Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

Fire af Ateas tungeste sælgere til det offentlige færdige i selskabet under stor mystik

Fire af Ateas tunge sælgere med ansvar for store offentlige kunder er færdige i selskabet.

It-giganten Atea har for nyligt uddelt fyresedler og hjemsendt fire sælgere, hvoraf flere af dem har mere end 10 års anciennitet hos it-selskabet i Ballerup nord for København, erfarer Computerworld.

Det drejer sig om folk fra Ateas public salgsteam - altså Atea-sælgere med kontakt til den offentlige sektor - som samlet har over 50 års erfaring. 

Ifølge Computerworlds oplysninger omsætter disse sælgere for mere end en halv milliard kroner årligt til Atea.

Computerworld har kontaktet flere af de nu tidligere Atea-ansatte, hvis navne er redaktionen bekendt.

Ingen af dem vil udtale sig om sagen. Det bekræftes dog, at de ikke længere er ansat i selskabet, men ingen vil uddybe årsagerne til deres exit, som pakkes ind i kryptiske vendinger og 'ingen kommentarer.'

Ukendt begrundelse

Læs også: Dyb tavshed fra Atea: Har Atea givet gaver til sine kunder og dernæst samarbejdet med politi om anholdelse af de samme kunder for bestikkelse?

Ikke desto mindre kommer afskedigelserne midt i, at Atea er fedtet godt og grundigt ind i en bestikkelsessag med ydelser til offentligt ansatte.

Sagen har lange tråde ind i et andet it-selskab - 3A-it - som er stiftet af en række tidligere prominente direktører hos netop Atea.

Lavinen ruller

Bestikkelsessagen begyndte at rulle i februar 2015, hvor Region Sjælland sendte en stor it-kontrakt til en værdi af op mod en halv milliarder i udbud.

Den lukrative aftale vandt 3A-it, som havde et tilbud på 20 millioner kroner under Ateas pris.

Samtidig satte dette udbud også gang i en lavine af beskyldninger om bestikkelse af personer hos Region Sjælland flere år tilbage i tiden fra en hemmelig konto hos Atea.

Sag med stort persongalleri

Disse offentligt ansatte med job hos blandt andet Region Sjælland og senere Rigspolitiet skulle have modtaget blandt andet luksusrejser til Dubai for at tildele de daværende Atea-medarbejdere store, offentlige udbud til millionvis af kroner.

De tidligere Atea-medarbejdere har så senere stiftet it-selskabet og Atea-konkurrenten 3A-it, som altså har været i politiets søgelys i godt halvandet års tid.

I alt har minimum 40 personer fra Atea, 3A-it og flere offentlige organisationer som Region Sjælland og Rigspolitiet været indblandet i sagen, som bliver kaldt danmarkshistoriens største korruptionssag.

Computerworld erfarer, at ingen af de fire nu tidligere Atea-ansatte fra offentlige salgsteam har været sigtet i sagen. 

"Ingen kommentarer"

Computerworld har gentagne gange forgæves forsøgt at få en kommentar fra Ateas topdirektør Morten Felding for at høre om baggrunden for afskedigelserne.

Torsdag morgen lykkedes det endelig Computerworld at fange Ateas administrerende direktør på telefonen. 

"Jeg har ikke tid til at tale med dig, og jeg har heller ikke noget, som jeg skal udtale mig om på nuværende tidspunkt," indleder Morten Felding samtalen. 

Jeg vil ellers gerne tale med dig om disse fire bortviste personer fra jeres offentlige salgsteam. 

"Jeg har ikke nogen kommentarer på nuværende tidspunkt."

"De er ikke fyret eller bortvist"

Morten, det virker bare lidt mærkeligt, at...

"Der er ikke nogen, der er blevet bortvist. Og jeg har ikke nogen kommentarer." 

Ok, så de er blevet fyret. Hvorfor? 

"Nej, det er de heller ikke."

Hvad er de så? 

"Jeg har ingen kommentarer, men de er hverken blevet fyret eller bortvist."

Smækker røret på

Okay, hvad er de så? 

"De er ikke blevet fyret eller bortvist, og jeg har ikke nogen kommentarer."

Men disse personer har jo ikke selv sagt op, så... 

Herefter afbryder Morten Felding telefonforbindelsen.

Atea har tidligere på samme måde blankt afvist at udtale sig om begivenheder, der har forbindelse til den store bestikkelses-sag.

Det kan du læse mere om her: Dyb tavshed fra Atea: Har Atea givet gaver til sine kunder og dernæst samarbejdet med politi om anholdelse af de samme kunder for bestikkelse?

Læs også: 
Rigspolitiet har fyret endnu en chef i Atea-sagen

Overblik: It-bestikkelsessag i ny drejning - Atea spiller central rolle




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere