Artikel top billede

Sådan skal du redesigne dit website (og det skal du)

Klumme: Langt de fleste danske websites skal redesignes, fordi de ikke fungerer på tablet og smartphones. Her kan du se, hvordan du skal gøre, hvis du skal undgå panik og en dårlig løsning.

80 procent af danske hjemmesider skal redesignes inden 2014.

Det skal de, fordi siderne i stigende grad bliver besøgt fra tablets og smartphones - og fordi siderne virker ad helvede til på de små skærme i dag.

Alle har travlt, for ingen har råd til at halte efter konkurrenterne.

Tillad mig at mane til refleksion midt i panikken.

Når man står over for et større redesign af sin hjemmeside, er der nogle basale overvejelser at gøre sig.

Hvorfor har vi en hjemmeside, hvad vil vi opnå?

Og hvorfor besøger brugerne os, hvad vil de opnå? Banaliteter? Måske, men ikke desto mindre ubesvarede spørgsmål i rigtig mange organisationer.

Sådan en skal vi jo have

Alt for mange hjemmesider eksisterer, fordi "sådan en skal vi jo have."

Uden erklærede mål kan man jo dårligt følge op på, hvordan det egentlig går med at opfylde dem.

Og på samme måder er der en lige så forskrækkelig mangel på forståelse af, hvad de potentielle kunder, medlemmer, partnere osv. egentlig har behov for.

"Resultatorienteret Internet" præker jeg i tide - og måske også utide.

Forskellen på at arbejde efter specifikke mål og på bare at opdatere sin hjemmeside, når det lige passer, er enorm. Ikke blot målt på effekt, men også på arbejdsglæde.

Timingen er perfekt.

Der er i dag næsten uendelige muligheder for at opsætte meget detaljerede målinger i et hav af forskellige programmer, lige fra det gratis Google Analytics til tungere systemer mod betaling.

Der er alle muligheder for at få tilsendt ugentlige rapporter til hver eneste ansvarlige, som fortæller, hvordan det går med at opnå målene - og som giver konkret feedback på, hvad der virker godt, og hvad der kan gøres bedre.

Du skal stikke hovedet i statistikken og se, hvad brugerne leder efter, når de besøger dig fra deres smartphones.

Jeg tør vædde på, at det er forskelligt fra det, de skal bruge, når de sidder ved tastaturet.

Disse ting bør du overveje

Mobil brug af internettet er ofte meget faktabaseret.

Giv mig et telefonnummer, din adresse, åbningstider, leveringstider, priser osv.

Den mobile brug har ofte mere karakter af opslag end af læselyst. Og det skal du reflektere i dit nye design.

Tilføj gerne nogle ekstra menupunkter til de mest brugte funktioner, når brugerne kigger fra de små skærme.

Overskuelighed og let brug

 Overvej at fjerne alt det, som ingen bruger på de små skærme til gengæld for overskuelighed og let brug.

Husk, at funktionalitet kom­mer før design, når vi snakker digital kom­munikation. Og det gælder ALTID.

Først til allersidst kommer vi til den overvejelse, som ellers typisk er den afgørende drivkraft bag et redesign:

Det skal være pænt og moderne.

Ja, selvfølgelig skal det det.

Det skal først og fremmest fungere

Men det er altså ikke nær så vigtigt, som at det skal fungere.

Godt design behøver ikke være pænt. Pænt design er ikke nødvendigvis godt.

Faktisk er det sådan, at når vi taler traditionelt indhold som tekst og billeder, betyder designet mindre og mindre på de små skærme.

Vi er mange, der har vænnet os til at bruge funktionen "Læser" på vores iPhone - den fjerner simpelthen alt det overflødige og viser kun indholdets billede og tekst - i et dejligt enkelt design og med lige så store bogstaver, som du har lyst til. Mange andre læseprogrammer tilbyder det samme.

Pludselig er al den fine udsmykning væk, og kun den rå tekst og billede er tilbage.

Og den skal ramme modtageren, skal den. Ramme så rent, at han glad klikker videre til "Køb", "Tilmelding", "Del på Facebook", eller hvad du nu ellers har sat dig for af mål.

Du skal redesigne dit website. Sørg for at tænke dig godt om først.

Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere