Indhold
23. februar 1999: ISO Supermarked åbner nu for en ny måde at handle online på.
ISO Supermarkeds kunder kan fremover anvende både PalmPilot STP1500 med indbygget stregkodelæser eller en Cyber Pen, der både kan skrive og scanne stregkoder.
Både PalmPilot og Cyber Pen´en er produceret af engelske Symbol Technologies, som også tester et lignende system sammen med to engelske supermarkeder, der i visse tilfælde ligefrem forærer apparaterne bort til sine mest trofaste kunder.
Pennen kobles til pc´en gennem en medfølgende docking cradle, der samtidig fungerer som holder. Cyber Pen drives af batterier og kan indeholde op til 200 stregkoder.
Er man ikke til stregkoder, kan man nøjes med at få hele ISO´s varelager sendt lige til døren ? på CD-ROM. Den svarer til ISO´s onlineforretning og kan bruges til at bestille varer på samme måde, som hvis man var koblet på Internet.
PalmPilot STP1500 koster 4.900 kroner, Cyber Pen 1.350,-. Begge priser er inklusive moms og ISO´s varelager-CD. Vil man købe cd´en alene, koster den 25 kroner inklusive moms.
Alle tre produkter kan bestilles hos ISO, der lover en uges leveringstid.
Når man handler online i ISO, kan man få de bestilte varer leveret hjemme eller på arbejdet mod ekstragebyr.