Artikel top billede

It-kaos tvinger iværksættere ud i papirbøvl

Ny selskabsform, der skulle gøre det lettere for iværksættere at komme i gang, kan ikke anmeldes på nettet.

Iværksættere, der står og tripper for at komme i gang med at afprøve deres forretningsideer i virkeligheden, må væbne sig med tålmodighed.

Det tager nemlig op til otte uger at blive registreret som iværksætterselskab (IVS) hos Erhvervsstyrelsen.

Den nye lov om IVS-selskaber, som netop skulle gøre det lettere at oprette et selskab og få et CVR-nummer, blev vedtaget af Folketinget i maj sidste år.

Det var meningen, at man ligesom med en række andre selskabstyper skulle kunne oprette IVS-selskaber online. Faktisk trådte de nye regler først i kraft ved årsskiftet - netop for at få tid til at tilrette Erhvervsstyrelsens it-systemer.

I mellemtiden har Erhvervsstyrelsen besluttet at udskyde muligheden for online-registrering til oktober i år. Begrundelsen er, at styrelsen står foran at skulle modernisere en række it-systemer - herunder systemet, der håndterer selskabsregistrering. Derfor vil man ikke bruge mandskab og penge på at tilrette det nuværende system.

Den beslutning får hård kritik af skatteadvokat Jacob Tøjner fra firmaet Sankt Petri Advokater.

"De har haft mere end syv måneder til at få denne justering på plads. Så det er både pinligt og ærgerligt, at Erhvervsstyrelsen ikke er blevet færdig med deres it-system til digital registrering af iværksætterselskaber," siger Jacob Tøjner, som midt under interviewet med Computerworld bliver ringet op af en klient, der rykker for, hvornår hans nye IVS-selskab bliver registreret og får et CVR-nummer.

"Det fremgår klart af grundlaget for loven, at den netop ikke trådte i kraft med det samme, fordi Anette Vilhelmsen (daværende erhvervsminister, red.) ville vente på, at Erhvervsstyrelsens it-system blev klar til at kunne håndtere registrering af den nye type selskaber. Der er tilsyneladende ikke sket noget siden. I hvert fald ikke, hvad man kan se udefra," siger han.

Styrelsen bliver en flaskehals

I stedet for den digitale registrering må iværksættere, der gerne vil i gang med det samme, anmelde deres iværksætterselskaber på en mere end 10 år gammel PDF-blanket, som så skal sendes på mail til Erhvervsstyrelsen.

Her er der så en medarbejder, der manuelt skal skrive anmeldelsen ind i Erhvervsstyrelsens system, fortæller Jacob Tøjner.

"Erhvervsstyrelsen bliver en flaskehals, der forhindrer hurtig opstart. Allerede nu ligger der en stor bunke anmeldelser hos Erhvervsstyrelsen, som endnu ikke er blevet registreret," siger han.

Det bekræftes i Erhvervsstyrelsen, som oplyser, at man onsdag i sidste uge havde modtaget 342 anmeldelser af nye IVS-selskaber. Heraf var kun 25 blevet registreret.

"Ingen af de anmeldelser, jeg har afleveret siden nytår, nåede at blive registreret i løbet af den første uge. Det afholder en masse fra at ville anvende iværksætterselskabet, fordi de skal anvende CVR-nummeret straks," siger Jacob Tøjner.

Styrelsen: Vi er ved at modernisere
I Erhvervsstyrelsen siger kontorchef Lars Bunch, at beslutningen om at udskyde den digitale registrering af IVS-selskaber er taget i Erhvervsstyrelsen, og at den hænger sammen med, at styrelsen er ved at modernisere sine it-systemer.

"Et af dem er vores selskabsregistreringssystem. Det er et nyt system, der bliver taget i brug til oktober 2014. Når vi skal lave et nyt registreringssystem, og vi ved, at det kommer til efteråret, begynder vi ikke at bruge ressourcer og penge på at rette i de eksisterende løsninger. Det er ikke bare en lille ændring, hvor et kryds skal ændres til et andet. Det kræver nogle ændringer i vores gamle selskabsregistreringssystem, som er fra 1999," siger Lars Bunch.

"Der var to muligheder. Enten at vente med at lade den nye selskabsform træde i kraft eller gå i gang og så registrere IVS-selskaberne manuelt, indtil vi får et nyt it-system. Det er så den sidste model, der er blevet valgt," siger kontorchefen.

Sagsbehandlingstid: Otte uger

De nye IVS-selskaber minder meget om de eksisterende anpartsselskaber.

En af de væsentlige forskelle er dog, at man kan starte et IVS med en kapital på kun en krone. Derfor undrer Jacob Tøjner sig over forklaringen fra Erhvervsstyrelsen.

Han peger på, at den nye lov også nedsatte kapitalkravet for anpartsselskaber fra 80.000 til 50.000 kroner, uden at der er blevet lukket ned for digital registrering af anpartsselskaber.

"Det virker umiddelbart helt uforståeligt, at man ikke kan "copy/paste" det eksisterende system, der fungerer for anpartsselskaber, så det kunne håndtere iværksætterselskaber. Et IVS skal jo hverken anmelde mere eller mindre end ved en registrering af anpartsselskaber, så hvorfor i alverden kunne de så ikke nedjustere beløbet til 1 krone, som er minimumsindskuddet for et iværksætterselskab," siger Jacob Tøjner.

Ifølge styrelsen kan man forvente en sagsbehandlingstid på op til otte uger, når man anmelder et iværksætterselskab.

Du kan læse mere om iværksætter-selskaber (IVS) her og her (eksterne links).




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere