Mindeord: kreativ direktør Finn Jørn Jakobsen, København, skriver mindeord:
Tirsdag den 18. maj døde en af it-branchens pioneer, Jens Roslyng, efter sin forgæves men heroiske kamp mod en ondartet kræftsygdom. Kun 59 år gammel. Jens Roslyng var en af de vitale og engagerede personligheder, der vil blive stærkt savnet af mange. Med en aldrig svigtende kærlighed var familien hans et og alt. Derfor går vores tanker nu først og fremmest til hans mor samt hustruen Irene og sønnen Philip, som han heldigvis nåede at opleve få international succes i den branche, han selv var en del af i mange år.
Efter nogle års medicinstudier i starten af 1970'erne valgte han at blive en del af Arne Worsøes betroede team, der rejste Europa rundt med datidens store musik-navne. Derefter blev han tiltrukket af den nye it-branche, hvor han med sin udadvendte entusiasme hurtigt blev en respekteret skikkelse. Gennem næsten 30 år opbyggede han et stort netværk, som han altid var loyal overfor. Han var både firmaets mand - og kundernes. Derfor var han anerkendt for sin evne til at skabe og vedligeholde kontakter på alle niveauer, også i landets største virksomheder. Alle opgaver blev behandlet med samme seriøsitet, fra små anlæg til store, administrative totalløsninger, der krævede analyser og planlægning.
Typisk for hans måde at gå til nye udfordringer på, var hans seneste job, hvor han vendte tilbage til universitetsverdenen. Til sin død var han key account manager hos RoboCluster på Syddansk Universitet, der arbejder indenfor robotteknologi til hospitaler. Med sædvanlig flid og humor fik han alle omkring sig til at engagere sig maksimalt, hvilket både skabte en god stemning og gensidig respekt. Selv i de sidste uger af hans liv holdt han sig opdateret via den seneste generation af laptops.
Interessen for biler er legendarisk. Fascinationen af teknologi kom til udtryk allerede som ganske ung, da han ustandselig skilte og samlede sin gamle MG. Mange kollegaer mindes med et smil Jens' Porsche-periode, hvor han hurtigt opdagede, at det ikke gavnede salget, hvis han parkerede for synligt uden for kundernes vinduer. Siden har han holdt sig til Mercedes ...
Også i den store vennekreds vil Jens Roslyng blive savnet. Gæstfrihed og generøsitet har altid præget Irene og Jens' hjem, og altid var han festens midtpunkt. Der var sjældent stille omkring ham. Ikke mindst vil vi huske ham fra ivrige diskussioner og indsatsen i røg og damp ved sin elskede gasgrill, hvor masser af måltider blev tilberedt i høj kvalitet - og altid i rigelige mængder. Der måtte ikke mange noget, og det gjorde der heller aldrig.
En ildsjæl er slukket. Med Jens Roslyngs alt for tidlige død blev vi mindet om vigtigheden af at få det bedste ud af livet - selv om det bliver lidt kedeligere nu.
Begravelsen fandt sted fra Holte Kirke tirsdag den 25.5. (-p)
4. juni 2010