Foto: Nicolai Devantier.

Kom med indenfor på et moderne autoværksted: Så meget it er der i din bil

En moderne bil er proppet med computere, der skal gøre det sikkert at køre og nemt at være mekaniker. Her kan du komme med ned under motorhjelmen på det moderne værksted.

Hvis du husker din mekaniker med olieindsmurte overalls, en fedtet cykelkasket og med et tot bommulds-twist stikkende op ad baglommen, så er det længe siden, du har besøgt et moderne værksted.

I dag udelukker arbejdet knap en dueblå skjorte, som ellers er den fremherskende beklædningsgenstand i Audi-segmentet.

Din bil har nemlig ændret karakter, og alt mekanikken er i dag understøttet af it. Din bil er forsynet med massevis af computere, der kan fortælle den velklædte mekaniker alt om fejl og problemer.

Det er ikke længere et værktøjsbord med topnøglesæt og skruetrækkere, som i første omgang rulles frem, når din bil er på værksted.

Det er i stedet en Dell-bærbar.

Den digitale verden har gjort sit indtog i bilbranchen og udviklingen sker i øjeblikket med stormskridt.

Vi har været på besøg på den japanske bilproducent Toyotas specialværksted i Søborg i Københavns udkant. Et værksted som kun anvendes af hovedkontoret til analyse af de skader, der ikke kan håndteres af andre.

Her huserer Toyotas specialstyrker. Japanernes danske swat team.

Vi bliver inviteret indenfor af teknikeren med det helt danskklingende navn Lars Larsen. Han er bilnørd, hvilket samtidig betyder, at han er glad for it-udstyr og software.

Du kan se billederen fra værkstedet i dette galleri: Tag med på besøg i Toyotas 'hemmelige' værksted, hvor it næsten har sendt svensknøglen på pension

Udstyret med SSD
Lars Larsen er en rolig og smilende fyr, der gelejder mig hen til en mørkegrå, ventende hybridbil, der skal inspiceres.

"Tendensen er, at bilerne bliver udstyret med flere og flere computere. Det kommer computere helt ud i lygterne, så man kan kontrollere alle funktionerne digitalt. Det er Toyota, der i øjeblikket bygger computerne, men en anden tendens er, at bilerne bliver forsynet med standardkomponenter," fortæller han, mens han får rullet computerudstyret frem (og lige opdateret sin Windows 7).

"I vores nye computere er der SSD-harddiske, så de starter dejlig hurtigt," siger han med et tilfreds smil på læben.

Det er nemlig ikke et værkstøjbord, der kører op ved siden af hybridbilen. Det er en Dell-bærbar med en ekstra skærm, der skal sluttes til bilens it-system, der så kan analysere bilens og dens chauffør.

"Du kan selvfølgelig også få en tablet-version, hvis du skal udføre analyser på farten," fortæller han og hiver en hårdfør Panasonic-tablet frem.

Testudstyret består af en standard-pc, der er forsynet med Windows 7 og et Totota-udviklet analyseværktøj.

Bil og pc kobles sammen via et OBD 2-kabel (On-Board Diagnostics), der en standard, som bilbranchen er blevet enig om at anvende.

"Vi kan godt køre trådløst, men vi skal ofte overføre data til bilerne, og så skal forbindelsen helst være konstant, så man ikke misser data i opdateringerne. Det kender du også fra hjemmecomputeren, når du opdaterer. "

Er du it-mand eller mekaniker?

"Jeg er mekaniker, men jeg har taget mange kurser, der handler om it. Det handler ikke så meget om hardware, men om at kunne analysere data."

Hvor meget data hiver I ud af bilerne?

"Vi kan hive meget data ud af en bil, men vi begrænser indsamlingen på flere områder. Alt, der handler om problemer med selve bilen, kan vi hente. Vi kan også optage data under testkørsler af en bil, som kan sendes til analyse i forbindelse med fejlfinding," siger han og fortsætter:

"Men vi gør meget ud af ikke at opsamle personlige data. En airbag-computer logger eksempelvis data i forbindelse med et uheld, hvor den affyres. Det er både informationer om hastighed, om der drejes på rattet eller trædes på bremsen. Men de data henter vi kun, hvis kunden giver lov."

Men politiet kan jo eksempelvis se en masse om uheldet via disse data?

"Vi har i et enkelt fået en henvendelse fra politiet i sådan en sag. Men det er data, som vi er meget påpasselige med."

Du kan møde Lars Larsen her: "Styretøjet i bilen var blevet udskiftet med et brækjern og det sendte computeren helt i sort"

Indsamler I data til forskning i nye biler eller til analyse af en bilists kørsel?

"Når det handler om udvikling af bilerne, så er det endnu ikke så benyttet endnu, men det er et område, hvor der kommer til at ske rigtig meget i løbet af de kommende år."

Toyota har netop skudt milliarder af kroner i et nyt udviklingscenter i USA, der skal udvikle nye robot- og selvtænkende teknologier til fremtidens biler, der i vid udstrækning ifølge Toyota skal kunne køre via kunstig intelligens.

Det kan du læse meget mere om her: Toyota investerer milliarder i nyt teknologi-samarbejde: Her er it-visionen for fremtidens biler

Mens vi snakker, har computeren opdateret hybridbilens 25 computere, og sende en liste med fejlkoder til Lars Larsens kommandocentral.

"Computer og bil genkender hinanden helt automatisk, finder blandt andet selv frem til den rigtige model. Denne bil kommer fra England, kan jeg se," siger han, mens blikket falder på skærmen.

"Vi har en online-portal, hvor vi så samler alle informationer om vores biler og de fejl, der kan opstå."

Via software-programmet kan der køres en helbredsundersøgelse af bilen, som registreres som fejlkoder i systemet.

"Her kan du eksempelvis se, at speedometeret har været koblet fra, mens der har været tænding på bilen," fortæller han og peger på en besked markeret med gult.

"Det kan selvfølgelig også være, at batteriet har været skiftet eller gået dødt, så strømmen har været koblet fra."

Er det et program som dette, der anvendes, når en bil køres til service?

"Ja, lige præcis. Mekanikeren bruger programmet til at gennemgå bilen og finde fejl. De forskellige fejlkoder har så en procedure, der skal gennemgås. Man kan også optage data under kørsel og så sende dem til analyse, for at finde fejl i specielle situationer. "

En logfil over et kørselsmønster?

"Ja, præcis. Det er ligeledes muligt at få informationer om fysiske ting som eksempelvis motorens omdrejninger," siger han og trykker på speederen, hvilket straks giver udslag i et koordinatsystem på pc-skærmen.

Hvor udvikler I software?

"I Japan. Der er en hel division, der udvikler. Vi har ligeledes et samarbejde med BMW om blandt andet dieselmotorer, og her leverer Toyotas softwareafdeling også programmerne til motorstyringen."

Producenter som eksempelvis Tesla sende automatisk nye opdateringer afsted til bilejerne, der så selv kan installere dem. Det er 'it-måden' at opdatere på. Gør traditionelle bilproducenter også det?

"Vi gør ikke. Vi vil være sikre på, at der er en professionel person, der har sikret sig, at tingene er som det skal være. Dér tænker vi nok lidt mere konservativt," lyder det fra Toyota-manden i den blå skjorte.




Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

Computerworld
Apples nye iOS 11 skaber store batteriproblemer på iPhone og iPad: Disse fire ting kan du gøre ved det
Apples nye iOS 11 skaber batteriproblemer for mange brugere, der oplever, at iPhonen pludselig ikke længere holder til en hel dag på jobbet. Du kan dog selv minimere problemet med disse fire lette trin.
CIO
Bare glem alle advarsler og alarmklokker: ”Din smartphone får ikke virus”
Sikkerhedsfirmaer advarer jævnligt om, at almindelige menneskers smartphone står pivåbne for virus og malware. Men ifølge en kendt sikkerhedsekspert findes det stort set ikke i Danmark.
Comon
Oversigt: Her er de bedste Android-smartphones der kan købes i Danmark
Det vrimler med spændende Android-smartphones på markedet. Vi har samlet en oversigt over de bedste Android-telefoner, du kan købe herhjemme netop nu.
Job & Karriere
Se listen: Disse it-folk bliver ansat på stedet - cheferne skriger efter helt bestemte it-kompetencer
Der er en markant mangel på it-folk med helt bestemte kompetencer samtidig med, at it-cheferne er i gang med at øge bemandingen i it-organisationerne. Se listen med de mest efterspurgte it-kompetencer netop nu.
White paper
Sådan får mindre virksomheder ny it-infrastruktur i topklasse til lavpris
Digitaliseringen buldrer frem i erhvervslivet, og store virksomheder har travlt med at investere i nye it-løsninger for at placerer sig bedst muligt i en konkurrencesituation, der bliver stadig mere skarp. Det mærker man også i de mindre virksomheder, men for dem er indkøb og vedligeholdelse af et it-system ofte en uoverskuelig og kostbar opgave, der tilmed kræver særlige kvalifikationer, som virksomheden måske ikke selv besidder. Her kan ny, moderne hyperkonvergeret it-teknologi være løsningen. Læs i dette whitepaper om fordelene og detaljerne i en komplet, nøglefærdig it-infrastruktur fra Lenovo, Intel og Nutanix, som tilmed er prismæssigt meget gunstig.