Artikel top billede

Microsoft trækker endegyldigt stikket til Windows Vista: Nu skal du forvente en bølge af malware-angreb

11. april stopper Microsoft med at supportere Windows Vista. Sikkerhedsfirma forventer, at de it-kriminelle står på spring til at angribe det usikre styresystem med masser af malware.

I januar 2007 lancerede Microsoft Windows Vista.

Styresystemet, der længe havde været kendt under kodenavnet Longhorn, skulle afløse det meget populære Windows XP.

Vista blev dog aldrig den succes, Microsoft håbede på, og styresystemet har længe levet anonymt i skyggen af langt mere populære systemer som Windows 7, Windows 10 og selv det ældre Windows XP.

I næste uge er det helt og aldeles slut med Vista, hvis man ønsker at have et sikkerheds-opdateret styresystem.

Som Computerworld fortalte allerede for nogle måneder siden, er det nemlig den 11. april 2017, at Microsoft trækker stikket til Vista.

"Efter 11. april 2017 vil Windows Vista-kunder ikke længere modtage nye sikkerhedsopdateringer, hotfixes, have gratis eller betalte support-muligheder eller teknisk online-indhold og opdateringer fra Microsoft," lyder den utvetydige besked nu fra Microsoft til kunderne.

11. april udkommer den sidste opdatering til det nu 10 år gamle styresystem, og derefter er det slut med opdateringer fra Microsofts side.

Anbefaler at du henter Windows 10

Skulle der være enkelte Vista-brugere tilbage derude, er det derfor også vigtigt at sikre, at man får den sidste opdatering med, inden supporten ophører fra Microsofts side.

Og måske endnu mere oplagt: At man installerer et nyt og langt mere sikkert styresystem.

Microsoft skriver på sin hjemmeside, at ens pc med Vista stadig vil fungere efter den 11. april - men at den vil være langt mere sårbar.

Kunderne opfordres derfor også til at installere Windows 10 (hvis maskinens hardware ellers kan køre det nye styresystem).

De it-kriminelle står på spring

Samme anbefaling har sikkerhedsfirmaet Trend Micro også i et nyt blogindlæg, hvor selskabet forudser en bølge af nye angreb mod Vista, når supporten ophører fra Microsofts side.

"Disse angreb vil komme i mange udgaver. De kan være designet til at stjæle personlige detaljer, infiltrere bankkonti eller sågar gøre din computer til en zombie-maskine, der kontrolleres af en ondsindet tredjepart."

Alene i 2016 registrerede Trend Micro over 250.000 stykker malware, der var rettet mod Vista - heriblandt ransomware som Locky og trojaneren Dridex.

"Efter den 11. april vil cyberkriminelle være klar til at fordoble deres indsats, fordi de ved, at der kan være nye huller i dit netværk, som de kan udnytte," skriver trend Micro og tilføjer, at risikoen er endnu større, hvis man også anvender Internet Explorer 9 i Vista.

Ikke så alvorligt som med XP

Selvom Vista altså udgør en betydelig risiko for brugerne, når supporten ophører, så er trusselsbilledet trods alt mindre dramatisk, end da Windows XP ikke længere blev opdateret fra Microsofts side.

Windows XP havde stadig relativt mange brugere, da supporten ophørte, men Vista har levet en noget mere ydmyg tilværelse.

Ifølge Statcounter kører lidt over en procent af alle Windows-pc'er på globalt plan i dag med Windows Vista.

Læs også:

Massiv bølge af Windows 10-opgraderinger i virksomhederne: Derfor opgraderer næsten alle nu til Windows 10

Windows 10 tvinger virksomhederne til at ændre centrale procedurer: Her kan det gå galt

Microsoft afliver Windows Vista en gang for alle: Lægges i graven om to måneder