Artikel top billede

Stor opgørelse over kunders tilfredshed med outsourcing-kontrakter: Sådan klarer din leverandør sig

Her kan du se, hvordan danske og nordiske outsourcing-kunder vurderer deres leverandører og outsourcing-kontrakterne.

Der står mere it-outsourcing på programmet for danske og nordiske virksomheder i de kommende år.

Som Computerworld har fortalt, forventer 50 procent af virksomhederne i Danmark at outsource mere i år, end de gjorde sidste år.

Læs mere om det her.

26 procent af de danske virksomheder vurderer, at outsourcing-graden vil forblive på samme niveau, mens kun ni procent vil outsource mindre.

Det er PA Consulting Group og Whitelane, der står bag rapporten, hvor mere end 1.000 unikke outsourcing-kontrakter er blevet vurderet af kunder i de nordiske lande.

Læs mere her: Danske virksomheder klar til at outsource flere it-opgaver: Derfor skal it outsources

Samtidig er en række outsourcing-leverandører blevet evalueret, og de 32 af dem er rangeret ud fra input fra deres kunder.

Kundetilfredsheden falder - men er fortsat høj

Overordnet set kan PA Consulting konkludere, at tilfredsheden med de største leverandører i Danmark er faldet en smule.

"Syv procent var utilfredse i nogen eller høj grad sidste år, mens det i år er 10 procent," lyder det fra PA Consulting. 

Generelt må det dog fortsat siges, at der er en høj kundetilfredshed.

De fleste danske outsourcing-kunder meddeler nemlig, at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres kontrakter. Dette har henholdsvis 48 procent og 11 procent svaret.

30 procent er nogenlunde tilfredse, mens syv procent er noget utilfredse, og tre procent er utilfredse.

Sådan klarer leverandørerne sig

Respondenterne i rapporten er blevet bedt om at svare på, om de er tilfredse med deres outsourcing-kontrakter hos specifikke leverandører.

En tilfredshed på 100 procent er et udtryk for, at man er meget tilfreds. Ved 80 procent er man tilfreds, mens 60 procent betyder, at man er nogenlunde tilfreds.

Man er til en vis grad utilfreds, hvis man ligger på 40 procent, utilfreds med 20 procent og meget utilfreds med 0 procent.

I bunden af listen ligger flere af de store, velkendte leverandører, og PA Consulting fremhæver blandt andet, at tilfredsheden med de to danske leverandører NNIT og KMD er faldet med henholdsvis otte og fem procent på et enkelt år.

TCS får den bedste rating med en tilfredshed på 82 procent, efterfulgt af Accenture og Salesforce, begge med 78 procent.

I figuren til herunder kan du se, hvordan tilfredsheden med kontrakterne hos de forskellige leverandører har udviklet sig fra 2016 til 2017, når man medtager både Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Artiklen fortsætter under billedet...

Hold øje med inderne

PA Consulting fremhæver, at det specielt er interessant at følge udviklingen i tilfredsheden med de indiske leverandører.

"Kunderne vurderer dem nu lige så spredt som de mere klassiske leverandører, men to af de indiske leverandører skiller sig ud, nemlig L&T Infotech og Tech Mahindra, som begge har en solid tilstedeværelse i form af kontorer og kunder i Danmark, og begge scorer højt på kundetilfredshed."

"Det er interessant, fordi de to mindre, indiske leverandører leverer på en utraditionel måde i forhold til nogle af deres indiske kolleger."

"De starter med mindre projekter og vokser i takt med tilliden hos deres kunder, de er mere specialiserede på udvalgte brancher, og nogle gange tilgår de også samarbejdet lidt mere ydmygt, alt sammen noget som tydeligvis giver gode resultater for dem," udtaler Henrik Ringgaard Pedersen fra PA Consulting Group.

Læs mere om outsourcing og rapporten fra PA Consulting og Whitelane senere på Computerworld.

Læs også:

Danske virksomheder klar til at outsource flere it-opgaver: Derfor skal it outsources

Her er listen: Danmarks dygtigste it-virksomheder til outsourcing, hosting og drift

Her er den næste bølge outsourcing: Inderne vil helt ind i kernen af din forretning