Artikel top billede

Apple: Her er sandheden om vores samlefabrikker

Apple har været på stor-audit hos sine underleverandører. Se her, hvordan det står til på de store samlefabrikker, hvor din iPhone bliver bygget.

Computerworld News Service: Der har de seneste år været en offentlig opmærksomhed uden fortilfælde på arbejdsforholdene hos Apples leverandører.

Derfor har selskabet i 2012 næsten fordoblet antallet af auditter i den globale leverandørkæde.

Her har Apple slået særligt hårdt ned på overtrædelser som urimelige mængder overarbejde og i forbindelse med brugen af mindreårige arbejdere på fabrikkerne.

Det oplyser Apple i sin årlige Supplier Responsibility Progress Report.

Skruet op med 72 procent

Selskabet har ifølge rapporten foretaget 392 auditter af sine leverandører i 2012.

Det er 72 procent flere end året før og næsten tre gange så mange som de 127 auditter, Apple foretog for kun to år siden i 2010.

Auditterne blev foretaget på fabrikker, hvor flere end 1,5 millioner arbejdere producerer og samler Apples iPads, iPhones, Macs og andre produkter.

Ligesom sidste år har Apple offentliggjort en komplet liste over sine leverandører (pdf).

"Vi går dybere ned i leverandørkæden end noget andet selskab, vi er klar over, og vi rapporterer i en detaljegrad, der er uden lige i vores branche," skriver Apple i beskrivelsen af sin rapport.

Dækker fire områder

Rapporten på 37 sider om tilstanden hos Apples leverandører dækker fire områder: Arbejdstager- og menneskerettigheder, arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, miljøbelastning samt etik.

Herudover kommer rapporten ind på leverandørernes initiativer for at etablere ledelsessystemer, med det mål at de selv kan sørge for at overholde Apples retningslinjer på disse områder, selskabets såkaldte Supplier Code of Conduct, samt leverandørernes tiltag om at uddanne arbejderne og forbedre deres jobmuligheder.

Her er de vigtigste detaljer om Apples underleverandører

Her kan du læse om nogle af vigtigste punkter i rapporten:

- Mest iøjnefaldende oplyser Apple at have fyret leverandøren Guangdong Real Faith Pingzhou Electronics Co for at have brugt 74 arbejdere under 16 år og desuden anmeldt en tredjepart, der forsætligt forsynede leverandøren med disse mindreårige arbejdere, hvilket blandt andet indebar dokumentfalsk.

- Samlet set overholdte Apples leverandører i 92 procent af tilfældene Apples regler om, at en arbejdsuge maksimalt må være på 60 timer.

Gennemsnitligt har arbejderne hos Apples leverandører en arbejdsuge på under 50 timer.

Udbetaler ikke nok i løn

- Der er på adskillige fabrikker fundet uoverensstemmelser mellem, hvad arbejderne officielt får i løn og hvad de faktisk får udbetalt: 102 leverandører har for eksempel ikke korrekt udbetalt feriepenge til natarbejderne, mens arbejdere på flere end 90 fabrikker er blevet trukket i løn som en disciplinær foranstaltning.

Sidstnævnte praksis er en klar krænkelse af Apples Supplier Code of Conduct.

I årets løb har Apple derfor krævet, at dets leverandører tilbagebetaler deres ansatte knap 12,8 millioner kroner i manglende udbetalt løn.

- Reglerne for brug af mindreårige arbejdere brydes i stort omfang. 63 fabrikker har ikke tilbudt deres unge arbejdere de gratis helbredsundersøgelser, der er et af Apples krav. Desuden har 29 fabrikker givet unge arbejdere upassende arbejdsopgaver, der for eksempel indebærer tunge løft.

- Den samlede overholdelse af kravene inden for sundhed og sikkerhed har været relativt god, selvom Apple har påvist, at 177 fabrikker manglede ordentlige nødudgange og nødprocedurer, at 88 fabrikker ikke udleverede tilstrækkeligt beskyttelsesudstyr til arbejderne og at 72 fabrikker ikke i tilstrækkelig grad holdte øje med risici på arbejdspladsen.

- 78 procent af Apples leverandører overholdte i store træk miljøreglerne, selvom 147 fabrikker ikke opbevarede, flyttede eller håndterede miljøfarlige stoffer forsvarligt. En enkelt leverandør, der skilte sig af med olieaffald ved at hælde det i et toilet, er blevet sat på "prøvetid" af Apple med påbud om at udbedre problemet.

- Endelig har Apple påvist, at 97 procent af selskabets leverandører overholder de etiske standarder, selvom fire fabrikker viste sig at have forfalsket sin dokumentation af lønudbetaling og fremmøde. Også disse fire er blevet sat på prøvetid.

Fremtidige auditter bør ifølge Apple blive mere grundige: 158 fabrikker viste sig at mangle procedurer til at undersøge deres egne leverandører. De får nu stillet krav om at forbedre deres evne til rapportering.

I 2012 blev Apple det første it-selskab, der deltager i Fair Labor Association, der efterfølgende har undersøgt forholdene for de 178.000 arbejdere hos Apples største leverandør, Foxconn.

Den indledende undersøgelse i marts 2012 fandt "væsentlige problemer" hos Foxconn, men senere har der været meldinger om forbedringer af arbejdsforholdene.

Apple begyndte i 2007 at offentliggøre rapporter om arbejds- og miljøforholdene hos sine leverandører på grund af beskyldninger om kritisable forhold.

Siden har Apple løbende undersøgt sine leverandører grundigere og grundigere for at sikre, at de overholder selskabets Supplier Code of Conduct (pdf).

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere