Artikel top billede

Anmelderne: Derfor er Microsofts Surface en lunken omgang

På nogle områder er Surface fremragende, men den er desværre langt fra perfekt.

I sommer kastede Microsoft sig hovedkulds ind på tablet-markedet, da virksomheden overraskede alle ved at præsentere tabletten Surface.  

Og i dag, knap fire måneder senere, får vi for første gang et praj om, hvorvidt Microsoft har ramt plet med sin satsning.

Det skyldes, at de amerikanske anmeldere netop har offentliggjort de første Surface-anmeldelser. Og desværre for Microsoft er anmelderne langt fra ved at dåne af begejstring, selv om der er bred enighed om, at Surface er et glimrende stykke hardware. 

Fantastisk kvalitetsindtryk

Surface er bygget i magnesium, og det er med til at give den et unikt kvalitetsindtryk. 

Techcrunch' anmelder Matt Burns vurderer, at der i øjeblikket ikke findes andre tablets, der giver brugeren en lige så høj kvalitetsfølelse som Surface. 

En begejstring, der deles af tech-magasinet Wireds anmelder Matt Honan, der kalder Surface for en af de mest "exciting" stykker hardware, som han nogensinde har brugt. 

Eksempelvis fremhæver Honan det indbyggede "støtteben", der afgiver et højt klik, når du slår den ud.

Ifølge Honan har Microsoft brugt tre separate hængsler til at designe "støttebenet", hvoraf det ene hængsels funktion udelukkende er at afgive den høje kliklyd, der gerne skal give associationer til den lyd, det giver, når du smækker en bildør. 

Selv efter at være blevet brugt mere end 100.000 gange skulle støttebenet stadigvæk fungere upåklageligt, skriver Honan, at han har fået oplyst af Microsoft.

Tastaturet

Surface kan købes med et særligt tastaturcover. Det minder om det smartcover, som Apple sælger med iPad'en. Dog med den bemærkelsesværdige forskel, at det har et indbygget tastatur. 

Og det er især, når du bruger tastaturcoveret, at støttebenet kommer til sin ret.

Slå støttebenet ud, åben tastaturcoveret og så er det næsten som at sidde med en bærbar computer.

Eller det har i hvert fald været Microsofts hensigt.

Microsoft har lavet tastaturcover i to versioner. Det såkaldte touch-cover, der er et tastatur uden egentlige taster. I stedet er coveret berøringsfølsomt og udstyret med en række forhøjninger, der skal gøre det ud for taster.

Men Microsoft sælger også et såkaldt type-cover, der er noget større og som har rigtige taster, som du kender det fra en bærbar computer.

Touchcoveret er det billigste af de to og er uden tvivl også det mest nyskabende. Derfor har Microsoft også promoveret touchcoveret heftigt i sine reklamer. 

Men på trods af det kan det dog ikke konkurrere med et ægte tastatur, lyder dommen fra anmelderkorpset.

Surface er grinagtig som e-bogs-læser

Wireds Matt Honan skriver, at han havde store problemer med at vænne sig til tastaturet. Han lavede betydeligt flere fejl end normalt, og han fik hurtigt ondt i håndleddet, når han skrev på det. 

Men efter at have brugt det i en række dage steg hans skrivehastighed mærkbart. Uden dog helt at matche hastigheden på et ægte tastatur. 

Sammen oplevelse har Joshua Topolsky, chefredaktør og anmelder for techmediet The Verge, haft. 

"På et bord eller en anden flad overflade virker touch-coveret ganske fornuftigt. Men det er ikke i nærheden af den oplevelse du får, når du skriver på et fysisk 'taktilt' tastatur. Men det giver dig en god fornemmelse af, hvor du skal placere dine fingre," skriver han. 

Forventer du at skrive meget, anbefaler de fleste anmeldere, at du anskaffer dig et type-cover med rigtige taster.

Joshua Topolsky kalder type-coveret for en af de bedste bærbare tastatur-løsninger, som han har prøvet. 

Touch-coveret koster 120 dollar, hvilket svarer til cirka 690 kroner, mens Type-coveret er 10 dollar dyrere og koster, hvad der svarer til 745 kroner. 

Grinagtig som tablet

Men når du ikke bruger Surfacen til at skrive på, hvordan fungerer den så som en helt almindelig tablet? 

Ganske hæderligt, siger Joshua Topolsky fra The Verge.

Den er dog relativ stor og tung. Den vejer 680 gram, hvilket er det samme som den første iPad og lidt mere end den nuværende retina-iPad. 

Men skærmen er lidt større end på iPad'en, og desuden er skærmen i 16:9 format, mens iPad'en er i 4:3-format.

Konsekvensen er, at den føles mere klodset, når du holder den horisontalt, og den føles ifølge Topolsky direkte grinagtig lang, når du sidder med den vertikalt.

"Når du holder den opretstående og læser en e-bog, føles det omtrent lige så åndssvagt, som når folk bruger deres tablet til at tage billeder med. Ja, i virkeligheden føles det måske endnu mere åndssvagt," skriver han.

Derfor er Windows RT noget hø

Den udgave af Surface, der bliver sat til salg i denne uge, kører med Windows RT.

På overfladen ligner det Windows 8, men den mest afgørende forskel på de to styresystemer er, at Windows RT kun kan afvikle særlige apps og præinstallerede programmer. 

Til næste år kommer der dog en pro-udgave af Surface med Windows 8, der også kan afvikle alle de velkendte Windows-programmer. 

Windows RT: Ikke godt nok
Og netop Windows RT er det helt store ankepunkt blandt anmelderne. 

Ifølge techmediet CNET er Windows RT en uskøn blanding af et tablet-styresystem og et fuldvoksent styresystem. 

Eksempelvis kan du - ligesom i Windows 8 - skifte mellem den touchvenlige såkaldte Metro-brugerflade, der minder om brugerfladen i Windows Phone, og et traditionelt Windows-skrivebord, som du kender det fra en almindelig pc. 

Og nogle indstillinger kan du slet ikke foretage fra Metro-brugerfladen, men i stedet kræver det, at du skal ind i kontrolpanelet på skrivebordet. 

"Det burde ikke være nødvendigt," skrive CNET og stiller spørgsmålet:

"Hvorfor er det i det hele taget nødvendigt med en skrivebords-funktion?"

Samme kritik lyder fra Techcrunch, der kritiserer skrivebords-miljøet for ikke at være touchvenligt og fyldt med alt for mange små elementer, der er svære at tappe på med en touchskærm. 

Alt for få apps

Men værst af alt er ifølge Techcrunch manglen på apps, der virker med Windows RT.

Microsofts app-butik er meget tom sammenlignet med konkurrenter, og der er ingen Dropbox-app, ingen Angry Birds eller Fruit Ninja-spil. 

Til gengæld noterer Techcrunch sig, at der blandt andet er en Netflix-app og en Evernote-app. 

Afslutningsvis er det dog værd at notere sig, at de fleste anmeldere roser Surface for at have en solid batteritid, der angiveligt ligger lige i underkanten af de 10 timer, som en iPad leverer.

Skal du købe en Surface?

På trods af den gode batteritid og den solide hardware er anmelderne dog tilbageholdende med at give Surface en købsanbefaling. 

The Verge skiver, at Surfaces store problem er, at selv om den er hæderlig at skrive på og relativ fornuftig som tablet, så er den ikke lige så god som de konkurrerende tablets. Og skriver du meget, er du bedre tjent med en almindelig bærbar. 

Techcrunch er endnu hårdere i sin dom. Sidens anmelder Matt Burns spørger: "Bør du købe en Surface?" 

Og giver prompte svaret: "Nej".

Selv om hardwaren er god, mener han ganske enkelt, at Windows RT er for umodent, og det begrænsede udvalg af apps gør, at der er langt bedre alternativer på markedet. 

CNET er lige så hård i sin dom, og stiller spørgsmålet: "Kan Surface erstatte din bærbare computer på en forretningsrejse?"

Og her er svaret også nej. 

CNET begrunder ligesom Techcrunch sin hårde dom med, at Windows RT er for sløvt, kluntet og fyldt med for mange små fejl. Samtidig kritiserer CNET også det manglede udvalg af apps og kalder Microsofts app-store for en spøgelsesby. 

Bedre til arbejde end iPad'en

Den mest positive anmeldelse kommer fra Wireds Matt Honan, der mener, at mange mennesker fint vil kunne bruge en Surface som den eneste computer. 

Men han understreger, at det kræver, at du er typen, der udelukkende har brug for at maile, surfe på nettet og arbejde i Microsoft Office. Sidstnævnte følger gratis med, når du køber en Surface. 

Honan fortæller, at han selv har brugt en Surface som sin primære computer i flere dage. Noget som han aldrig vil kunne gøre med en iPad eller Android-tablet.

Læs også:

Nu kommer Surface - men hvilken tablet skal du vælge?

Apple: Se vores iPad Mini - tynd som en blyant og let som en notesblok




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere