Købeguide: Sådan finder du det rigtige grafikkort

Med en overflod af grafikchips på markedet er det en næsten uoverkommelig opgave at gennemskue, hvilket grafikkort der er det helt rigtige for computeren. Men bare rolig, vi hjælper og guider dig frem til et fornuftigt køb. Udgangspunktet er et ganske almindeligt tilbud på nettet.

1. Sådan køber du det rigtige grafikkort

Der er ikke noget værre end at installere et nyindkøbt 3D-spil - for sekunder senere at konstatere, at desktop-pc'en ikke har muskler nok til at køre det acceptabelt eller, i værste fald, går ned i forsøget.

Måske er det bare pc'ens integrerede grafikchip, der er skyld i nærmest forkølede spil- og videooplevelser. Løsningen er dog inden for rækkevidde.

Rimelige grafikkort til spillefugle kan nemlig i dag uden videre fås fra cirka 1.000 kroner og opefter, men hvor meget saft og kraft har du brug for?

Der er stort set ingen grænser for, hvor mange penge man kan smide efter 3D-grafikken. De mest velvoksne modeller koster omkring 5.000 kroner, og monteres to i samme pc, er det en betragtelig udgift for de fleste. Hertil skal lægges en klækkelig årlig udskrivning til el, når pc'ens strømforbrug stiger med 100 watt eller mere.

Mindre kan dog også gøre det og er i alle tilfælde væsentligt mere hensigtsmæssigt for spillere end integrerede løsninger, der typisk hedder Intel HD Graphics 2000 og 3000, hvis din pc er udstyret med Intels nye Sandy Bridge-processor.

Selvom de integrerede grafikchip er kommet et stykke siden dengang, 3D-spil var ufordøjelig kost, er man stadig underlagt en række begrænsninger i forhold til detaljegrad eller opløsning. Hvis du spiller i noget, der bare ligner en HD- eller Full HD-opløsning, risikerer du hakkende spilafvikling, der minder mere om et diasshow end sprød og flydende spilgrafik.

Vi har sat os for at gennemgå et tilbud på et af de nyeste og mest solgte grafikkort med en pris på 1.400 kroner.

2. Konstatering af modelnummer, bundkortspørgsmålet og strømkrav

Det første, der springer én i øjnene, er grafikkortproducent og modelnavn. Førstnævnte er Club 3D, og betegnelsen "Radeon PCI-E HD6850 OC 1GB DVI/HDMI/DP" dækker hovedsageligt over, at chipproducenten AMD har leveret GPU'en (Graphics Processing Unit, grafikkortets processor).

Modelnumre kan dog forvirre mere, end de gavner. Vi anbefaler derfor, at du undersøger specifikationerne på producentens webside.

Nærlæser man tilbuddet, står det klart, at grafikkortet er baseret på Radeon HD 6850 - med andre ord en mellemvægtsmester fra den nyeste grafikkortgeneration fra AMD. 'OC'-betegnelsen i produktnavnet hentyder til, at frekvenserne er lidt højere end på standardkort, hvilket betyder hurtigere spilafvikling. Til gengæld er garantien stadig intakt, så det kan i nogle tilfælde være et fornuftigt køb, hvis prisen er attraktiv sammenlignet med et standardkort.

Et sammenligneligt kort fra Nvidia i nogenlunde samme prisklasse er et Geforce GTX 460.

Radeon HD 6800-serien er den næsthurtigste serie fra AMD. Kun Radeon HD 6900-serien er hurtigere, men prisen er til gengæld også en noget anderledes størrelse.

Nvidias nyeste generation hedder Geforce GTX 500, og det er GTX 560-serien, der kan betegnes som mellemklassen. GTX 570- og 580-modellerne er væsentligt dyrere og hører til i superligaen for 3D-ydelse.

Er mit bundkort kompatibelt?

Internettilbuddet fortæller ganske rigtigt, at kortet skal tilsluttes pc'ens bundkort via PCI Express 2.1 x16-porten. Det er en ny grænseflade til grafikkort, som benyttes på de seneste bundkort, men frygt ikke, hvis dit system har en almindelig PCIe 1.1 x16-port - 2.1'eren er fuldt ud kompatibel med sin forgænger.

Til gengæld skal brugere med PCIe 1.0 være påpasselige, da nogle PCIe 1.0-bundkort ikke understøtter de nye grafikkort til PCIe 2.0. Har du et bundkort med PCIe 1.1, burde der dog ikke være problemer overhovedet. Vi anbefaler at undersøge producentens webside og eventuelt henvende dig med henblik på teknisk support.

PCI Express kom på markedet i juni 2004 og blev i løbet af 2005 den mest aktuelle grænseflade for grafikkort. Computere fra dengang eller tidligere er sandsynligvis udstyret med AGP (Accelerated Graphics Port). Det kan stadigvæk lade sig gøre at finde AGP-grafikkort på butikshylderne, eksempelvis ATI's Radeon HD 2600-serie, der sågar understøtter DirectX 10. Du bør dog nøje overveje, hvor mange penge et grafikkort til det gamle system er værd. Ydelsen afhænger nemlig af blandt andet processor- og hukommelseshastigheden, samtidig er vores vurdering, at nyere og kraftigere løsninger til PCIe er billigere end tilsvarende kort til AGP.

Strømkrav

Tilbuddet afslører ikke umiddelbart kortets krav til strømforsyningen, også kendt som PSU'en (Power Supply Unit). Det er ærgerligt, for ældre strømforsyninger af tvivlsom herkomst kan ikke nødvendigvis køre stabilt med et Radeon HD 6850.

Til gengæld dukker denne meget væsentlige oplysning op, når du klikker på 'udvidet'-fanen. Club 3D-kortet kræver en kvalitetsstrømforsyning på 500 watt og yderligere direkte tilslutning af et PCIe 6-pins strømstik. Hvis din strømforsyning skorter på PCIe-strømstik, kan du til nød forsøge dig med at konvertere to standard strømstik (molex). Når du køber et nyt grafikkort, følger denne adapter normalt med.

En strømforsyning på 500 watt er dog i sig selv ikke altid nok. Det kan derfor være nødvendigt at skrue kabinettets side af og tjekke specifikationerne, hvis du er i tvivl.

3. DirectX, HD-spørgsmålet og tilslutninger

Man skal en smule ned i teksten, før det fremgår, at kortet er kompatibelt med DirectX 11. DirectX er en såkaldt API fra Microsoft, application programming interface, som vi på dansk kalder programmeringsgrænseflade. DirectX bliver flittigt benyttet i forbindelse med afvikling af blandt andet 3D-spil under Windows.

Det kan betale sig at holde øje med grafikstandarden, for de betagende DirectX 11-effekter er kun synlige, hvis hardware og software understøtter dem. Med et Radeon HD 6850 er du relativt fornuftigt dækket ind - forudsat at du har Windows Vista eller 7 installeret.

Nvidias konkurrerende kort understøtter ligeledes DirectX 11.

Præcist hvilke tilslutninger?

To DVI-udgange (Digital Video Interface) er efterhånden blevet standard, og det er grafikkortet her da også udstyret med. Er du indehaver af en CRT- eller LCD TFT-skærm med VGA-indgang (Video Graphics Array), også kaldet D-Sub, skal den medfølgende adapter tages i brug. DVI er klart at foretrække for de fleste, da billedet oftest er synligt skarpere end den analoge forbindelse.

Vi kunne godt have tænkt os, at tilbuddet gav mere uddybende information om DVI-forbindelsen, for DVI er ikke "bare" DVI. Der findes både DVI-I og DVI-D, hvoraf sidstnævnte af omkostningsmæssige årsager ikke kan sende analoge signaler, mens det med DVI-I er nemt at indsætte en adapter. Det nævner Computersalg.dk intet om.

Grafikkortet i tilbuddet kan tilfredsstille de fleste, og så kan vi tilføje, at dual-link DVI-I-udgangene understøtter opløsninger på helt op til majestætiske 2560x1600 pixel. Det er altså ligetil, hvis brugeren sidder med en dyrt indkøbt pixeljonglør på 30 tommer. Undtagelsen skulle da lige være, hvis den umådeligt krævende 3D-shooter Crysis skal køre glat. Endnu kan intet enkeltkort klare dén udfordring tilfredsstillende.

Hvad med DisplayPort?

Endnu har HDMI ikke etableret sig som de-facto standarden inden for skærmforbindelser til grafikkort. DVI nyder fortsat størst udbredelse, og DisplayPort gør sin ankomst i disse dage. Ligesom HDMI kan DisplayPort transmittere lyd og billede i samme kabel. Der er dog endnu nogen uenighed om, hvorvidt DisplayPort på sigt bliver afløseren for HDMI.

Samtlige kort i Radeon HD 3000-serien understøtter DisplayPort, men det står producenterne frit for at afgøre, hvorvidt standarden bliver implementeret i de færdige kort. Nvidia giver efter alt at dømme først sine partnere muligheden, når den 9. generation af GeForce-grafikkort ser dagens lys.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere