Artikel top billede

Dansk fastfoodkæde: Sådan håndterer vi Facebook-chikane

Se hvordan en dansk virksomhed håndterede det, da den blev udsat for et løgnagtigt Facebook-opslag, der gik viralt.

De Facebook-ansvarlige hos den danske sandwich-kæde Sunset Boulevard fik sig lidt af et chok, da der tirsdag aften tikkede en besked ind på virksomhedens Facebook-væg. 

En person skriver, at han tidligere har været ansat hos Sunset Boulevard, men sagde sit job op i protest, da hans chef irettesatte ham, fordi han af egen regning valgte at betale et måltid for en hjemløs.

I løbet af kort tid fik Facebook-beskeden tusindvis af likes, og i løbet af onsdagen passerede den 24.000 likes og mere end 1.000 kommentarer.

Men der er blot et problem med historien.

Den er det pure opspind og er en dansk oversættelse af et lignende opslag, der tidligere er blevet bragt på den amerikanske sandwichkæde Subways Facebook-side, hvor den trak mere end en halv million likes. 

"Vi vil rigtig gerne være i dialog med vores kunder, og på Facebook har vi normalt også et rigtig godt forhold til de kunder, der kommer med ris og ros til os. Derfor er det her naturligvis en meget uheldig oplevelse, som vi tager meget alvorligt," siger Torben Lynge Overgaard, der er salgs- og marketingchef hos Sunset Boulevard og ansvarlig for virksomhedens Facebook-side, der har knap 58.000 likes.

Mistænkte det for at være falsk

Han fortæller, at han øjeblikkeligt havde en mistanke om, at der kunne være tale om et falsk opslag, der udelukkende var på jagt efter likes.

Men Torben Lynge Overgaard kan ikke dokumentere det, før han næste morgen møder ind på arbejde og kan få personaleafdelingen til at slå forfatteren til indlægget op i virksomhedens ansættelsesdatabase.

"Vi skal føle os 100 procent sikre på, at det rent faktisk er en falsk historie, før vi kan gå ud og afvise den. Derfor nøjes jeg med at skrive et indlæg, hvor jeg fortæller, at vi har set beskeden, og at vi har tænkt os agere på den," siger han.

Har aldrig været ansat

Næste dag viser det sig, at Sunset Boulevard ikke har haft en ansat med samme navn som forfatteren til indlægget, og ingen i virksomhedens bagland kan nikke genkendende til historien.

Derfor skriver Sunset Boulevard et indlæg, hvor virksomheden slår fast, at historien er usand og intet har på sig.

Derfor vil Sunset ikke lukke sin Facebook-væg

Sunset Boulevard slår i info-sektionen på sin Facebook-side fast, at virksomheden forbeholder sig ret til at slette indlæg, der er upassende, stødende eller ikke overholder Facebooks bestemmelser. 

Sunset Boulevard valgte derfor at slette det falske indlæg torsdag morgen, da man formodede, at folk i tråden nu havde haft rig mulighed for at læse virksomhedens svar.

Men i virkeligheden er det dog nok et fåtal af dem, der har liket indlægget, som også har læst svaret fra Sunset Boulevard.

I hvert fald er der tre timer efter Sunset poster svaret blot lidt over 50 personer, der liker det.  

Mens mere end 23.000 på daværends tidspunkt har liket det oprindelige opslag. 

Vil ikke lukke wallen

Får denne type indlæg lov til at stå uimodsagt, kan det naturligvis udrette enorm skade på en virksomheds brand.

Derfor har Facebook-eksperten Hans Tosti fra det danske Facebook-bureau Komfo tidligere anbefalet, at din virksomhed har et Facebook-beredskab, der er klar til at reagere lynhurtigt, uanset hvornår uheldet er ude. 

Det er naturligvis ganske ressourcekrævende, og derfor kan denne type episoder også få virksomheder til at overveje helt at lukke for at kunderne kan stille spørgsmål og poste deres oplevelser på virksomhedens væg.  

Radiokanal har lukket sin bæg

ComON er eksempelvis bekendt med, at den danske radiokanal The Voice, der har mere end 195.000 Facebook-likes, helt har frataget brugerne muligheden for at lave vægopslag.

Men ifølge Torben Lynge Overgaard vil Sunset Boulevard gerne bevare muligheden for at kunne kommunikere med kunderne gennem vægopslag. 

"Det her er første gang, at vi er udsat for den her slags. Og det er bestemt noget, som vi tager alvorligt, men vi har ikke planer om at lukke for vores væg. Tværtimod overvejer vi at geare yderlige op for vores Facebook-indsats," siger Torben Lynge Overgaard. 

Overvågning af Facebook-siden

I dag er det Torben Lynge Overgaard selv samt en enkelt anden medarbejder, der varetager Facebooksiden.

Men fremover vil virksomheden overveje at afsætte endnu flere ressourcer til Facebook-indsatsen.  

"Der kommer flest opslag om aftenen, og det er klart, at vi er nødt til at være orienteret omkring den dialog, der løbende foregår," siger han.

ComON har været i kontakt med Christian Itzchaky Larsen, der er manden bag Facebook-opslaget. 

Han fortæller, at opslaget er en del af et tv-indslag, som han har lavet til den danske komiker Casper Christensens side FunnyHaha og, at han i øvrigt ønskede at demonstrere, hvor let det er at skaffe masser af likes på en virksomheds bekostning.

Læs også:
 

Casper Christensen-hjemmeside står bag Facebook-løgn om dansk virksomhed  

Undgå en Telenor-sag: Sådan tager du Facebook-stormen i opløbet 

Derfor vælter Facebook-klagerne ned over virksomhederne




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere