Den 10. januar fyldte direktør
Erik Lorenz Petersen 60 år.
Erik Lorenz Petersen er aktiv iværksætter, investor og professionelt bestyrelsesmedlem med speciale i telekommunikation og it samt virksomheds-'turn around'. Han beskæftiger sig desuden med ledelsesrådgivning for større it- og teleprojekter gennem firmaet LP Management.
Han blev uddannet som akademiingeniør (svagstrøm) i 1974 og har løbende videreuddannet sig, også internationalt, især inden for teknologi og ledelse. Karrieren startede hos Brüel & Kjær, derefter fem år på Regnecentralen, hvorefter han etablerede sig som selvstændig som medstifter af rådgivningsvirksomheden Fischer & Lorenz - i dag kendt i Danmark som Devoteam. Erik Lorenz solgte sin andel i 1996 for at søge bredere ledelsesudfordringer i rollen som koncerndirektør i Carl Bro Gruppen.
I 2001 blev Erik Lorenz sat i spidsen for redningsforøget af den danske del af IconMedialab, og sideløbende blev han indsat som formand for det børsnoterede selskab Brandts.com. I 2003 valgte Erik Lorenz at bruge sine erfaringer i en karriere som professionelt bestyrelsesmedlem, 'business angel' og interim leder.
I dag er han blandt andet bestyrelsesformand i Nworks A/S, Summit Consulting A/S og bestyrelsesmedlem i Telogic Holding A/S, CapMon A/S, Consit A/S og Skovlyst Production A/S.
28. december 2011