Artikel top billede

Djøf'ernes og konsulenternes mareridt: Derfor er det simple og enkle altid en vinder

Klumme: Som civilingeniør med speciale i organisationsudvikling har jeg brugt seks år på at lære, at ting er komplicerede. Desværre lærte vi ikke meget om at simplificere løsninger, så mennesker rent faktisk kan bruge dem til noget.

I 1985 foretog Coca-Cola et sats, der skulle blive århundredets case i markedsføringskurser verden over: Man ændrede smagen og lancerede New Coke.

Lanceringen var stort anlagt og byggede på analyser og studier i fokusgrupper, hvor blindsmagning viste, at Pepsis sødere smag blev foretrukket af flertallet. Intet var overladt til tilfældighederne - de kloge og veluddannede flok i marketingafdelingen havde rigtigt nok gjort sig umage. 

Men de var også lidt for dygtige. Lanceringen blev et kæmpe flop. Salget dykkede og folk gik på gaderne for at forlange Old Coke tilbage!

Hvad de veluddannede og velmenende folk hos CocaCola havde overset var i virkeligheden noget meget enkelt: Deres kunder er vanedyr, og de er ikke interesseret i den bedste cola. De vil have den, de plejer, og det bedste, CocaCola kunne gøre ved smagen, var ikke noget.

Den strategi er der dog ikke mange analyser og specialiststillinger i. 

Præcis samme reaktion ramte Carlsberg som et godstog i 2004, da nogle dyre kandidater i marketingafdelingen i Valby mente, at den kedelige ølflaske skulle skiftes ud med noget moderne.

100 mio. kr. brugte man på at udvikle en ny, lettere og mere modererigtig glasflaske. En mediestorm der kan konkurrere med både girafdrab og udsolgt gær fulgte.

I TV Avisen kunne vi i bedste sendetid høre sprittere sværge, at smagen var en anden, og krofatter viste os, hvordan kasserne ikke længere passede i køleskufferne. Baglandet var i oprør, og Carlsberg måtte hurtigt få drukket ud og sendt den gamle flaske på gaden igen

Raketvidenskab og blå mænd
Det er ikke kun inden for produktudvikling, at tingene kører af sporet, fordi vi er for dygtige.

I det offentlige kalder vi det djøf'isering og New Public Management. I det private kalder jeg det overkomplicering.

Case in point: Som foredragsholder og ledelsesrådgiver besøger jeg alle typer af virksomheder, og ind i mellem er publikum det, vi her i landet hjerteligt kalder blå mænd (m/k).

Det er ikke få gange, jeg har set medarbejdere, der er vant til at arbejde ude og med hænderne, sidde bænket en hel dag. Der kan de så opleve ledelse, HR-medarbejdere og konsulenter tale strategi, værdier, branding og key performance indicators. 

Medarbejderne deltager loyalt og gør deres bedste for ikke at se dumme ud.

I virkeligheden er det de højtuddannede specialister, der fremstår mindre kloge, når de ikke formår at kommunikere på målgruppens præmisser.

Selv gør jeg et stort nummer ud af at tale i et helt almindeligt sprog uden spor af kandidatgrad, hvilket er helt afgørende for at vinde publikums hjerter.

Ikke så få Boss-klædte ledere har sagt ordene "Det landede jo rigtigt godt", efter jeg i halvanden time har kæmpet som en gal for at få cand.merc'ernes fine teorier og new speak til at virke som sund fornuft hos Bjarne og Sonny i deres matchende virkelighedssans og Jack & Jones-hættetrøjer.

Eftersom det er de sidstnævnte, der står for værditilvæksten i virksomheden, drister jeg mig til at foreslå, at man kunne have tænkt på dem noget tidligere.  

Det, jeg undrer mig over, er, hvorfor svaret aldrig er 'ingen', når snakken handler om metodevalg.

Tag forsyningsselskabet, der diskuterer, hvilken metode der skal bruges i de obligatoriske kompetenceudviklingssamtaler for samtlige medarbejdere - inklusive 30 hårdarbejdende, ufaglærte mænd, der ikke har kunnet sidde stille i 10 minutter det sidste årti, men som leverer en solid indsats i det daglige ude på genbrugspladsen.

Ingen foreslår "drop det" som seriøs mulighed. Kun 'hvordan' er på dagsordenen.  

For mig endte et civilingeniørstudie med et speciale i organisationsudvikling.

Det betyder, at systemet har brugt seks år på at lære mig, at ting er komplicerede. Desværre lærte vi ikke meget om at simplificere løsninger, så mennesker rent faktisk kan bruge dem til noget.

Jeg mener, at fremtidsforsker Anne Skaare Nielsen har set helt rigtigt, når hun siger, at vi lige nu står overfor et nødvendigt skift fra kompleksitet til simpleksitet.

Se hendes korte videogennemgang af denne trend her, og find bogen Simplexity på Saxo.

Skal virksomheder have succes i en fremtid med hyper-kompleksitet, skal de formå at præsentere enkle løsninger, som folk forstår.

Jeg anbefaler gerne, at du prøver det af på børnene derhjemme. Kan du ikke forklare din idé for en 10-årig, så hun forstår det, har du ikke selv fattet det. Hvordan skal medarbejderne så kunne det? 

Apple er et eksempel på en virksomhed, der forstår det, og Apples styresystem OS X er banelængder foran Windows, når det handler om simplicitet og brugervenlighed.

Når Windows så alligevel har nappet størstedelen af markedet, handler det så ikke mere om, at de er lykkedes med at overbevise specialisterne i it-afdelingen om, at kompleksiteten er en fordel?

"Du kan få det, som du vil have det" appelerer til en specialist, og når denne specialist har magten til at indkøbe pc'er til 1.000 medarbejdere, så vinder man. Også selv om brugerne sidder og river sig i håret. 

Den sjældne simplicitet

For et par år tilbage deltog jeg i et lidt anderledes projektlederkursus med Lasse Sørensen som underviser. Han udtrykte følgende om alle de metoder, han har med i sin værktøjskasse: "De skal være så simple, at du kan huske dem, når du er presset. For det er der du har brug for dem".

Det er super banalt, men det er jo derfor manden har ret. Hvorfor skal det være så svært at finde en dygtig og erfaren rådgiver, der kan gøre det enkelt? 

Desværre skubber markedskræfter og specialisters egeninteresse i den forkerte retning.

Djøfferne vil gerne bruge deres faglighed til at forfine løsninger, ligesom de dyre konsulenter fra de store firmaer aldrig kommer med en analyserapport, der anbefaler "ingen yderligere handling".

Mig bekendt har de heller aldrig frarådet en kunde at hyre dem til et dyrt implementeringsprojekt. Tværtimod er hele deres forretningsmodel bygget på, at indledende analyser er den fod i døren, der gør det muligt at sælge timer i det uendelige.

Mathew Stewards leverer en glimrende insiderberetning fra den verden i bogen The Management Myth, mens min gennemgang af teorien om forandringsledelse diskuterer flere steder, hvor det ofte går galt. 

Det ville være lækkert med en nem løsning på kompleksitetsproblemet, men det ville være for enkelt at generalisere og give ét råd.

Jeg vil i stedet sige, at du kommer langt, hvis du overvejer følgende: "Giver dette også mening for de berørte?" ligesom en refleksion over, hvilke interesser rådgiveren har, måske kan hjælpe dig, når du skal vurdere eksperternes forslag.

Du ved allerede, hvad der bør være målet, for du har hørt om KISS mange gange før: Keep It Simple, Stupid. 

Jeg hører gerne fra dig i kommentarsporet, hvis du har erfaringer den ene eller anden vej.

Er du selv blevet ramt af overkomplicerede løsninger? Føler du dig skyldig efter at have generet kunder og brugere unødigt? Eller har du være involveret i noget, hvor man faktisk formåede at gøre det usædvanlige og valgte den enke løsning?