Test: Få internet gennem stikkontakten

Du behøver ikke bore huller i væggen og loftet, hvis du skal have kablet internet rundt i hjemmet. I stedet kan du bare bruge dine nuværende stikkontakter. Vi har testet en løsning fra D-Link.

Test: Få internet gennem stikkontakten

Det kræver ingen erfaring i at sætte netværk sammen, hvis du vil rode med D-Link PowerLine HD 4-port Starter Kit. Det er nemt og ideelt til nybegynderen.

Sådan står der uden på æsken.

Men når det handler om netværk, er det sjældent, at noget er rigtigt nemt. Derfor var vi lidt forbeholdne, da vi gik i gang med denne anmeldelse.

For D-Link lovede, at vi let kunne få internet sendt rundt i huset via de eksisterende stikkontakter. Der var altså ikke nogen grund til at bore huller i væggen eller loftet, hvis der skulle trækkes kabler rundt til værelser, stue eller køkken.

En løsning, der er set før, men D-Link lover hurtig hastighed, så du kan se HD-film og trække andre tunge sager rundt i husstanden uden besvær.

Ufattelig nem opsætning

D-Link DHP 343 består af to dele. En adapter og en switch.

Du tager din router og kobler adapteren til, og den sættes efterfølgende i en stikkontakt.

Herefter går du videre til det rum i huset, hvor du nu vil have internet og forbindelse til dit netværk. Her sætter du switchen i stikkontakten med et ganske almindeligt strømkabel, der følger med i pakken.

Switchen har fire porte, så du kan koble flere forskellige ting til, eksempelvis printer, Xbox 360, Slingbox og så videre.

Vi var overraskede over, hvor nemt det var at sætte op. Det tog under to minutter, før det hele fungerede, og vi var på nettet med en bærbar via switchen, ligesom vi fik medieafspilleren WD TV Live HD sat i forbindelse med vores netværk.

En helt igennem smertefri proces.

Fin og hurtig hastighed

Ifølge D-Link kan der sendes HD-signaler gennem stikkontakten, og generelt skulle hastigheden kunne nå op på 200 Mbit/s.

Med medieafspilleren WD TV Live HD gik vi på YouTube og hentede det her HD-klip fra tv-programmet Mythbusters, som Discovery står bag. Det blev afviklet uden nogen nævneværdig ventetid eller nogen former for hakken på fladskærmen i stuen.

Vi testede også D-Link DHP 343 i en ældre ejendom, hvor elkablerne i væggen var på den anden side af 60 år.

På adressen leverer YouSee internet via antennestik, og en stationær computer går på nettet via kablet internet. Problemet var bare, at routeren stod i stuen, hvor YouSees antennestik gemte sig, mens computeren var placeret i et kontor.

Kablet snoede sig gennem lejligheden som en spinkel slange med mavekrampe, og derfor blev det overvejet at bore huller i væggen eller trække kablet via gulvlisterne.

Alternativet var en løsning som D-Links, men det måtte ikke gå ud over hastigheden, da beboerne ikke ville miste hestekræfter på deres 4 Mbit/512 Kbit/s-forbindelse.

Opsætningen gik igen ufatteligt nemt. Adapteren blev koblet til i stuen, mens switchen blev sat til i kontoret. En hastighedstest med YouSees egen software viste, at der stort set ingen forskel var på, om vi valgte en almindelig kablet løsning eller D-Links switch via stikkontakten. Download-delen holdt sig stabil, faktisk var den en anelse hurtigere, mens det kostede lidt på upload (se screenshot til højre). Det var dog marginalt og næppe mærkbart.

Til dem der bekymrer sig om sikkerheden ved at sende signaler gennem stikkontakten, har D-Link tilføjet kryptering til sine enheder, der skulle gøre det umuligt at opsnappe din kode til netbanken og dine fanmail til Helmut Lotti.

Smart produkt - men har du brug for det?

Stadig flere elektroniske dimser kan i dag forbindes trådløst til internettet via WiFi, og derfor er det måske begrænset, hvor mange dimser i hjemmet, der har brug for D-Link PowerLine HD 4-port Starter Kit.

Når prisen i skrivende stund samtidig ligger omkring 1.200 kroner, skal det gode argumenter til for at fyre op for dankortet.

D-Link PowerLine HD 4-port Starter Kit er dog en smart løsning, hvis du netop har en Xbox 360, en Slingbox eller en medieafspiller som WD TV Live HD stående i stuen, og de kun gider æde internet via kabel.

Dermed slipper du også for at lege handyman på slap line med en boremaskine i hånden, og i stedet kan du på to minutter få internet via stikkontakten og bruge tiden på at hygge dig med din computer. D-Link DHP 343 får karakteren fem ud seks.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere