Artikel top billede

Volt-butik på Roskilde Festival 2013. Fotograf: Daniel Urhøj.

Sådan har dansk iværksætter 100-doblet omsætningen på tre år

På ganske få år har en dansk iværksætter-virksomhed sat sig tungt på en niche, der holder folks mobiltelefoner i live i lang tid. Læs her, hvordan man på tre år kan opbygge en million-forretning.

Det begyndte egentlig lidt for sjov. Nu er det en seriøs millionforretning.

Sådan kan historien om den danske mobilbatteri-leverandør Volt opsummeres, efter at brødrene Tobias Aabye Dam og Trygve Aabye Dam samt deres DTU-studiekammerat Rune Schostag Nielsen i 2011 sad med flade mobilbatterier og fik en god idé midt i Roskilde Festivals urinstøv:

De ville tilbyde andre festival-gængere muligheden for at få opladet deres smartphones på farten på en nem og smart måde.

Den idé blev hurtigt vekslet til virksomheden Volt, der ganske simpelt udlejer mobile mobiltelefon-opladere på festivaler.

Så hurtigt voksede Volt

I det første år i 2012 omsatte virksomheden for omkring en kvart million kroner fra vinduet i en campingvogn, efter at den rykkede ind med et beskedent batteri-udbud på Roskilde Festival og Smukfest i Skanderborg.

Sidste år lød toplinjen på 5,6 millioner kroner, og 2014-budgettet er havnet på 30 millioner kroner, efter at selskabet har åbnet salgskanaler på over 30 festivaler verden over.

"Vi er selv kommet på festivaler i 10 år, og det er egentlig en idé, som er udsprunget af vores egne behov," fortæller Volts produktudviklings- og marketingchef, Trygve Aabye Dam, til Computerworld.

Både han og batteri-kompagnonerne kunne se, at flere og flere som dem selv tog smartphones med til festivaler. 

"I starten var det bare et studieprojekt, hvor vi havde det sjovt med vores venner. Nu ser vi mest vores venner, fordi de heldigvis også kommer på Roskilde Festival," fortsætter han, efter at de tre idé-magere i de seneste år har fået travlt med at realisere Volt.

Fra videresalg til udvikling

Lige nu er virksomheden i gang med at klargøre deres batteri-opladere til den svenske Bråvalla-festival i denne uge og årets største begivenhed for virksomheden, Roskilde Festival, der åbner på søndag.

På Dyrskuepladsen i Roskilde er selskabet gået fra sidste års udbud på 10.000 opladere til i år at kunne række 30.000 opladere over disken.

Og i år disker Volt for første gang op med egenudviklede opladere.

Sådan blev succesen grundlagt

Det sker, efter at selskabet i de første par år indkøbte og solgte/udlejede eksisterende mobile mobilopladere videre.

"Ja, i år har vi kastet os ud den lettere vanvittige opgave at designe vores egne batterier med hjælp fra en partner med produktion i Asien. Til gengæld har vi fået et produkt, der er meget bedre end tidligere," bedyrer Trygve Aabye Dam.

Han forklarer, at den tidligere oplader kunne klare 2.000 milliamperetimer, mens den nuværende og egenudviklede løsning kan håndtere 3.500 milliampere-timer.

Det svarer til, at den egenudviklede oplader kan klare omkring halvanden opladning  i døgnet på en relativt ny smartphone, fortæller Trygve Aabye Dam.

"Nu har vi vores egenudviklede løsning, som folk taler rigtig meget godt om på de sociale medier. Den begejstring driver i høj grad vores motivation til hele tiden at blive bedre," siger han.

Sådan kom de i gang 
At Volt overhovedet er kommet så langt, skyldes blandt andet investeringsvillige folk meget tidligt i virksomhedens liv.

Blandt investorerne er Roskilde Festival og en tidligere dansk direktør i revisionsvirksomheden Ernst & Young, der så et lys i de mobile batteriopladere og kastede millioner i foretagendet.

"Vi ejer stadig selv majoriteten af virksomheden," fortæller Trygve Aabye Dam.

Han peger på, at ingeniørernes fascination af tal og dokumentation er en anden årsag til succesen, da Volt allerede tidligt i sit liv dokumenterede alt fra peak-perioder på festivaler til batteriernes performance-kvalitet.

"Da vi kom med alle vores tal og statistikker til Roskilde Festival, var de ret imponerede og hurtigt med om bord," siger Trygve Aabye Dam.

Derfor fik virksomheden i åbningsåret 2012 adgang til Danmarks største festival på en gratis prøveordning, hvilket var skelsættende for Volt.

"Det er egentlig nok hovedårsagen til, at virksomheden overhovedet blev til noget," vurderer Trygve Aabye Dam.

Måtte hyre coach

I dag knokler Volts 20 fuldtidsansatte videre på at få fødderne indenfor på endnu flere festivaler.

Ingeniørerne skal lære at drive en forretning

For nylig lykkedes det at få hul igennem på en festival i Las Vegas, USA. Og det er da også hovedsageligt i det store udland, at den fortsatte vækst skal hentes.

"Alene i England er der otte festivaler på størrelse med Roskilde," fortæller Trygve Aabye Dam, som efter længere forhandlinger måtte vinke farvel til den gigantiske Glastonbury-festival, som udviklede sin egen mobilopladningsløsning.

Han beretter, at mens de teknikfikserede bagmænd bag Volt er i fuld sving med at opbygge deres forretning, har de måttet hyre en ekstern coach til at rådgive dem i at drive en virksomhed.

"Vi lærer vigtigheden i at holde morgenmøder og eksempelvis at kommunikere til vores kolleger, hvorfor det er så strategisk vigtigt at vinde en festival i USA. Det har vi faktisk lært meget af. Også at slappe af, så det hele ikke går op i Volt," siger Trygve Aabye Dam.

Vil mere end festivaler

Mens virksomheden buldrer derudaf på forskellige festivaler her i sommerens gode vejr, skal vinteren derimod bruges på at udfordre og videreudvikle virksomhedens koncept.

"Vores idé er jo at være til stede, hvor folk er i længere tid uden stikkontakt. Vores tanker går lige nu i retning af, at vi skal være til 24 timers-løbet Le Mans, i lufthavne og på konferencer," lyder det fra Trygve Aabye Dam.

Volt ønsker dog ikke på nuværende tidspunkt at udpege nogle konkrete udviklingsplaner, fordi selskabet har nok at gøre med at følge med efterspørgslen i sommervarmen.

Trygve Aabye Dam lægger dog ikke skjul på, at Volt inden for få år kan udvikle sig i en ganske anden forretning end kun at udleje sine genopladningsbatterier.

"Mobilbetaling er stort i Afrika, og den udvikling kunne vi eksempelvis godt tænke os at være en del af på en eller anden måde," siger han.

"Men først skal vi lige have en stabil forretning, før vi kaster os over alt muligt andet," runder Trygve Aabye Dam af.

Læs også: 
Her er de skæve gør-det-selv-løsninger på Roskilde Festivalen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere