Artikel top billede

TDC: Derfor kan fiber-nabo ikke få fiberforbindelse

En frustreret nabo til TDC-fiber forstår ikke, hvorfor han bliver spist af med lave bredbåndshastigheder. Her er telekæmpens forklaring på, hvorfor fiberen umiddelbart er lukket land.

Telekæmpen TDC har i de forgangne år gravet vejene op flere gange rundt om it-supporteren Albin Torhus' ejendom ved Ølsted syd for Frederiksværk på Sjælland.

Alligevel bliver Albin Torhus spist af med en forbindelse på 20/2 Mbit/s, efter han har henvendt sig til TDC i efteråret 2013.

Det kan du læse mere om her: Er nabo til TDC's fiberrør: Alligevel kan dansk it-mand ikke få hurtig internet

Computerworld har forelagt TDC sagen, og teleselskabet lægger ud med en undskyldning.

"Vi har desværre fået givet kunden de forkerte oplysninger, og det er selvfølgelig superærgerligt, at kunden bliver misinformeret," fortæller René Brøchner, direktør for mobil, bredbånd, tv og telefoni til private hos TDC.

Højere de facto-hastigheder

Han forklarer, at Albin Torhus på den eksisterende kobberforbindelse i dag kan få 40/10 Mbit/s og fra den 17. februar køre med 50/10 Mbit/s, når TDC generelt skruer op for hastighederne i hele landet.

"De facto-hastigheden i lige præcis i det område er faktisk 55/10 Mbit/s på kobberet, og det svarer jo til en god, stabil hastighed på mellem 20 og 50 Mbit/s, som de fleste af vores kunder efterspørger," lyder det fra René Brøchner.

TDC-direktøren indskyder, at TDC også har undersøgt Albin Torhus' mulighed for internet via hans YouSee-abonnement.

Her lyder det, at han kan få hastigheder op mod 100 Mbit/s i dag via coaxkablet, hvilket eventuelt stiger til 300 Mbit/s i løbet af året.

Hvad med fiber?

Albin Torhus bor lige ved siden af en fiber-station, og vejene er gravet op flere gange for at lægge fiber i jorden. Hvorfor kan I ikke tilbyde ham fiber?

"Jeg kan godt forstå forvirringen, men det er sådan, at det er vores backbone, der løber ved hans hus, og det er toppen af fødekæden til resten af vores bredbånd," svarer Rene Brøchner og fortsætter:

"På vores backbone hverken kan eller vil vi tilkoble kunder grundet sikkerhed. Det har vi forskellige knudepunkter til, ligesom en vand og el-forsyning har knudepunkter, hvor kunderne kan blive koblet på."

Så hurtigt bliver TDC's netværk

Han tilføjer, at Albin Torhus ligesom mange andre muligvis kan få en fiber-forbindelse.

Det kræver dog, at TDC kigger nærmere på sagen.

Viser det sig at være muligt i dette område, skal han givetvis selv betale for etableringen, hvilket typisk ligger i omegnen af 30.000 kroner.

"Den slags er normalt for virksomheder, men nok ikke for en privatkunde," fortæller René Brøchner.

Nu garanterer TDC hastighederne

Nu har Albin Torhus henvendt sig til TDC for få måneder siden og åbenbart fået forkert information omkring hastigheden i området. Hvor mange andre kunder mon I har misinformeret om hastighederne i deres nærområde?

"Forhåbentligt ikke nogen, men alle bredbåndskunder er naturligvis velkomne til at henvende sig for at få oplyst hastighederne i deres område på kobber, coaxkabel eller fiber," siger René Brøchner.

TDC-direktøren fortæller, at teleselskabet lige nu er i gang med en større opgradering af sit kobber- og coax-netværk.

Det betyder, at der bliver skruet op for hastighederne, der bliver leveret som 'garantereret hastigheder' og ikke 'op til hastigheder', som teleindustrien ellers længe har kørt som sit salgsslogan.

Det betyder ifølge René Brøchner, at Danmarks største teleselskab kan levere hastigheder på omkring 300 Mbit/s til henved halvdelen af Danmarks 2,7 millioner husstande enten via coaxkablet eller på fiber i løbet af 2014.

Læs også:
Er nabo til TDC's fiberrør: Alligevel kan dansk it-mand ikke få hurtig internet




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere