Artikel top billede

Er der garanti på din nye bærbare?

Hvordan er du stillet, hvis du køber it-udstyr i Føtex til din virksomhed? Og hvordan med køb via webshops i udlandet? Få svarene her.

Som mindre virksomhed har du måske ikke det store årlige indkøb af it-udstyr.

Derfor er du måske heller ikke altid lige opmærksom på, hvordan du står med hensyn til reklamationsret og garanti for it-udstyr.

Og hvad er egentlig forskellen på reklamationsret og en garanti?

Business Center har talt med erhvervsadvokat Michael Thiesen, der blandt andet har specialiseret sig i erhvervsmæssige aftaleforhold.

Forskellen på forbrugerkøb og handelskøb

Når du køber it-udstyr, er du som udgangspunkt dækket af købeloven.
 
I købeloven skelner man mellem forbrugerkøb og handelskøb.

Ved forbrugerkøb er det en forbruger, der køber en vare af en virksomhed til privat brug.

Ved handelskøb er det en virksomhed, der køber en vare af en anden virksomhed.

Købeloven giver en reklamationsret på op til to år, mens garanti er noget, som sælger kan give ud over købeloven.

Ved forbrugerkøb kan en sælger ikke gøre betingelserne ringere for forbrugeren i forhold til købeloven, mens to virksomheder ved handelskøb godt kan indgå en aftale, der stiller købsvirksomheden ringere, end det købeloven lægger op til.

"Lidt firkantet sagt er forbrugeren i et forbrugerkøb per definition dum, hvilket loven bærer præg af," siger Michael Thiesen.

Købeloven lægger således op til, at forbrugeren beskyttes mest muligt, mens virksomheder ved handelskøb forventes at være mere profesionelle og oppe på mærkerne med hensyn til at varetage sine egne interesser.

Virksomheder skal reagere hurtigere end forbrugeren

"Hvis man eksempelvis ved handelskøb bliver opmærksom på, at der er en fejl ved et produkt, eksempelvis en pc man har købt, skal man reklamere straks, hvorimod en forbruger har to måneder til at reklamere, efter at fejlen er opdaget," siger Michael Thiesen.

Hvor hurtigt "straks" er for en virksomhed, afhænger af hvilket slags produkt man har købt.

"Hvis det er en meget kompleks ydelse eller produkt, eksempelvis en stor kompliceret maskine til en fabrik, siger domspraksis, at man lige skal have tid til at undersøge sine muligheder."

Er der tale om en gængs vare som en bærbar pc, skal en virksomhed som tommelfingerregel reklamere inden for en arbejdsuge, hvis der er en fejl ved den bærbare.

Fraskrivelse af reklamationsret

I princippet kan reklamationsretten helt fraskrives eller forkortes væsentligt ved handelskøb, men hvis det sker, skal det fremgå meget tydeligt af købsbetingelserne.

"Der skal en del til for, at sådan en aftale holder i byretten og landsretten. Det skal være meget klart, og det skal være fremhævet. Der skal være en god begrundelse for, at man har en så vidtgående fraskrivning af muligheden for at reklamere," siger Michael Thiesen.

I princippet kan erhvervsdrivende aftale hvad som helst og således overstyre købeloven, men hvis der opstår strid om det aftalte, kan man gå til domstolene for at få afklaret en strid. Det sker oftest, hvor vidtgående bestemmelser er blevet gemt af vejen i købsbetingelserne. 

"Der, hvor der er flest sager, er hvor vidtgående bestemmelser står i nogle almindelige vilkår - i punkt 27 ud af 54 punkter - uden på nogen måde at være fremhævet. Der vil man sige, at selv om der er en fraskrivelse, så holder den ikke," siger Michael Thiesen.

Køb af it-udstyr i supermarkeder og udlandet

Hvis man køber it-udstyr i supermarkeder som Aldi og Bilka, vil det være købeloven, der er gældende, da der ikke indgås nogle specielle købsbetingelser ved købet.

Købes udstyret til virksomhedsbrug, vil det efter købeloven blive opfattet som et handelskøb og dermed have de skrappere betingelser tilknyttet end et forbrugerkøb. 

I handelskøb skal man eksempelvis dokumentere, at manglen ved et produkt var der, da man købte varen.  

I forbrugerkøb er der omvendt bevisbyrde. Hvis manglen opdages inden for seks måneder efter købet, er det sælger, der skal dokumentere, at der ikke var en fejl på varen ved salget.

Derfor vil det være nemmere at reklamere over it-udstyr i supermarkeder som Aldi og Bilka, hvis man gør det som forbruger frem for på vegne af en virksomhed.

Køb af it på nettet

Køber man it-udstyr i udlandet, eksempelvis via internettet, skal man være opmærksom på de købsbetingelser, som kan findes på webshoppens hjemmeside.

"Man skal være mere opmærksom på de almindelige vilkår, som enhver internet-shop har. Det, man skal fokusere på som erhvervsdrivende og som privatperson, når man handler i udlandet, er de almindelige vilkår. Er der nogle vidtgående ansvarsfraskrivelser; er der mulighed for at reklamere; hvad skal man gøre, hvis der er mangler ved varen; hvordan er bevisbyrden," siger Michael Thiesen.

Den internationale købelov

De færreste er klar over, at hvis man eksempelvis køber it-udstyr i en tysk webshop, så er det den internationale købelov, der gælder og ikke tysk lov.

En webshops almindelige vilkår overstyrer den internationale købelov, men det kan være en god ide at være bekendt med den internationale købelov.

Den internationale købelov er en lov, der gælder i en række lande, herunder de fleste europæiske lande.

En bemærkelsesværdig undtagelse er Storbritannien. 

Det er kun ved erhvervskøb, at den internationale købelov gælder; ikke ved forbrugerkøb.

Hvis man køber en vare i et land, der har tiltrådt den internationale købelov, så vil det være den, der sætter betingelserne ved købet. 

Som ved den danske købelov kan sælger vælge at definere sine egne betingelser, der så vægter højere end den internationale købelov.

Den internationale købelov minder om den danske købelov.

"Hovedessensen i både den danske købelov og den internationale købelov er, at der foreligger en mangel, hvis man modtager en vare, som er af en ringere beskaffenhed, end man kunne forvente," siger Michael Thiesen.

De væsentligste forskelle på den danske købelov og den internationale købelov gælder tidsfrister ved forsinkelser.
"Der er lidt mere elastik i den internationale købelov, da den tager hensyn til, at transaktioner foregår over landegrænser. Sælger og køber får så at sige større fejlmargin. Eksempelvis kan man efter den danske købelov ophæve købet, hvis leveringen er forsinket med en dag. Ved den internationale købelov har man længere tidsfrist."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere