Heimburger tilbage i Valtech-stolen

Tallene på bundlinien er stadig røde, men der er snart ryddet op i tabene i webbureauet Valtech, der netop har fået bestyrelsesformand Jens Heimburger som administrerende direktør. Det franske moderselskab udvider kapitalen og har etableret datterselskab i Indien.

Medarbejderstaben er halveret siden de fede år, og tabsgivende projekter udløste et gedigent underskud i web-konsulenthuset Valtech i 2002 og begyndelsen af 2003.

Men en kraftig omstrukturering og rationaliseringer er ved at være gennemført. I Danmark bæres nye tider ind af en ny ledelsesstruktur, globalt rejses der ny kapital og satses på indisk off shore-arbejdskraft.

I Danmark ligger ansvaret for den daglige ledelse nu hos en gammel kending, Jens Heimburger, stifteren af Ahead, som i 2000 blev overtaget af franske Valtech.

- Jeg har fulgt virksomheden tæt som bestyrelsesformand, så derfor er det naturligt, at jeg træder ind, siger han.

Den hidtidige administrerende direktør, Anders Cleemann, har fået nyt job i rekrutteringsfirmaet Ray & Berndtson. Han fortsætter dog i bestyrelsen for Valtech Danmark.

Jens Heimburger er stadig den internationale repræsentant i moderselskabets direktion sammen med de tre franske stiftere af Valtech. I den kapacitet har han også ansvaret for aktiviteterne i Sverige og Tyskland.

Deler risiko og resultater

Samtidig styrkes ledelsen i Danmark ved, at otte medarbejdere udnævnes til partnere. Ad den vej knyttes de tættere til virksomheden gennem ejerskab og en andel i overskuddet.

Million-underskud til Valtech
Valtech A/S fik i 2002 et driftsunderskud på otte millioner kroner på basis af en omsætning på 107 millioner kroner. Efter nedskrivninger af goodwill og ekstraordinære udgifter er underskuddet opgjort til 22 millioner kroner. Moderselskabet Valtech SA fik en omsætning på 99,2 millioner euro og et underskud på driften på 3,6 millioner euro, svarende til cirka 27 millioner kroner. I 1. kvartal blev det til et underskud på knap en million euro, men selskabet forventer et plus i 2. kvartal.

For Valtech handler det om at fastholde nøglemedarbejdere og dele risiko og resultater med ledelsen. Partnerne får en særlig treårig pakke med aktieoptioner og derigennem andel i virksomhedens resultat og værditilvækst.

Overskud blev det imidlertid ikke til i 2002, og det er uvist, om det lykkes at skabe i indeværende år. Danske Valtech har en møllesten om halsen i form af to store tabsgivende fastprisprojekter, som sidste år kostede 11 millioner kroner og dermed bidrog kraftigt til driftsunderskuddet på otte millioner kroner i det danske selskab.

- Vi har været for sultne og optimistiske. Derudover har det kostet os dyrt, at vi ikke fokuserede tilstrækkeligt. Fremover skal vi være mere kræsne og forsigtige og ikke brede os for meget, siger Jens Heimburger.

Valtech indgik udviklingskontrakterne til en fast pris, som slet ikke kunne holde. Der var tale om opgaver, som ikke var veldefinerede og nye teknologier, som det tog længere tid end ventet at mestre. Projekterne ventes dog afsluttet i indeværende kvartal.

Lønnedgang

Mens antallet af medarbejdere globalt er reduceret fra 1.100, da bølgerne gik højest, til nu 800, er det halveret i både Danmark og Sverige. I Danmark er 73 tilbage i de gamle kanonbådshaller på Holmen.

Omstruktureringen i Danmark indebar også, at samtlige tilbageblevne medarbejdere accepterede en lønnedgang på 5-15 procent. Efter den socialdemokratiske model, hvor de brede skuldre bærer mest, siger Heimburger, som oplyser sin egen lønnedgang til 20 procent.

- Nedturen er gået hårdest ud over Skandinavien, fordi vi har haft den mest traditionelle web-forretning og et alt for stærk fokus på front-end-systemer. Men det er stabiliseret nu, hvor vi har fundet en bedre balance med mere tyngde i IT og strategisk rådgivning om internet-teknologi, siger Jens Heimburger.

I Frankrig, hvor Valtech er noteret på vækstbørsen Nouveau Marché, har ledelsen iværksat en kapitaludvidelse baseret på warrants, retten til at tegne nye aktier. Kapitaludvidelsen, der er garanteret af den franske bank SociÈtÈ Générale, gør det muligt for Valtech at rejse mellem to og 15 millioner euro ved udstedelse af maksimum 15 millioner nye aktier over 24 måneder. Det præcise beløb er ikke garanteret; det afhænger af kursudviklingen og likviditeten på markedet.

- Vi skal rustes til at deltage i den konsolideringsbølge, vi venter i branchen i den kommende tid. Og vi skal ekspandere igen, siger Jens Heimburger.

Væksten skal hovedsageligt komme fra nye opgavetyper, som håndteres gennem Valtechs indiske initiativ, et partnerskab med det seks år gamle IT-servicefirma Ivega, som nu i konstruktionen Valtech Ivega er 75 procent ejet af Valtech. Ivega har i dag 400 konsulenter, hvoraf 60 indgår i Valtech Ivega. Det antal ventes øget til 300 i løbet af 12 måneder.

- Ideen er at lave en off shore-model, som det har været brugt især i USA gennem en halv snes år. Den har fået en revival nu, hvor der er pres på indtjeningen. Duoshore-modellen, som vi kalder den, skal gøre det muligt for os at byde på større projekter til mere konkurrencedygtige priser, siger Jens Heimburger.

- Det strategisk vigtige arbejde vil blive udført i Danmark, mens det mere generiske laves i Indien, hvor prisen typisk er den halve. Dansk projektledelse skal sikre kontakt og kvalitet. Det, vi laver her, skal være værdiskabende gennem unik viden. Vi søger at bevare arbejdspladser i Danmark ved at blive mere konkurrencedygtige, fortsætter han.

Jens Heimburger, som sammenligner med den udvikling, for eksempel tekstilindustrien har gennemgået.

Ud af flyverskjul

I Danmark er Valtech på vej ud af flyverskjul, efter at nedskæringer, fyringer og afgivelse af pludselig alt for store lokaler gjorde virksomheden meget indadvendt. Content Management Systemer og portaler er fremtiden for Valtech, og det vil den nye administrerende direktør ud og profilere virksomheden på i de kommende 18-24 måneder. Nyt markedsføringsmateriale ligger klart i receptionen til at blive sendt ud.

- Vi ved i dag præcis, hvor man kan hente forretningseffekt gennem anvendelse af internetbaseret teknologi. Vi skal derfor ikke blindt kaste os over alle nye buzzwords, men fokusere på den forretningsskabelse, vi ved, vi kan hjælpe med at realisere hos vores kunder, siger Jens Heimburger.

Han kan ydermere glæde sig over, at saneringen i kundekredsen også synes overstået. Den var tidligere befolket af stribevis af dotcom-selskaber, der først gav Valtech en stor omsætning og derpå store tab. Nu er den blandt andet befolket af Københavns Fondsbørs, Tivoli, Storebælt og senest PenSam og Pressalit.

På software-siden har Valtech nu fire strategiske samarbejdspartnere: Microsoft, IBM, Synkron.web og Composite CMS.

Denne artikel stammer fra avisen Computerworld.

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

Sikkerhed | Online

Connected sikkerhed: Sådan samles netværk, drift og sikkerhed i én platform

Få indblik i, hvordan NaaS og SOC samler netværk og sikkerhed i én platform. Hør Semler Group dele erfaringer med hurtigere trusselsrespons, færre leverandører og mindre kompleks drift. Deltag og se, hvordan moderne sikkerhedsdrift skalerer i...

Infrastruktur | Frederiksberg

Roundtable: Suverænitet, risk management og resiliens i en urolig verden

Digital suverænitet er rykket fra politisk debat til konkret risikostyring.På dette eksklusive dinner roundtable samler Computerworld, T-Systems og Palo Alto Networks 12-15 ledende it- og sikkerhedsbeslutningstagere til en fortrolig samtale om...

Se alle vores events inden for it

Netcompany A/S

Operations Engineer til drift af Infrastruktur

Københavnsområdet

Capgemini Danmark A/S

Client Partner - Manufacturing (M&LS)

Københavnsområdet

Danoffice IT

Infrastructure Specialist

Københavnsområdet

Navnenyt fra it-Danmark

Immeo har pr. 1. maj 2026 ansat Sofie Amalie Buur som Consultant. Hun kommer fra en stilling som Frontend Engineer & UI/UX Designer hos Valyrion. Hun er uddannet Cand.it. Softwaredesign ved ITU. Nyt job
Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

Jeppe Spanggaard

Pinksky ApS

Guardsix har pr. 1. maj 2026 ansat Louise Sara Baunsgaard som Global Marketing & Communications Director. Hun skal især beskæftige sig med at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i høj grad handler om geopolitik. Hun kommer fra en stilling som Co-Founder og CMO hos Get BOB. Hun er uddannet Ba.ling.merc fra CBS og har desuden en Mini MBA i marketing. Hun har tidligere beskæftiget sig med marketing og kommunikation i ledende nordiske roller hos bl.a. Meta og Nets. Nyt job
Alexander Hoffmann, SVP, Technology & IT hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Tech, IT & Security. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede den fortsatte udvikling af en mere integreret og software-drevet infrastrukturplatform. Forfremmelse

Alexander Hoffmann

GlobalConnect