Artikel top billede

(Foto: Mikkel William Nielsen)

Test: Nokia Lumia 920 er en innovativ og tyk wonderboy

Med Lumia 920 har Nokia iført sig den innovative smartphone-førertrøje, men suser mobilen fra konkurrenterne? Eller er den for tyk? Og hvad med det indbyggede kamera? Vi har testet mobilen.

Test: Nokia Lumia 920 er en innovativ og tyk wonderboy

Anmeldelse: Nokia Lumia 920 er ikke bare en telefon. Den er et håb. 

Et håb om at den faldne, finske gigant kan rejse sig igen og træde ind i spotlightet på den helt store mobilscene.

Efter en række rædselsfulde år, hvor Nokia blev væltet omkuld af smartphone-konkurrenter som Apple og Samsung, skal Lumia 920 være det hårdtslående våben, der nedkæmper de øvrige mobilproducenter.

Telefonen er derfor udstyret med en række innovative funktioner som trådløs opladning af strøm og et særligt lysfølsomt kamera, der skal lokke masserne tilbage i Nokia-lejren.

Det er dog størrelsen og vægten på 185 gram, som er det første, man lægger mærke til, når man holder mobilen første gang.

Der har allerede været en del brok over, at anmeldere især påpeger, hvad Lumia 920 vejer:

"Jamen, det er jo bare det samme som en iPhone 4s med et åndssvagt cover," lyder en ofte brugt kritik.

Det skal ikke udelukkes. Men det ændrer ikke på, at Nokia Lumia 920 føles som en ekstremt stor telefon.

Det er som at have taget en tidsmaskine en hulens masse år tilbage, hvor mobiler kunne bruges som bat til en omgang rundbold.

"Jamen, det er jo bare kvalitet, indse det dog!" lyder andre kritiske kommentarer.

Det skal heller ikke kunne udelukkes, at telefonen er solid og kan holde til meget. Men det kan en mursten også.

Problemet er, at mobilen er tyk helt ud til kanten. Hvor andre og lidt lettere konkurrenter har meget buede bagsider, er det ikke tilfældet med Nokia Lumia 920. Derfor føles den meget buttet - og ja, lidt som en klods.

Man kan vænne sig til meget, og efter mere end en uge med Lumia 920 var vores hænder og lommer ved at acceptere den nye telefon.

Men det var lidt ligesom at tæmme Frankensteins monster. Der er dog heller ikke nogen tvivl om, at telefonen føles solid. Som et kvalitetsprodukt - men et meget stort et af slagsen.

Drillerier i Windows Phone 8

Lumia 920 er udstyret med Windows Phone 8, der er Microsofts nyeste mobile styresystem.

Faktisk har Nokia valgt at satse hele butikken på, at denne platform bliver en succes. 

Windows Phone 8 er på overfladen ikke ændret synderligt meget i forhold til version 7.5.

Hjemmeskærmen består af en række firkantede fliser for apps og genveje, der kan justeres og placeres efter behov.

Nogle af dem kan opdateres automatisk med indhold, eksempelvis vises antallet af nye mail eller mistede opkald.

Selve styresystemet kører virkelig flydende.

Selv om mobilen kun er udstyret med en dualcore processor, er der rigeligt med hestekræfter. På Android-platformen ville samme brugeroplevelse have krævet quadcore.

Vi har gennemgået nogle af nyskabelserne i Windows Phone 8 her, blandt andet musikbutikken Xbox Music og funktionen Rum, der gør det muligt at dele indhold i små lukkede grupper via mobilen.

Windows Phone 8 har også fyldt godt op på lageret i sin app-butik, der hedder Store. Men du kan stadig risikere, at nogle af dine favoritapps fra iOS eller Android ikke har fundet vej til Windows Phone endnu.

Windows Phone - plads til forbedring

Alt i alt er Windows Phone 8 et rigtig godt forsøg på at indhente det store forspring, som Android og Apple iOS har fået.

Dermed ikke sagt at styresystemet er fejlfrit. Der er stadig ting, som er noget rod.

For os danskere er det eksempelvis ikke übercool, at Bing er sat som søgemaskine og ikke kan skiftes ud.

Når der klikkes på lup-ikonet på fronten af telefonen, er Bing straks klar til at lege, men det bliver bare ikke rigtig sjovt - og nogle gange faktisk lidt ubrugeligt.

Måske er det en tilvænningssag, men efter en uge med Lumia 920 var savnet af Google så stort, at det var lige ved at resultere i en vinterdepression.

Derfor blev Google fastgjort til startskærmen som hurtig genvej, men det betød samtidig, at lup-ikonet på fronten af telefonen blev noget overflødigt.

En anden ting, der irriterer ved Windows Phone 8, er tastaturet. Især når der skal skrives sms-beskeder, er den gal. Mellemrumstasten er placeret lige over send-knappen.

Det er altså en rigtig skidt detalje, for det er alt for nemt at ramme send-knappen ved at uheld.

Det fører til nogle ret korte og halvfærdige beskeder. Det hjælper, hvis mobilen holdes horisontalt, da send-knappen dermed flytter ud i højre side.

Stærk på kort og transport

Der er dog også mange rigtig positive ting ved Windows Phone 8, og Nokia har endda sat sit eget fingeraftryk på softwaredelen. 

Derfor er telefonen fra fødslen udstyret med Nokia Byoversigt, Nokia Drive, Nokia Kort og Nokia Transport.

En af de praktiske ting er, at du kan downloade kort til offline brug. Vi downloadede eksempelvis i testperioden "Sverige", der fylder 214,6 megabyte.

Det smarte er, at du dermed udelukkende kan bruge mobilens GPS og ikke betale dyre roamingafgifter til datatrafik, når du er på ferie eller ophold i udlandet og har brug for lidt navigation.

Nokia Transport - der er blevet til i samarbejde med Rejseplanen - er en glimrende app til offentlig transport, og Nokia Byoversigt er praktisk til at finde vej til underholdning, restauranter, hoteller og biografer.

Byoversigten aktiverer kameraet på mobilen og lægger grafik ovenpå, der viser vej til det, som du er på jagt efter. Det kaldes også augmented reality og er ikke revolutionerende, da der tidligere har været lignende apps på Android- og iOS-platformen, men det ændrer ikke på, at det er en udmærket feature.

Den vil især være brugbar i situationer, hvor man er langt hjemmefra og ikke er lokalt kendt.

Nokias bidrag til Windows Phone 8 løfter styresystemet en smule over eksempelvis HTC's Windows Phone 8X, der ikke har samme funktioner.

Og i forhold til iPhone 5 er det virkelig rart at se, at kort- og navigationsdelen er så gennemarbejdet. Her kunne æbledrengene tage ved lære.

Glimrende skærm - også til handsker

Skærmen på Lumia 920 er 4,5 tommer, og det er ganske passende.

Til sammenligning er Android-topmodellerne typisk omkring 4,7-4,8 tommer, og iPhone 5 er 4 tommer.

Farverne står godt og flot.

Selve skærmopløsningen på Lumia 920 er 1.280 gange 768 pixel. Det er først på den nyeste udgave af Windows Phone, at det har været muligt at få så høj opløsning.

En opløsning, der i øvrigt svarer til Android-topmodellerne.

Skærmen er bestemt godkendt, og det er også et plus, at den kan betjenes med handsker.

Kombinationen af touchskærme, frost og pegefingre har aldrig været særlig optimal, men det er til en vis grad løst med Lumia 920's følsomme display. Da vi testede, fungerede det dog bedst med tynde handsker, mens en tyk uldhandske ikke kunne bruges.

Fotos er ikke fantastiske

Kameraet i Lumia 920 er blevet voldsomt hypet af Nokia, men desværre er der meget langt fra pr-bongotrommen til virkeligheden. 

Der var ellers nemt at tro på de fine ord fra Nokia, da mobilproducenten har et mangeårigt samarbejde med objektivproducenten Carl Zeiss og tidligere har skabt udmærkede kameramobiler.

Derfor er det også en slem nedtur, at Lumia 920 ikke tager specielt imponerende billeder. Faktisk er de blot lidt middelmådige og virker ofte udvaskede - i hvert fald i dagslys.

Der er ikke meget spark i farverne, og der ligger nærmest en grå hinde hen over nogle af billederne.

At flashen tilmed giver røde øjne og ansigtskuløren et usundt gult skær, er også ødelæggende for vores indtryk af kameraet.

Det er måske ikke så meget værre end andre kameramobiler, men det er bare heller ikke særlig meget bedre - hvilket vi havde forventet.

Når det gælder fotos om aftenen uden blitz, er Nokia Lumia 920 dog virkelig skarp.

Det bliver til brugbare fotos i situationer, hvor mange andre mobiler tager rystede eller voldsomt grynede billeder. Her har kameraet en klar fordel i forhold til konkurrenterne.

Men ved almindelig brug til snapshots er det altså - sørgeligt nok - ikke nogen mirakelmaskine, der leverer det ene lækre foto efter det andet.

Det er skuffende, da det kunne retfærdigøre mobilens høje vægt, hvis kameraet var kick-ass lækkert. Men sådan er virkeligheden bare ikke.

Ifølge TheNextWeb.com og andre tech-sider har Nokia erkendt problemet med kameraet i dagslys, og en opdatering til fotodelen på Lumia 920 skulle være på vej. 

Gem dine filer online

Nokia Lumia 920 er udstyret med 32 gigabyte fast hukommelse, og der er ingen mulighed for at smide et hukommelseskort i maskinen.

Med Windows Phone 8 følger dog en tæt integration med SkyDrive, der er Microsofts lagertjeneste online.

Her er syv gigabyte gratis lagerplads til fotos, videoer, dokumenter, som dermed ikke behøver at ligge på telefonen.

Når indholdet er uploadet til SkyDrive, er det naturligvis tilgængeligt via en browser, men lagertjenesten er også dybt integreret i Microsofts nye Windows 8.

Derfor er der direkte adgang til filerne, hvis du har installeret det nye styresystem eller købt en maskine med det.

SkyDrive fungerer udmærket på Lumia 920, selv om der ikke følger lige så meget lagerplads med, som eksempelvis Samsung og HTC tilbyder på sine Android-topmodeller.

Her får du i en toårig periode adgang til 50 gigabyte lagerplads på den konkurrerende webtjeneste Dropbox.

Skal du købe?

En af de sidste funktioner, som fortjener at blive nævnt i denne anmeldelse, er Lumia 920's evne til at lade op trådløst. 

Der er bygget en induktionsplade ind i bagsiden på telefonen, og derfor skal den blot lægges på en opladelig overflade.

Det kunne være en af de små Fatboy-opladere, der har været præsenteret samtidig med lanceringen af Nokia Lumia 920.

Det fungerer overraskende godt. Mobilen når ikke at ligge mere end et sekund, før der kommer en lyd, som indikerer, at nu oplades telefonen.

Der skal naturligvis være ledning til Fatboy-opladeren, som kan placeres strategisk smart på kontoret eller hjemmet og bruges som fast parkeringsplads for mobilen.

Det kan virke som lir, men det er egentlig ret praktisk, da man slipper for lidt daglig kabelbøvl.

Men det bliver først rigtig genialt, når andre mobiler også kan oplades på denne måde.

Og det varer ikke længe.

Google og LG har netop fremvist deres fælles barn Nexus 4, der ligeledes kan lades op trådløst på samme måde som Nokia Lumia 920 - og på samme Fatboy.

Så vi vil formentlig komme til at se flere lignende telefoner på Android-platformen den kommende tid.

Og igen kommer der lige en kindhest til Nokia-folket. Nexus 4 vejer nemlig 139 gram, selv om den ligesom Lumia 920 har en induktionsplade i ryggen.

Kom igen, Nokia

Alt i alt er Nokia Lumia 920 til dig, der gerne vil prøve noget nyt og er fuldkommen ligeglad med, hvad din telefon vejer - og hvor tyk den er.

Styresystemet Windows Phone 8 er en spændende nyskabelse - trods sine fejl og mangler - og Nokia har drysset lidt ekstra softwarelækkerier ud over mobilen takket være sine ekstra korttjenester.

Samtidig er Lumia 920 en af de mest innovative telefoner i øjeblikket med trådløs opladning af strøm og betjening af skærm med handsker. Og det er en af de få mobiler herhjemme, der virker med 4G. 

Men der er plads til forbedring, kære Nokia: Skær noget mere fedt af mobilen, gør kameraet bedre (i dagslys) og bed Microsoft om at fintune Windows Phone 8.

Måske er Lumia 920 Nokias store håb - vi havde dog håbet på lidt mere.

Vi ender på karakteren fire ud af seks.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere