Artikel top billede

Administrerende direktør i Exerp, Rémi Nodet, skal sikre, at virksomhedens omsætning fordobles over de næste tre år.
Billeder: Kim Stensdal. (Foto: Kim Stensdal / Kim Stensdal)

Her er vinderen af Top 100: Softwareselskabet Exerp er den dygtigste it-virksomhed i Danmark

Top 100: Det danske softwarefirma Exerp har international succes med software til store fitnesskæder. Virksomheden har på blot et enkelt år forbedret resultatet med 69 procent og vinder dette års Top 100. Administrerende direktør Rémi Nodet er klar til at give væksten endnu et boost.

Top 100/2016: Den fitnessbølge, der i Danmark og mange andre lande har dannet grobund for utallige fitnesscentre, er samtidig baggrunden for et vaskeægte dansk softwareeventyr.

Softwarefirmaet Exerp har en række år i træk formået at levere imponerende vækst på både top- og bundlinje, og det er også grunden til, at selskabet nu stryger helt til tops som den samlede vinder af dette års Top 100-undersøgelse på Computerworld.

Væksten i Exerp er nemlig ikke til at tage fejl af.

Eksempelvis var resultatet før skat i 2014 på 9,1 millioner kroner. Det var i 2015-årsregnskabet steget til 15,4 millioner - en stigning på over 69 procent. Resultatet efter skat endte i 2015 på 11,8 millioner kroner.

Læs også: Top 100: Sådan kårer Computerworld Danmarks dygtigste it-virksomheder

Samme positive tendens ses på alle Exerps nøgletal.

Også hvad angår antallet af medarbejdere vokser virksomheden: Fra 26 ansatte i 2012 til 42 i 2015-regnskabet.

Her i efteråret 2016 kan administrerende direktør og partner i Exerp, Rémi Nodet, fortælle, at Exerp nu har 54 ansatte - og at endnu flere er på vej.

"Vores produkt løser de fleste it-problemer i en fitnesskæde. Vi tager os af alt med billing, booking, kasseapparater og de fleste andre processer."

"Kunderne bruger os til at implementere apps og hjemmesider, til at sende rykkere, til adgangskontrol og de fleste andre funktioner, en fitnesskæde har behov for," forklarer Rémi Nodet.

Vi er på besøg hos Rémi Nodet og Exerp, der holder til på Kalvebod Brygge i det centrale København. Her deler Exerp en moderne kontorbygning med en række andre virksomheder.

Der er en travl og uformel summen i Exerps kontorer, hvor alt fra udviklere til sekretærer og ledere er i fuld gang med at realisere den vækst, som Exerp efter al sandsynlighed også vil kunne fremvise i det næste årsregnskab.

Da Exerp tog form som softwareselskab

I dag tæller Exerps kundeliste blandt andet store fitnesskæder i Norden, Storbritannien og Nordamerika.

Det er en noget anderledes virksomhed, end da den blev stiftet tilbage i 1995. Dengang var softwareproduktet noget mere skrabet og bar i øvrigt et andet navn.

Rémi Nodet, der oprindeligt er fra Frankrig, kom til virksomheden i 2003, og han husker tilbage til en hård, men lærerig start.

"I 2003 havde vi god succes med 150-200 centre, der kørte på den anden version af vores løsning. Så vandt vi en stor kontrakt med SATS med omkring 120 centre, hvor der blev bygget et helt nyt system til dem - og det var sådan, det startede med Exerp."

Læs også: Kæmpe-analyse af 482 danske it-virksomheders resultater: Sådan klarer de danske selskaber sig

"Det var et kæmpe projekt for en lille virksomhed som vores, hvor der dengang var syv ansatte - der blev ansat 15 udviklere og en konsulentvirksomhed til at styre projektet."

"Men det var et hårdt projekt og med umulige deadlines, hvor vi grundlæggende skulle bygge et ERP til fitnessindustrien i løbet af ni måneder. Det var ikke så godt, for der var for mange fejl i systemet, da vi lancerede det."

"Det tog nogle år at få det rettet til, men vi insisterede og ændrede det, der skulle ændres, og så blev det til et godt produkt. For der var et solidt fundament med et godt design. Det tog bare tid at få det passet til," fortæller Rémi Nodet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Fitnesskædernes it-behov

Hvorfor køber fitnesskæderne ikke bare et almindelige økonomi- eller kundehåndteringssystem?

"Der er mange ting, der er specialiseret i softwaren. Eksempelvis har man brug for holdbooking og booking af personlige trænere og håndtering af ventelister i centrene. Og man skal kunne straffe dem, der ikke møder op - eksempelvis ved, at de ikke kan booke nye tider," forklarer Exerp-direktøren.

"Der er virkelig meget, og det er en del mere komplekst i en stor fitnesskæde, end man måske lige tror."

Samtidig er it i dag vigtigere end nogensinde i de store fitnesskæder, hvor afhængigheden af og kravene til den digitale understøttelse af forretningen er steget voldsomt.

"De store fitnesskæder er ikke interesserede i et stykke begrænset standardsoftware, hvor de skal tilpasse alle deres processer og produkter. 98 procent af deres krav er dækket i vores software, og så kan vi implementere resten."

"Det betyder, at det ikke er risikofyldte projekter. Det er det, vi kan: Vi kan tage os af en stor kæde med 100 centre og levere systemet til den aftale tid og til de aftalte omkostninger. Vi har ikke fejlet med et eneste projekt."

Læs også: Kæmpe-analyse af 482 danske it-virksomheders resultater: Sådan klarer de danske selskaber sig

Én ting er at have et godt og solidt produkt, noget andet er at få det solgt. Hvordan håndterer I den del?

"Vi har nogle folk, der kender fitnessbranchen rigtig godt, og mange af vores folk har været her i over 10 år."

"Vores produkt er 12 år gammelt, så vores mest erfarne folk har været her ligeså længe som produktet. Så vi har et kendskab til markedet og vores kunders problemstillinger."

"Vi har også nogle tilfredse kunder, og det er måske det vigtigste. Vores kunder mødes gerne med potentielle kunder og anbefaler os."

"Det virker meget stærkt, når vi har en CIO fra en af vores store kunder, der siger til en anden CIO, at han har arbejdet med Exerp i 13 år og stadig er glad for det. Det er meget vigtigt."

Selvom Exerps softwareprodukt efterhånden har eksisteret i 12 år, er det samtidig blevet videreudviklet i takt med den generelle teknologiudvikling og de nye it-behov, der er opstået i fitnesskæderne.

"Vi har kontinuerligt fornyet vores produkt og forbedret det - både med de ting, man kan se, og de ting man ikke kan se," forklarer Rémi Nodet og kommer med et eksempel:

"Nu er vi ved at lave apps, og det er måske lidt sent - men vi valgte allerede i 2008 at lave et API, så vores kunder kunne lave egne apps. Dermed har behovet for apps ikke været så stort, men nu giver det så også mening at lave en standard-app, så det er vi i gang med nu."

Artiklen fortsætter under billedet...

Exerps internationale ambitioner

Selvom Exerp holder til i København, opfatter virksomheden ifølge Rémi Nodet sig selv som et internationalt foretagende.

"Det er under 20 procent af vores omsætning, der er her i Danmark, så vi er ret internationale. Vores team er også ret internationalt - vi har 10-11 nationaliteter i Exerp," forklarer han og remser op, at Exerp blandt andet har folk fra Frankrig, Indien, Polen, Sverige, Israel, USA og så naturligvis Danmark.

"Så vi er internationale i kernen. Og nu har vi lige fået underskrevet en kontrakt med en meget stor nordamerikansk spiller."

"Så 1. december etablerer vi et kontor i Florida, der skal servicere vores første kunde der med support og account management og så være basen for, at vi kan ekspandere og få nye kunder i USA."

"Vi sender nogle af vores meget erfarne fok derover, og det betyder så, at vi skal mande op her. Vi skal reelt skalere op, før vi har behovet for de nye folk, for vi er nødt til at være klar."

Hvor stor en virksomhed mener du, at Exerp skal være?

"Vi har over 50 ansatte nu, og vi har som ambition at fordoble vores omsætning over de næste tre år. Over fem-seks år er den måske tredoblet."

Rémi Nodet tilføjer dog, at Exerp ikke blot jagter vækst, men også vil være en virksomhed, der hænger sammen - og som ikke skuffer kunderne:

"Vores primære udfordring er at mande op og at få en sammenhæng mellem ressourcer og arbejdsbyrden. Det er utroligt svært, for når vi lægger et budget for næste år i oktober, så er verden bare meget anderledes et år senere," fortæller Rémi Nodet.

Startede selv som udvikler

Rémi Nodet, der selv har en baggrund som udvikler og i mange år var leder af udviklingsafdelingen i Exerp, sidder i storrum sammen med resten af medarbejderne. Det samme gør flere af de øvrige ledere i virksomheder.

"Så vi sidder blandt folk og er de første på slagmarken. Vi har en meget flad struktur."

"Jeg har været udvikler i 10 år, så jeg kender til det - og jeg sætter mig også nogle gange sammen med udviklerne og giver dem information om de dele af systemet, som få kender. Nye udviklere bliver altid lidt overraskede, når jeg kan hjælpe dem."

"Det er vigtigt for mig at vise, at jeg er her for at hjælpe folk, for det skaber en kultur, hvor folk hjælper hinanden. Så vi har virkelig en kultur, hvor vi alle har hænderne i motoren," lyder det fra Exerp Nodet.

Han blev direktør i Exerp for tre år siden og har derfor også en anden rolle i dag end tidligere:

"En vigtig del af min rolle er at vise, hvor vi skal hen, så alle forstår vores ambition og er motiverede i forhold til det fælles mål."

Derudover peger Rémi Nodet på et af de kendetegn ved Exerp som arbejdsplads, som han selv værner meget om:

"Vi anerkender, at folk kan begå fejl, og at det er ret vigtigt i forhold til at kunne bidrage 100 procent. Medarbejderne ved, at når det engang imellem går galt, så løser vi bare problemerne. De har ikke noget at frygte, og det betyder, at alle gør deres bedste."

Vil ikke tage for stor en mundfuld

Tidligere i år solgte stifterne og hovedaktionærerne i Exerp over halvtreds procent af virksomheden fra til det udenlandske fitnessselskab Technogym.

Det betyder også, at Rémi Nodet nu selv har en "chef" i udlandet:

"Vi har lige fremlagt en plan for vores investorer, hvor vi siger, at vores hovedmål er at ekspandere i Nordamerika. Og der har vi fuldstændig enighed om, at det er det, vi skal," fortæller Rémi Nodet om et af de primære mål, han selv skal levere som direktør i Exerp.

Hvad bliver den største udfordring i forhold til at nå de mål, I har sat jer?

"Vi har stor efterspørgsel, så jeg bekymrer mig mest om, at vi ikke kommer til at tage en for stor mundfuld. Vi skal kunne levere i forhold til efterspørgslen."

"Indtil nu er det altid lykkedes med, at vi får den nye kontrakt, lige når vi har tid til at tage den, men vi skal ikke havne i en situation, hvor det knækker, fordi der kommer for meget på én gang."

"Det er min primære bekymring," lyder det fra administrerende direktør og partner i Exerp, Rémi Nodet.

Læs mere:

Alt om Computerworlds Top 100 2016

Kæmpe-analyse af 482 danske it-virksomheders resultater: Sådan klarer de danske selskaber sig

Top 100: Nu finder Computerworld Danmarks dygtigste it-firma

Top 100: Sådan kårer Computerworld Danmarks dygtigste it-virksomheder