Artikel top billede

Alt du skal vide om Samsung Galaxy S4: Ny unik topmobil

Styr mobilen uden at røre ved skærmen, få foretaget daglige helbredstjek og split telefonen i to afdelinger: en privat og en arbejdssektion. Samsung Galaxy S4 går efter førertrøjen i Android-land.

Alt du skal vide om Samsung Galaxy S4: Ny unik topmobil

Ved en storstilet lancering i New York har Samsung for ganske kort tid siden lanceret sin Galaxy S4. 

Mobilen er efterfølger til den ultrapopulære Galaxy S3, der på blot 10 måneder er solgt i mere end 40 millioner eksemplarer på verdensplan.

Som regerende konge i Android-land har der været store forventninger til Samsungs nye telefon, som skal kæmpe mod HTC One i spændende aluminium-indpakning, vandafvisende Sony Xperia Z, superhurtige LG Optimus G og Googles flagskib Nexus 4.

Konkurrenterne har i 2013 virkelig strammet sig an med smarte funktioner, men det har Samsung forsøgt at overgå.

Listen over features i Galaxy S4 er næsten på størrelse med en telefonbog, og der er en del innovative tiltag imellem.

Se mor, uden hænder

Selv om vi lever i en verden, hvor touchteknologien får større og større betydning, så kan Galaxy S4 betjenes, uden du rører ved den.

Der er stemmestyring - på blandt andet engelsk - men mere interessant er muligheden for at lade fingeren eller hånden svæve over skærmen og alligevel aktivere menuer eller starte apps.

Samsung kalder teknologien Air Gestures.

Mobilen er også udstyret med en funktion, som sætter en video på pause, hvis du kigger væk fra telefonen.

Det er dog ikke helt unikt, da LG for nylig viste samme tiltag.

Samsung kan dog prale med at have Smart Scroll for sig selv.

På den nye Galaxy S4 kan du derfor scrolle på eksempelvis en webside blot ved at flytte øjnene. Det kræver dog, at mobilen er i en dock, der skal købes ud over telefonen.

Smart Scroll virker dog også, hvis du blot tilter telefonen en smule. 

Både til forretning og fornøjelse

Under Mobile World Congress i Barcelona i februar præsenterede Samsung sin nye Knox-funktion, der er blevet en integreret del af Samsung Galaxy S4.

Den er især målrettet forretningsfolket og gør det muligt at splitte telefonen i to afdelinger: en privat og en til arbejde.

I den private afdeling kan du selv installere apps og bestemme over indhold, mens virksomhedens it-afdelingen kan bestemme over den del af telefonen, som er reserveret til arbejde.

Ideen er, at det vil højne it-sikkerheden i virksomheden, når telefonen bruges i forbindelse med arbejdsrelaterede opgaver.

Vi har tidligere skrevet om Knox-funktionen, og du kan læse mere her.

Galaxy S4 vil gerne lege doktor

Samsung Galaxy S4 er udstyret med et 13 megapixel kamera ligesom Sony Xperia Z, men nu siger antallet af megapixel ikke nødvendigvis noget om kvalitet.

Det siger blot noget om billedopløsningen. 

Samsung har dog tilføjet en del nye kamerafunktioner til Galaxy S4, hvor 'Dual Camera' er særlig interessant.

Den gør det muligt at tage et billede af den person, som holder telefonen, mens han tager eksempelvis et familiefoto.

Altså bruges både front- og bagsidekamera samtidig. Billedet af personen, der holder kameraet, integreres med familiefotoet.

'Dual Camera' virker også med video, og funktionen kan slås til og fra, selv når der optages.

Som en lidt spøjs funktion har Samsung også gjort det muligt at optage lyd, mens der tages et billede. Du får altså et stillbillede, men kan indtale en besked, der følger med det.

Lidt nyt og lidt brugt

Samsung Galaxy S4 har også 'lånt' nogle af sine funktioner fra konkurrenterne.

Der er ligesom på HTC One en infrarød-sender integreret i telefonen, og dermed kan den bruges til eksempelvis at betjene fladskærmen i stuen.

Og sydkoreanerne har også gjort det muligt at betjene telefonen med (tynde) handsker, ligesom vi har set på Nokia Lumia 920.

Men der er også andre tiltag, som der ikke er set før.

Tag temperaturen

Samsung vil nemlig gerne lege doktor med Galaxy S4, og du er patienten.

Funktionen hedder S Heath og kan føre en mad- og træningsdagbog for ejermanden.

Med forskelligt ekstraudstyr vil telefonen også være i stand til give statistik på forskellige aktiviteter i løbet af dagen, måle puls, kalorieforbrænding og sørge for, at du bliver vækket på det mest hensigtsmæssige tidspunkt ud fra din søvnrytme.

Det kræver dog, at du har smidt et Samsung S-band om dit håndled, inden du skvattede i søvn. Og du får nok ikke point hos chefen, hvis du først møder klokken 11.00, fordi din Samsung-telefon mente, at du lige skulle være helt udhvilet.

Mobilen er i øvrigt også udstyret med en temperaturmåler, men heldigvis er den kun til at måle omgivelserne og ikke din personlige temperatur. Så meget vil Galaxy S4 trods alt ikke lege doktor.

De hårde kendsgerninger

Samsung har valgt ikke at ændre radikalt på designet i forhold til Galaxy S3, og telefonerne ligner umiddelbart hinanden.

Der er holdt fast i de buede hjørner, og muligheden for at tage bagcoveret af er stadig til stede. 

Hvis der kigges lidt nærmere på hardwaren i Galaxy S4, er skærmen vokset fra 4,8 til 5 tommer, og opløsningen er nu fuld HD.

Det samme høje opløsning som konkurrenterne HTC One og Sony Xperia Z

Sydkoreanerne har valgt at holde fast i en Amoled-skærm, selv om der forud for lanceringen havde været rygter om, at Samsung ville vælge en anden skærmteknologi. 

I forhold til Galaxy S3 er telefonen blevet lettere og tyndere.

Mobilen er nu nede på 130 gram, mens den er 7,9 millimeter tyk.

Allerede i dag virker Galaxy S3 tynd sammenlignet med Xperia Z, LG Optimus G og Google Nexus 4, der er pakket ind i Gorilla Glass på både front og bagsiden. 

Styresystemet er naturligvis Android, og det er version 4.2.2.

Denne udgave kaldes også Jelly Bean, og du kan læse mere om nogle af nye tiltag i denne udgave af Googles styresystem her

Forskellige versioner

Der kommer flere forskellige versioner af Galaxy S4, og de varierer lidt i motorkraft.

En model vil have en 1,9 GHz quadcore processor, mens en anden vil være udstyret med en 1,6 GHz octacore processor.

Umiddelbart kunne det meget vel ende med at være den hurtigste telefon i Android-land, men det vil test afsløre i løbet af foråret. 

Mobilen fås med enten 16, 32 eller 64 gigabyte lagerplads, og den kan udvides med Micro-SD-kort. De kan sættes ind i mobilen, når bagsidebeklædningen tages af. 

Ifølge Samsung skulle den nye telefon virke med 4G/LTE og køre på 'alle' frekvenser, så det ikke ender med problemer ligesom med iPhone 5, der ikke gad snakke sammen med TDC's 4G-net.
 
Samsung Galaxy S4 fås i hvid og sort, og telefonen er ude i butikkerne i løbet af foråret.

Prisen er 5.199 kroner.

Video: Sådan virker den

Flere medier har allerede fået mulighed for at prøve telefonen, efter at den blev officielt lanceret i New York. 

It-websiden TheVerge.com har foretaget en hurtig, men alligevel grundig gennemgang af telefonen og dens nye funktioner. 

Desværre ser den indlejrede videoafspiller herunder lidt spøjs ud. Videoen afspiller dog fint. 

Der er mulighed for at vælge at få videoen vist i højere opløsning og i fuld skærm. Klik på ikonerne til højre i bunden af afspilleren. De dukker op, når videoen aktiveres. 

De vigtigste specifikationer

Vi har samlet et overblik over de mest interessante specifikationer på Samsung Galaxy S4.

Styresystem: Android 4.2.2 (Jelly Bean)

Processor: 1.9 GHz quad-core processor eller 1.6 GHz octacore processor

Skærm: 5 tommer

Opløsning: 1.920 gange 1.080 pixel

Lagerplads: 16, 32 eller 64 gigabyte
(Kan udvides med Micro SD-kort)

Hukommelse: 2 gigabyte ram

Kamera: 13 megapixel

Frontkamera: 2 megapixel

Video: Fuld HD (1080P)

Battery: 2.600 mAh

Størrelse: 136,6 x 69,8 x 7,9 millimeter

Vægt: 130 gram

Du kan se flere specifikationer her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere