Artikel top billede

Envy x2: Lækker bærbar giver dig dobbelt op på brugbarheden

Windows 8 giver mulighed for nye spændende bærbare computere. Så snyd ikke dig selv for vores store test af HP Envy x2 - en bærbar, som giver dig dobbelt op på brugbarheden og ekstrem batteritid.

Vigtig touchskærm

Det er da jeg klikker skærmen af HP Envy x2, at Windows 8 for alvor giver mening. For Windows 8 er et styresystem, som er fanget mellem fortiden og fremtiden. På den ene side kan du få vinduerne og skrivebordet (næsten), som du kender fra det succesfulde Windows 7 - og på den anden side får du tablet-oplevelsen med den aktive Metro-brugerflade.

Men som mange traditionelle pc-brugere har fundet ud af, giver Metro-brugerfladens ikoner og de snedige bevægelsesgenveje, hvor man skifter mellem programmer eller finder skjulte funktioner, kun for alvor mening på en touch-skærm.

Central touchskærm

Og touchskærmen er en central del af Envy x2. Faktisk er touch-skærmen hele computeren, for Envy x2 er en såkaldt hybrid-computer. Det betyder, at den kommer med en skærm og tastatur som en normal bærbar. Men skal du ikke bruge tastaturet og touchpad'en, kan de to dele skilles ad ved lige at trække i en smart låsemekanisme.

På den måde kan du bruge fingrene i Metro-brugerfladen, hvor alle de smarte nye Windows 8-funktioner findes - og tastaturet når du skal arbejde på det traditionelle skrivebord. På skrivebordet er det også en fordel at have touchpad, da selv små fingre er alt for upræcise her.

Det lyder måske som noget, du ikke rigtigt har brug for, men kombinationen af touch-hardwaren og Windows 8 fungerer faktisk ret overbevisende.

Sådan virker Envy x2

Den måde som Envy x2 er delt op på betyder, at på tastaturet har du enhedens to USB-porte, et stik til høretelefoner, ladestik samt en fuld HDMI-port. På skærmdelen, hvor selve computerens indmad sidder, finder du også et ladestik, et stik til høretelefoner samt slottet til microSD-kort.

Du kan altså ikke bruge USB-portene, når Envy x2 fungerer som tablet, men det oplevede vi ikke som et stort tab. Til gengæld er vi begejstrede for det fulde HDMI-stik på tastaturdelen, som vi testede ved at streame en Netflix-film og live-tv fra dr.dk direkte til et tv i næsten to timer uden problemer.

Skærmen er på 11,6 tommer med en opløsning på 1.366 x 768. Det er ikke alverden blandt samtidige bærbare, men til gengæld er skærmen lysstærk og klar. Det skal samtidig siges, at det var primært, når vi brugte enheden som en tablet holdt på højkant, mens vi surfede på hjemmesider, at teksterne fremstod noget gnidrede.

Lav opløsning på skærm

Den lave opløsning ser dog desværre ud til at være vilkårene blandt Atom-baserede enheder som Envy X2 - og for at få 1.920 x 1.080 pixels skal du op i pro-modellerne, som kommer med Intel i5 ogi7 processorer. Til gengæld nærmer priserne sig så 10.000 kroner, og batterilevetiden reduceres voldsomt.

Det er med andre ord et ret kontant valg, der skal træffes med de nye hybridmaskiner: Vælg Atom-baserede enheder og få iPad-lignende levetid - eller vælg gode Intel i5-baserede modeller og få batterilevetider på 4-5 timer. Men Envy x2 har desuden et ekstra (batteri)trick oppe i ærmet:

En smart detalje ved tastatur/tablet-kombinationen er, at HP har placeret et batteri i begge dele. Det betyder, at med tastaturet tilkoblet trækker maskinen på batteriet her - og når det er fladt eller frakoblet, trækker Envy x2 på tabletdelens batteri.

Ekstrem batterilevetid

HP angiver selv, at kombinationen af de to batterier vil give dig op til 18 timers batterilevetid. Vores test giver forventeligt en smule mindre, men 14-15 timers brug er ikke urealistisk, selv om du ser film, har godt lys på skærmen og Wi-Fi kørende konstant.

Når skærmen kan kobles til og fra, kunne man frygte, at det ville udvikle sig til noget løst dingleværk, men det ser ikke ud til at være tilfældet med Envy x2. Her er mekanismen tilpas stram til, at skærmen ikke dingler frem og tilbage. Dog er vi ikke tilfredse med hvor langt skærmen kan vippes tilbage i forhold til tastaturet. Det kan genere, specielt når man sidder med Envy x2 i skødet i sofaen. Skal du blot surfe, er det en fordel at klikke tastaturet af, men skal der skrives, kan arbejdsstillingen blive ubekvem.

Selve tastaturet er i øvrigt af ø-typen med plads mellem tasterne. For os var det nemt at komme i gang med at skrive på, men stadig et stykke vej fra f.eks. en MacBook Airs suveræne tastatur. Måske fordi tasterne føltes lidt glatte på trods af at være lavet af gummi.

To centrale forbehold

Med så meget ros burde vi anbefale Envy x2 uforbeholdent. Men der er et par grunde til at du skal tænke dig godt om, inden du køber den lille HP-sag på 1,4 kilo med tastaturet påmonteret.

Først og fremmest processoren. Det er en dualcore Intel Atom Z2760 på 1,8 gigahertz parret med blot 2 gigabyte hukommelse, og det fascinerende er, at Envy x2 burde være forslæbende langsom med det setup om bord - men i stedet flyver du igennem Windows 8 systemet, lige så hurtigt som dine små fingre kan bladre mellem funktionerne. Samtidig er det en ordinær x86 processor, godt nok kun 32-bit, så alle de normale programmer kan installeres og køre på maskinen. Vi havde heller ingen problemer med at afspille HD-film på x2.

Konklusion: Lækker - og måske for dyr?

Så alt var vel i Envy-land - altså indtil vi skulle bruge lidt muskler. Så vi smed Adobe Photoshop CS6 på Envy x2 og bad programmet om at hente et 26 megabyte RAW-billede fra et Canon 5D Mk II ind. Bagefter zoomede vi lidt rundt på billedet, gemte det i et optimeret jpg-format - samtidig med at vi bad Envy x2 om at skalere billedet til en mere menneskelig opløsning. Forventeligt nok trak det maskinen helt i knæ. Ikke at den gik i sort, men det tog så lang tid, at det ikke er en realistisk løsning.

Du kan selvfølgelig hævde, at de fleste 11-tommer bærbare med lang batterilevetid og begrænsede processorer vil have en udfordring med den slags opgaver - og at en iPad slet ikke kan køre Photoshop CS6 - og det er alt sammen korrekt. Men selv om vi er begejstrede for Envy x2, understreger Photoshop-testen, at selv om x2 ligner en bærbar og langt hen ad vejen kan fungere som en bærbar-erstatning med en smart tablet-funktion, skal du stadig have en bærbar eller stationær computer til lagring (Envy x2 kommer med en 64 gigabyte disk) eller blot simpel redigering af dine billeder.

En (for) høj pris

Vores andet forbehold er prisen. Mens denne anmeldelse skrives, koster en Envy x2 lidt over 6.500 kroner. Det er ikke direkte urimeligt i betragtning af byggekvaliteten, batterierne og den gode skærm (med den lave opløsning). Men som en ekstra special-bærbar med lille lagerplads og en begrænset processor er prisen høj. Kan du leve uden touch-skærmen og SSD-disken, kan du få et par hundrede mindre få en almindelig bærbar med i5-processor og 4 gigabyte hukommelse - et setup som er mere alsidigt, men selvfølgelig uden specialfunktionerne i en Envy x2.

Men ser vi bort fra Atom-processoren, som virker fint til dagligdags brug, og prisen, kan vi ikke lade være med at være imponerede over Enxy x2:

Byggekvaliteten virker høj, batterilevetiden er ganske enkelt imponerende og det smarte tablet/bærbar-design sikrer en alsidighed, som Windows-maskiner aldrig før har kunnet byde på.

Og mens vi måske var en smule skeptiske over, om touch-skærmen og muligheden for at konvertere x2 til en tablet nu også kunne bruges i hverdagen, så blev det efter et par dages intensivt brug af Windows 8 og HP Envy x2 en naturlig del af vores bærbar-brug. Og det i sig selv er en ret kraftig anbefaling.

Alt i alt ender vi på en karakter på 4 ud af 6. Kommer prisen ned under 6.000 kroner, er vi oppe på et 5-tal.

Video: Sådan virker Envy x2

På videoen nedenfor kan du se, hvordan Envy x2 virker - specielt hvordan du skifter fra en normal bærbar til en tablet-computer. 




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere