Artikel top billede

Drejer nøglen om: Selskab bag dansk smartphone konkurs kun et år efter lanceringen

Selskabet ID2Me med tidligere dansk landechef for Nokia i spidsen er gået konkurs. Dermed slukker drømmen om den dansk-udviklede Android-smartphone med et særligt interface.

Godt et år efter lanceringen af en af de få dansk-udviklede smartphones er det endegyldigt slut.

Selskabet ID2ME drejer nøglen om og er ifølge Statstidende gået konkurs. Du kan læse notitsen i Statstidende her.

Dermed nåede ID2ME aldrig at komme godt på vej med ambitionen om at få selskabets smartphone, ID1, gjort til en regulær spiller på smartphonemarkedet.

Konkursen kommer i kølvandet på selskabets eneste årsregnskab, som viste et overskud på godt en halv million kroner samt en egenkapital på 4,4 millioner kroner.  

Selskabets aktiver bestod dog her alene af tilgodehavender for næsten 12 millioner kroner samt et mindre udskudt skatteaktiv.

"Vores produkter er lanceret på det tyske marked i marts 2016 og i maj fulgte det svenske. Der er derfor sket en udvidelse af organisationen således, at ressourcerne på dette område er klar til den forventede yderligere stigning i aktivitets-niveau," skrev ID2ME i regnskabet.

Videre skrev ID2ME her, at lanceringen på et ny marked 'kan være afgørende for, hvorvidt der kan skabes tilstrækkelige indtægter til dækning af selskabets løbende driftsudgifter," hed det.

Desuden påpeges det, at selskabets drift vil være 'afhængig af kapital fra eksisterende investorer eller fra andre.'

"Det er ledelsens opfattelse, at selskabet er attraktiv investerings-case og at den nødvendige kapital vil blive stillet til selskabets rådighed," lød det i regnskabet.

Cirkel-interface

Ideen med den nye smartphone at sigte efter de unge og de app-glade med det særlige design af smartphonen, der bød på en særlig cirkel-opbygning af telefonens ‘skrive-bord.'

Ideen var at gøre det muligt at nå alle apps alene ved brug af en tommelfinger.

Netop denne opbygning var hele grundideen bag telefonen, fortalte selskabets direktør, Christina Agger, til Computerworld, da telefonen blev lanceret for et år siden.

ID2ME var indtil konkursen ejet af Christina Aggers holding-selskab, Agger Electronic Holdning Aps, samt LKM Eno Invest ApS ejet af Lisbeth Enø Larsen, hvor sidstnævnte havde en oplyst ejerandel på mellem 15 procent og 20 procent, mens Agger Electronic Holdning ifølge det oplyste sad på en ejerandel på mellem '67 procent til 90 procent.'

Her fortalte hun nemlig, at ideen til telefonen opstod en oktoberdag i 2014,, da hendes søn opgivende spurgte, hvorfor hun ikke byggede en smartphone, hvor man kan "swipe" for at finde apps.

"Uden at nævne navne så bliver andre Android-telefoner hurtigt rodede at bruge. Med vores ROM (softwaren som styrer telefonen og indeholder den grafiske brugerflade, red.), kan du styre hele telefonen med kun din tommelfinger," sagde hun dengang til Computerworld.

Det tog 14 måneder og kostede 10 millioner kroner at udvikle telefonen, der blev delvist finansieret via et Kickstarter-projekt, hvor interesserede kunne spytte 1.600 kroner i projektet. Grundlaget var softwaren med navnet 'One Touch Software.'

Du kan læse og se hele interviewet med Christina Agger her: Efter 14 måneder og 10 millioner kroner: Sådan opstod ideen til ny dansk smartphone.

Inden etableringen af ID2ME havde Christina Agger gennem 15 år haft forskellige topstillinger i den danske telebranche som dansk landechef for Nokia, salgsansvarlig for Lumigon og indkøbsdirektør i Telia.

Computerworld testede også Android-baserede ID1, men vores anmelder var ikke videre begejstret for selve samlekvaliteten, da det på testmodellen eksempelvis var muligt at se ind i samlingen mellem skærm og chassis, ligesom kameraet ikke vakte den store begejstring.

Du kan læse vores anmeldelse af den danske smartphone her: Test: Dansk smartphone er fuld af gode ideer, men dumper på finish.

Oprindeligt havde ID2ME indgået aftale med Elgiganten og Telia om forhandling af telefonen, der blev samlet i Kina. Telefonen blev dog relativt trukket af hylderne.

Det har ikke været muligt for Computerworld at få en kommentar fra ID2ME.

Læs også:

Dansk firma på vej med anderledes Android-smartphone - hvis....

Test: Dansk smartphone er fuld af gode ideer, men dumper på finish

Efter 14 måneder og 10 millioner kroner: Sådan opstod ideen til ny dansk smartphone




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere