Webbureauet Creuna, der bygger på de nordiske rester af konsulentfirmaerne Adcore og Razorfish, får fyldt fem millioner kroner i kassen.
Det sker efter, at selskabet for nylig fik andre 12 millioner kroner. De kom dels via investeringsselskabet Borea, der slog en streg over en gældpost og dels via ansatte i Creunas køb af aktier.
Også i denne omgang er det Borea, der står bag hovedparten af den tilførte kapital.
Creuna-koncernen, med hovedkontor i København, har kæmpet med store tab og alene i 2002 lød minusset på 40 millioner kroner.
Men ifølge administrerende direktør i den danske afdeling af firmaet, Thomas Vejlemand, skal de indskydte i alt 17 millioner kroner ses som tegn på, at medarbejdere og investorer ser lyst på fremtiden for selskabet. (kirk)