Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sådan undgår du at blive fuppet i outsourcing-aftaler

Du kan ende med en langt større faktura, end du oprindeligt havde tænkt dig, når du outsourcer.

Læs også:
Sådan har Coop sikret sig den bedste outsourcing

Test dig selv: Så lidt bør du betale for din it-outsourcing

Lige så snart du forlader bilforhandlerens parkeringsplads i din nyindkøbte bil, er køretøjets værdi allerede faldet flere tusinde kroner.

Den mekanisme gælder i høj grad også, når du outsourcer dine it-services.

Det skyldes blandt andet, at prisen på servere og især storage er styrtdykket i de seneste fire år. Så næsten inden blækket er tørret ud på din outsourcing-kontrakt, vil du kunne forhandle dig frem til samme ydelser hos en konkurrent til en lavere pris.

Og hvis du venter flere år med at genforhandle din kontrakt, så kan det være, at du snyder dig selv for tocifrede millionbeløb, da outsourcing-leverandørernes reelle udgifter på servere og storage er faldet markant i mellemtiden.

Ender utvivlsomt med højere priser

Den tendens har Computerworld tidligere beskrevet, og senior managing partner hos Gartner, Peter Suhr, med speciale i benchmarking af outsourcing-kontrakter, bekræfter udviklingen.

"Hvis du ikke har tilføjet benchmarking-klausuler eller aftalt et faldende prisleje for de pågældende services i overensstemmelse med konstant lavere priser på eksempelvis storage, så ender man utvivlsomt med priser, der er højere end de øjeblikkelige markedspriser," forklarer Gartner-analytikeren til Computerworld.

De store er professionelle

Peter Suhr har selv lige set på en større kontrakt på outsourcing af mainframe-ydelser, hvor konkrete prisfald på MIPS-beregninger (Millioner Instruktioner Per Sekund) over en årrække er blevet tilføjet direkte i kontrakten.

"De fleste professionelle indkøbere af it-ydelser med kontrakter til værdier over 100 millioner kroner om året har indarbejdet benchmarking-mekanismer i deres kontrakter. Men det kan man altså kræve i kontrakter til 20 millioner kroner," fortæller Peter Suhr.

Her fremhæver han, at det kunne være tilfældet i en fem-årig kontrakt, som bliver taget op til revision efter to år.

"Så vil kunden og leverandøren kigge på nuværende markedspriser og justere kontrakten, så den svarer mere til markedspriserne på et eller flere områder," siger Peter Suhr fra Gartner.

Han forklarer, at hvis ikke prisen går ned på outsourcing-ydelserne, så kan kunden i mange tilfælde i stedet kræve indførelse af nye teknologier i form af eksempelvis mere effektiv loadbalancing på servere i takt med, at kundens egne datamængder stiger i de kommende år.

Strikse regler spænder ben

Mindre kunder med outsourcing-kontrakter under 50 millioner kroner har dog ifølge Peter Suhr sjældent tilføjet den slags klausuler i deres kontrakter.

Dette skal du gøre for undgå at blive tørret

Også selvom kunderne godt kunne banke mere bastant i bordet med henblik på at få en billigere outsourcing-kontrakt set over hele kontraktens levetid.

"Men lavere priser og bedre services kræver jo også, at kunden selv gør noget," forklarer han.

Her fremhæver han især offentlige myndigheder som en speciel slags kundegruppe, der går glip af mere tidssvarende priser og services i deres lange kontrakter, fordi de er handicappede af meget firkantede og strikse udbudsregler.

Har mindre råderum

"De offentlige virksomheder har simpelthen mindre råderum til at få optimeret deres priser i en kontraktsituation i forhold til private selskaber," fortæller Peter Suhr.

Han forklarer samtidigt, at hvis kunderne ønskede lavere og mere gennemsigtige priser kunne de forlange, at de måtte offentliggøre kontrakter, hvilket ikke er tilfældet i dag.

"Offentliggørelse af outsourcing-kontrakter ville i høj grad skabe et spotmarked for outsourcing-ydelser. Men mange kunder ønsker heller ikke selv at offentliggøre deres kontrakter, så andre kan læse med over skulderen," tilføjer Peter Suhr.

Potentielt dyrt skifte

Gartner-konsulenten peger på, at prisen på ens outsourcing-ydelser i høj grad også afhænger af, hvor besværligt og risikabelt det er at skifte outsourcing-leverandør.

Så selvom man kan finde en billigere outsourcing-pris hos en anden leverandør, er det ikke sikkert, at kunden i sidste ende vil skifte.

"De transitionsomkostninger, der er ved at skifte til en anden leverandør, lægger outsourcing-selskaberne naturligvis ind i deres priser. Én ting er bøvlet med at skifte til en konkurrent, men et skifte til en anden leverandør er også forbundet med en vis risiko, og det ved outsourcing-leverandørerne naturligvis," siger Peter Suhr.

"I mange tilfælde skal der virkelig være value for money, hvis man skal skifte outsourcing-leverandør," fortsætter han og hentyder dermed til, at valget af en ny outsourcing-leverandør skal ledsages af en meget lovende business case for at opveje eventuelle ulemper og risici forbundet med skiftet.

"Omvendt kan man også risikere at betale langt over markedspris, hvis man ikke får indført benchmarking-klausuler og prisreguleringsmekanismer i sine kontrakter, så man har noget at forhandle prisnedsættelser med," lyder rådet fra Gartner-analytiker Peter Suhr.

Læs også:
Sådan har Coop sikret sig den bedste outsourcing

Test dig selv: Så lidt bør du betale for din it-outsourcing




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere