogle af dem kan man faktisk bygge selv.
Tænk på dette som et teknologisk modeshow for den nærmeste fremtid.
Skrevet af Computerworld News Service/Brian Nadel.
Oversat af Thomas Bøndergaard.
2 / 11
Hvad hvis du kunne bære din computer som et smykke?
Wimm Labs har samlet et open source-mikrosystem, der kan blive en naturlig del af din beklædning.
Apparatet med en længde og bredde på 3,81 centimeter og en dybde på 1,27 centimeter er baseret på kraftigt modificeret Android-software og kan klipses fast på taskeremmen eller i bæltet eller bæres som et vedhæng om halsen.
Denne meget lille pc ved navn Wimm One har 32 gigabyte lager, en multitouch-skærm på 1,4 tommer og understøtter Bluetooth og Wi-Fi.
Wimm håber, at der er udviklere, der vil arbejde videre med både hardwaren og softwaren.
De apps, der findes på nuværende tidspunkt, er orienteret mod enkle opgaver såsom modtagelsen af Twitter-opdateringer og at holde styr på, hvor mange kalorier man forbrænder under fitnesstræning.
Skrevet af Computerworld News Service/Brian Nadel.
Oversat af Thomas Bøndergaard.
3 / 11
Byg noget selv med Flora
Nu skal de digitale gør-det-selv-entusiaster spidse ører.
Adafruits computer, Flora, kan åbne nye horisonter for innovatorer.
Den cirkulære printplade med en diameter på kun 4,45 centimeter og en vægt på under seks gram har en 16 MHz Atmel ATmega32U4-processor og 2,5 KB hukommelse.
Flora er på nuværende tidspunkt i beta og bruger åben kildekode, der indlæses via USB, og fungerer sammen med Macs, Windows-pc'er og Linux.
Flora kan styre hundredvis af LED'er, der eksempelvis er syet ind i tøj.
Med GPS, accelerometer og digitalt kompas er der mulighed for at udvikle et system, der reagerer på, hvor man befinder sig og hvad man foretager sig.
Der er beskrevet en række ideer til anvendelser i det medfølgende hjælpemateriale.
Skrevet af Computerworld News Service/Brian Nadel.
Oversat af Thomas Bøndergaard.
4 / 11
Bær din sjette sans om halsen: Sixth Sense
Pranav Mistry har udviklet systemet Sixth Sense ved MIT Media Lab.
Systemet udvider dine fem naturlige sanser med en sjette digital sans.
Sixth Sense bæres som et stort vedhæng om halsen og indeholder en lille projektor, der kan vise et billede på stort set enhver overflade, samt et kamera der aflæser brugerens håndbevægelser.
Man skal bære farvede bånd på fingrene, som kameraet bruger til at afkode håndbevægelserne.
Systemet gør det muligt at interagere med et projiceret kort, bladre gennem projicerede billeder eller indtaste et telefonnummer på et projiceret nummertastatur (se denne demonstrationsvideo).
Man kan ikke købe Sixth Sense endnu, men det er ifølge Mistry muligt selv at bygge en for cirka 2.000 kroner til komponenter.
Skrevet af Computerworld News Service/Brian Nadel.
Oversat af Thomas Bøndergaard.
5 / 11
I dag placerer man typisk sensorer, der måler en persons fysiologiske tilstand, direkte på huden eller spænder dem fast til kroppen for eksempel ligesom Zephyr Technologys BioHarness. Men snart vil den slags være indbygget i atleters træningstøj.
Zephyr Technologys cirkulære brystsensor, BioModule, vejer mindre end 28 gram og kan klikkes ind i en kompressionstrøje såsom E39 fra Under Armour (der kommer på markedet til næste år), som blev demonstreret ved sidste års NFL Scouting Combine.
Denne skive med en diameter på 2,5 centimeter måler din hjerterytme og vejrtrækning samt hudens temperatur, mens et accelerometer måler din bevægelse og hastighed.
Dataene kan overføres over op til cirka 300 meter til en pc med Zephyr Technologys Windows-baserede software, OmniSense, der kan holde styr på op til 50 atleter samtidig.
Skrevet af Computerworld News Service/Brian Nadel.
Oversat af Thomas Bøndergaard.
6 / 11
Todd Coleman fra University of California at San Diego arbejder med funktionelle tatoveringer.
Disse ultratynde såkaldte epidermale elektroniske systemer indlejres direkte i huden, hvorfra de kan måle en patients hudtemperatur, hjernebølger eller hjerterytme og overføre dataene trådløst til en computer på hospitalet.
Et legat fra Bill and Melinda Gates Foundation har gjort Coleman i stand til at færdigudvikle en udgave til monitorering af fostre, som placeres på den gravides mave, hvorfra den måler blandt andet fosterets hjerterytme og iltniveau.
Nokia arbejder i en anden retning med noget lignende at dømme efter selskabets patentansøgning for nylig om en e-tatovering, der med vibration lydløst kan gøre brugeren opmærksom på indkommende opkald eller sms.
Skrevet af Computerworld News Service/Brian Nadel.
Oversat af Thomas Bøndergaard.
7 / 11
Alt er en touchskærm med Wearable Multitouch Projector.
Du kommer til at ligne en cyborg, men med Hrvoje Benkos skuldermonterede Wearable Multitouch Projector bliver enhver overflade i praksis til en berøringsfølsom grænseflade.
Benkos system er udviklet hos Microsoft Research og gør brug af selskabets bevægelsessensor, Kinect, og en mikroprojektor.
Du kan interagere med de projicerede billeder ved hjælp af velkendte bevægelser såsom at banke, knibe og zoome og gøre alt lige fra at foretage et telefonopkald til at finde rutevejledning via en korttjeneste.
Benko regner med, at det klodsede udstyr kan gøres mindre og lettere, så det knap så meget ser ud, som om man lige er trådt ud af en science fiction-film.
Skrevet af Computerworld News Service/Brian Nadel.
Oversat af Thomas Bøndergaard.
8 / 11
Mærk lyden med Tacit Project-handsken
Opfinderen Steve Hoefer arbejder på at hjælpe blinde til at danne sig et indtryk af deres omgivelser ved hjælp af lyd.
Hans Tacit Project består af en fingerløs handske af neopren, der bruger sonar og haptisk feedback til at hjælpe brugeren til at bevæge sig rundt i et fysisk rum.
Systemet kan opdage objekter op til tre meter væk med en række forskellige sensorer, der blandt andet måler tiden mellem udsendelsen af ultrasoniske signaler og modtagelsen af det tilbagekastede signal.
Handsken, der vejer cirka 100 gram, oversætter dataene til et kort over de fysiske omgivelser og advarer om fysiske forhindringer med blide tryk på håndleddet.
Den kan ikke købes, men den kan bygges for cirka 530 kroner til komponenter.
Skrevet af Computerworld News Service/Brian Nadel.
Oversat af Thomas Bøndergaard.
9 / 11
På rette vej med No Place Like Home GPS-sko
Disse sko er designet af Dominic Wilcox og specialfremstilles af Stamp Shoes. De indeholder en GPS-chip, et par microcontrollere og en antenne.
Den venstre sko peger dig i den rigtige retning med en kompas-lignende cirkel af LED'er på tåen, mens rækken af LED'er på højre sko indikerer, hvor langt man har endnu.
Først er man dog nødt til at indstille sin rute på en computer, overføre ruten til skoen via USB-kabel og slå hælene sammen for at påbegynde sin rejse.
Skoene laves efter mål til den nette sum af 10.199 kroner.
Skrevet af Computerworld News Service/Brian Nadel.
Oversat af Thomas Bøndergaard.
10 / 11
Vores fingre tilbringer en stor del af deres tid på tastaturer, mus og skærme.
Men nu vil John Rogers fra University of Illinois at Urbana-Champaign i stedet flytte grænsefladen direkte til fingrene.
Det lader i hvert fald til at være ideen bag hans prototype (pdf).
Meget tynde sensorer på overfladen af membraner, der placeres på fingerspidserne, kan måle ting som syrlighed, mens lag af guld-kredsløb indlejret i det tynde silikonemateriale behandler dataene.
Når sensorerne finder det, de er programmeret til at opdage, vil kredsløbene give et lille elektrisk signal, der føles som en let snurren i fingerspidserne.
Rogers arbejder på at integrere disse fingerspidssensorer i operationshandsker, der ved hjælp af MRI- eller røntgenbilleder kan hjælpe kirurger til at finde en skjult kræftknude eller skade.
Skrevet af Computerworld News Service/Brian Nadel.
Oversat af Thomas Bøndergaard.
11 / 11
Udvid synssansen med Lumus OE-31 og Google Project Glass
Der er for tiden gang i en rivende udvikling inden for augmented reality-headsets. Prototypen Lumus OE-31 (venstre del af billedet) har et klodset sort brillestel og gennemsigtige skærme i stedet for brilleglas med en opløsning på 640 gange 360 pixel, der blandt andet kan vise video, e-mail og rutevejledning.
Googles Project Glass (højre del af billedet) får dog mest opmærksomhed på denne front, især efter at være blevet båret af modeller ved New Yorks Fashion Week i september.
Der findes stadig ikke mange detaljer om produktet, men i stedet for brilleglas eller en stor skærm for hvert øje sidder der på det slanke brillestel i aluminium blot en lille gennemsigtig farveskærm ved højre øje.
På denne skærm kan vises billeder i synsfeltet.
Google regner med at lancere brillerne til næste år til en pris i USA på 1.500 dollar, hvilket i dagens kurs er 8.749 kroner.
Skrevet af Computerworld News Service/Brian Nadel.
Oversat af Thomas Bøndergaard.