Artikel top billede

Sådan rydder du op i dine data og sikrer dit privatliv

Disse seks værktøjer kan hjælpe til dig at rydde op i dine data, så du får mere lagerplads og samtidig forbedrer din privacy.

Sådan rydder du op i dine data og sikrer dit privatliv

Hvis filer var fysiske objekter, ville vi sandsynligvis ikke lade lige så meget rod ligge og fylde på vores computere. Ved første øjekast fylder en fil ikke andet end en linje i Windows Stifinder og er derfor let at ignorere.

Men filer fylder selvfølgelig også - og sætter spor - på andre måder. Og ligegyldigt om det drejer sig om installationsprogrammer og indhold, vi selv har downloadet, eller midlertidige filer gemt i baggrunden af de forskellige programmer, vi bruger, så fylder det alt sammen.

Det kan være en kedelig opgave at finde, sortere og slette hundredevis af filer, men det kan give problemer, hvis man blot efterlader dem, hvor de er: De kan indeholde personlige oplysninger eller udkast til fortrolige forretningsdokumenter. Og de kan forhindre dig i at bruge din lagerplads til vigtigere ting.

For at danne dig et hurtigt overblik over hvor stort et problem dette er på dit system, kan du anvende SpaceSniffer eller TreeSize Free. Det er to gratis programmer, der kortlægger indholdet på din harddisk og afslører, hvad pladsen bruges til.

Herefter er der opgaven med at slette de unødvendige filer. Når man sletter en fil, er det som regel hensigten, at den forsvinder for altid. Men Papirkurv i Windows efterlader faktisk filen på harddisken, hvor den let kan findes igen af enhver, der er nysgerrig nok til at forsøge.

Heldigvis findes der både gratis og billige værktøjer, der kan automatisere filhåndtering og sikker sletning af uønskede filer, så du ikke behøver bekymre dig. 

På de følgende sider gennemgår vi seks af dem.

DropIt flytter automatisk filer, hvor de skal hen

DropIt er et gratis open source værktøj, der behandler grupper af filer ud fra brugerdefinerede regler. For eksempel kan man slippe den løs på den mappe, som overførte filer automatisk gemmes i, hvor man kan definere, at alle .jpg- og .png-filer  skal lægges i en undermappe med billeder, men kun hvis de fylder mere end 30 kilobyte. Ligeledes kan det defineres, at alle .zip-filer skal lægges i en undermappe for sig, mens alle .tmp-filer skal slettes. Man definerer bare en række regler, og så gør DropIt resten.

Man kan bruge DropIt ved hjælp af drag-and-drop (deraf navnet) eller programmet kan ligge i baggrunden og overvåge en eller flere mapper. Med et solidt sæt regler er sidstnævnte en helt automatisk måde at holde sit system opryddet. Man skal dog lige tilpasse, hvordan DropIt fungerer. Som standard viser programmet en statuslinje, når den behandler filer og spørger brugeren, når den finder en fil, den ikke ved, hvad den skal gøre med.

Det giver mening, når man manuelt har givet DropIt en opgave, men kan være forstyrrende, når man har indstillet programmet til at køre i baggrunden. Heldigvis kan man i programmets indstillinger slå den slags fra.

Man får mest ud af DropIt, hvis man omhyggeligt indstiller programmet til sine specifikke behov. Med tiden kan programmet blive en ekstremt god hjælp til at sortere og fjerne unødvendige filer på den måde, der giver bedst mening for hver enkelt bruger.

RoboBasket gør filhåndteringen lettere

Hvis du synes om ideen bag DropIt, men ønsker et kommercielt værktøj med flere tilpasningsmuligheder, så tag et kig på RoboBasket. Dette værktøj til 110 kroner kan stort set det samme som DropIt: Man definerer regler til automatisk behandling af filer og slipper værktøjet løs, som herefter går i gang med at rydde op i ens rodede mapper.

Den største forskel mellem de to værktøjer (udover prisen) er, at RoboBasket har en grænseflade til opsætning af filtre, der giver en meget mere detaljeret kontrol. Det er let at opbygge regler ved at trække betingelser og handlinger ind fra en liste i højre side af programmet. Reglerne, man stykker sammen, bliver vist på en overskuelig måde i letforståelige naturlige sætninger. Det gør programmet meget brugervenligt.

Det eneste problem med RoboBasket, jeg stødte på, har at gøre med gentagne operationer: RoboBasket kan sættes til at håndhæve en række regler for en mappe og alle undermapper.

Jeg satte programmet til at flytte alle .zip-filer fra mappen Overførsler til en undermappe ved navn Zip (altså Overførsler\Zip). Da jeg senere kørte denne operation igen, oprettede programmet undermappen Overførsler\Zip\Zip og placerede alle .zip-filerne her. Hver gang denne operation blev udført, begravede programmet mine .zip-filer dybere og dybere i mappehierarkiet.

Løsningen er at oprette to sorterings-profiler til samme mappe og kun indstille den ene af dem som gentagende. Så placerer man alle sine gentagne regler i den ene profil og alle de andre i den anden. Det er ikke elegant, men det virker.

SortMyBox rydder op i din Dropbox

Der er forskel på rod: Rodet i en midlertidig mappe består af andre slags filer end rodet i mappen Overførsler. Dropbox repræsenterer dog en helt særlig udfordring, fordi det ikke nødvendigvis er alt rodet, der er ens eget. Når man begynder at dele Dropbox-mapper med andre, kan det hurtigt blive noget rod. Man deler måske en mappe med to andre og så begynder der at dukke filer op. Ingen sletter noget, for man ved jo ikke, om nogen af de andre stadig har brug for de givne filer. Her kan det gratis online-værktøj SortMyBox hjælpe. Det kræver dog lidt disciplin at bruge.

For at komme i gang med SortMyBox går man ind på tjenestens websted og giver fuld adgang til sin Dropbox. Hvis du ikke er helt tryg ved den idé, så er du ikke den eneste. Det er jeg nemlig heller ikke. Det er dog betryggende, at SortMyBox er open source, så enhver, der kan forstå koden, kan kigge tjenesten efter i sømmene.

Når man har givet SortMyBox adgang til sin Dropbox, opretter den en mappe i roden ved navn SortMyBox. Herefter kan man definere regler for enhver filtype i denne mappe, i stil med hvordan RoboBasket eller DropIt fungerer lokalt. Når nogen lægger en fil i mappen, vil den automatisk blive sorteret ifølge reglerne. SortMyBox vil kun sortere filer fra netop denne mappe, men tjenesten kan sættes til at placere dem hvor som helst i din Dropbox.

For at bruge SortMyBox effektivt i et samarbejde skal alle parter lægge nye filer i SortMyBox-mappen. Det kræver selvfølgeligt lidt disciplin hos brugerne, samt at man på forhånd opretter alle de relevante filtre. Hvis du kan acceptere disse to krav, så kan SortMyBox hjælpe dig til at organisere rodet i din Dropbox.

Kommandolinje-værktøjet SDelete sletter dine filer sikkert

Nogen gange er man ikke interesseret i at sortere sine filer omhyggeligt men i stedet blot slette dem og sørge for, at de er væk for altid. Til en sådan situation er den mest enkle valgmulighed SDelete, der er et gratis kommandolinje-værktøj fra Microsoft Windows Sysinternals.

Dette værktøj, der ikke fylder mere end 81 KB kan bruges til at slette specifikke filer eller wipe al ledig plads på harddisken, så man med sikkerhed fjerner alle spor af tidligere slettede filer.

Kører man kommandoen med valgmuligheden -c (hvilket renser al ledig plads på harddisken), vil det stort set være umuligt at gendanne slettede filer fra harddisken (så længe de da ikke stadig ligger i Papirkurv, som man derfor skal huske at tømme først). SDelete kan med fordel køres som en planlagt opgave, der jævnligt renser harddisken.

Da programmet i sig selv er så minimalt, skal den slags dog sættes op manuelt ved hjælp af Windows' indbyggede Opgavestyring.

Eraser skrubber din harddisk, til den er skinnende ren

Hvis SDelete er en lille skalpel, er Eraser en kæmpe værktøjskasse dedikeret til ét og samme formål. Programmet er gratis, har en smuk brugergrænseflade og kan stort set alt, der har at gøre med sikker sletning af filer.

Eraser har sin egen grænseflade til Opgavestyring, så man direkte fra programmet kan planlægge, at det jævnligt automatisk renser harddisken. Udover at rense ledig plads kan Eraser også sættes til på et fast tidspunkt at slette indholdet i enhver mappe sikkert. Det kan være en meget nyttig funktion, men husk på, at der ikke er nogen måde at gendanne filer, der er slettet sikkert. Eraser kan også sættes til jævnligt at tømme Papirkurv og rense den nyligt ledige plads.

Sidst men ikke mindst integrerer Eraser med højreklikmenuen i Windows: Man kan højreklikke på enhver fil eller mappe og finde Erasers undermenu. Her er der valgmuligheder for at slette filen eller mappen sikkert enten omgående eller næste gang computeren genstarter. Hvis du jævnligt har behov for at slette filer sikkert, så er Eraser et rigtig godt værktøj.

CCleaner tilbyder to slags overskrivninger

Ingen gennemgang af værktøjer til at rense og rydde op på computeren vil være komplet uden det gode, gamle gratis værktøj CCleaner. SDelete er det helt minimalistiske valg; Eraser har flere funktioner, der dog alle drejer sig om sikker sletning af filer; mens CCleaner er et bredere værktøj, der kan hjælpe med at rydde op på computer på mange forskellige måder.

CCleaner kan skanne computeren for at finde midlertidige filer, browser-cookies og andet rod, der trygt kan fjernes. Det kan indstilles til, at de fjernes ved hjælp af sikker sletning. Man kan også vælge at rense al ledige plads. Til forskel fra Eraser kan man i CCleaner ikke vælge, hvilken algoritme til sikker sletning man vil bruge, men derimod kan man vælge at lave enten én, tre, syv eller 35 overskrivninger. 

En enkelt overskrivning bør være tilstrækkelig, men hvis det gør, at du sover mere trygt om natten, kan du jo vælge et af de højere niveauer. Men jo flere overskrivninger, des længere tid tager det. Det er dog en helt almindelig afvejning, når det handler om kryptering og sikker sletning af data.

CCleaner kan ikke sortere filer ligesom DropIt og RoboBasket, men i kombination med et af disse to værktøjer er stort set ethvert behov dækket med hensyn til at holde orden i dine filer og slette de ting, du ikke har brug for.

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere