Indhold
18. marts 1999: Den nærmest uendelige debat om muligheden for at anvende Dankort til betaling i forbindelse med Internet-handel er på vej mod sin foreløbige afslutning.
PC World erfarer, at det lovforslag, der blev fremsat i slutningen af 1998 med henblik på at gennemføre en ændring af betalingskortloven, nu er klar til 2. behandling den 25. marts.
Lovforslaget vil gå videre til 3. behandling efter påske ? nærmere bestemt den 8. april ? hvor alt tyder på, at det vil blive vedtaget.
Betalingskortloven har indtil nu forhindret pengeinstitutterne i at kræve gebyrer af forretningerne eller forbrugerne for at godkende eller cleare en Dankort-transaktion. Pengeinstitutternes Betalingssystemer, PBS, har derfor hårdnakket modsat sig at ville håndtere handel med Dankort over Internet. PBS frygter, at en omfattende elektronisk handel vil medføre store udgifter for selskabet.
Lovforslaget åbner imidlertid mulighed for ? gennem en fjernelse af betalingskortlovens paragraf 20 ? at PBS kan lægge gebyrer på Dankort-transaktionerne.
PBS har samtidig søgt at favorisere sin egen sikre gebyrbaserede e-handelsløsning, SET, som selskabet har udviklet i samarbejde med IBM. Ulempen ved denne løsning er dog, at den kræver, at Dankort-brugerne aktivt lader sig registrere som Internet-handlende hos PBS.
PBS har dog ikke opkrævet gebyr på SET-betalinger siden sommer, og ifølge PC Worlds oplysninger er PBS nu i gang med at udvikle en ny løsning baseret på den internationalt anerkendte og udbredte standard SSL. Det er tanken at tilbyde denne løsning side om side med SET-systemet.
Der er cirka 3 millioner Dankort i omløb.