Artikel top billede

Foto: Ikea

Test: Ikeas "TrådFri" er intelligente lys-pærer i sin enkleste form

Ikea har lanceret 12 forskellige "smarte" belysningsprodukter, som blandt andet kan styres med din smartphone. Vi har taget et kig på, om du skal vælge Ikeas "Trådfri" fremfor eksempelvis Philips Hue.

Intelligente, trådløst styrede lys-pærer er blandt de nemmeste og hurtigste måder at gøre dit hjem "smartere" og mere forbundet på.

Philips har mere eller mindre siddet på markedet for forbundne pærer med sine Hue-systemer, men Ikea er klar til at banke ind på markedet med sine nye og billigere forbundne pærer, der har fået det passende navn "Trådfri".

Det er LED-pærer, som enten kan styres med trådløse fjernbetjeninger, bevægelsessensorer, en lettere futuristisk "puck" og din smartphone.

Det virker, og faktisk fungerer det næsten lige så godt som Philips lidt dyrere Hue-løsning.

Men også kun næsten.

Som andet fra Ikea

Ikea har lanceret i alt 12 forskellige "Trådfri"-produkter med blandt andet LED- og halogen-pærer, en "startpakke" og et såkaldt "lysfelt".

Det sidstnævnte produkt er et firkantet felt, der lyser op. Tanken er vist, at det kan se flot ud på en væg med billeder.

Vi har testet Ikeas startpakke med to pærer, en "smarthub" og en fjernbetjening samt en pakke med en pære og en trådløs lysdæmper, som vi har navngivet "nedtoner-pucken." 

Alt ved oplevelsen skriger af Ikea. Fra det lettere svenske navn til den hvide papkasse og den enkle ikonbaserede manual. Selv vores anmelder-boks havde det lille hvide klistermærke, som Ikeas brune papkasser plejer at have.

Åbner du de hvide papkasser, mødes du af selve produkterne indhyllet i plast. Plasten er så godt smeltet sammen, at du næsten skal have hammer og mejsel klar, for at få pærer og fjernbetjeninger ud. Det tog os næsten en halv time at klippe startpakken fri.

Selve pærerne ligner helt almindelige pærer, blot med et lidt længere fatningsstykke. Pærerne passer til alle almindelige lamper, og vi smed dem i en Panthella-gulvlampe og en PH-loftlampe.

Opsætning

Opsætningen er lige så tilsyneladende enkel, og frusterende, som alt andet fra Ikea, dog uden ekstra dyvel, der får en til at frygte, at man har glemt en i samleprocessen.

I pakken finder du de klassiske Ikea-instruktionstegninger, der dog har mere tekst end normalt. Vil du installere startpakken med "smarthub," hvor du forbinder alle pærer i ét system, kan du i stedet benytte en app til enten iOS eller Android.

Det bør du. 

Appen er imponerende godt udviklet, og selve opsætningen er næsten problemfri på både iOS og Android.

Instrukserne på din smartphone-skærm er så enkle, at de fleste vil kunne forstå det.

Når en fjernbetjening skal parres med hub'en, trykker du på en knap på bagsiden af fjernbetjeningen, og når fjernbetjeningen skal parres med pærerne, holder du fjernbetjeningen ved siden af pæren og holder knappen inde, indtil pæren har blinket fire gange.


Det er nemt og lige til.

Vi har dog haft lidt problemer med at tilslutte flere fjernbetjeninger den samme opstilling, så vi både kan styre lyset med "nedtoner-pucken" og med en fjernbetjening. Det lykkes dog efter flere forsøg med præcis den samme handling. Fuldstændig som med alle andre Ikea-produkter.

Hvordan fungerer det?

Kort svar: Super godt. Langt svar: Lidt sparsomt med funktioner.

Produkterne fungerer lidt på forskellige måder, men alle sammen fungerer sammen.

Via "Trådfri"-appen kan du tænde og slukke dine pærer og styre lysstyrken samt styre hvor "varm" og "kold" belysningen skal fremstå.

Du kan gøre det samme via den trådløse fjernbetjening, om end lidt mindre intuitivt. Har du flere lamper sat til systemet, kan du dog ikke kun tænde en enkelt lampe med fjernbetjeningen. Alt eller intet.

Du kan også time dine lamper til automatisk at være tændte om morgenen, når du står op.

Og så er der den lille "nedtoner-puck," eller hvad i alverden den skal kaldes. Jeg er dødforelsket i den.

Det er en lille, bevægelsesfølsom cirkel, som du via magneter hæfter på din lampe eller på en tilhørende plastikramme til væggen. Ved at lave et hurtigt ryk med pucken, tænder lyset, og ved langsomt at rotere pucken rundt, justerer du lysets styrke.

Det fungerer overraskende godt trods enkelte missere, hvor lyset enten pludselig slukker... eller ikke vil slukke, og det giver et helt nyt liv til en stilren dansk Pantella-lampe.

Og sådan en "puck" inklusiv pærer koster 155 kroner. Det er til at leve med.

Alt dette virker selvfølgelig kun, hvis du ikke er kommet til at slukke lampen på kontakten. I så fald skal du stadig rejse dig og tænde lyset, og det kræver en tilvænningsperiode.

Mangler

Dog mangler løsningen en del af de smartere funktioner, som du finder i Philips Hue.

Du kan eksempelvis ikke få pærer, som kan lyse i flere farver til det helt store disco-show, og måske mere vigtigt, så virker pærerne kun i Ikeas egen app.

Du kan altså eksempelvis ikke opsætte pærerne til at virke via Apples HomeKit og styre lamperne fra din telefons startskærm.

Det er lidt ærgerligt, men har noget at gøre med den IoT-standard, Ikea har valgt.

Det er et enkelt setup med enkle funktioner, men det lægger Ikea heller ikke skjul på. Skal det være mere forbundet, må du betale for Philips Hue i stedet.

Konklusion: Ingen bullshit

Ikeas første forbundne smart-produkter er et gennemført første forsøg.

De testede "Trådfri"-produkter fungerer godt, og de har endda overbevist undertegnedes bedre halvdel om, at det faktisk er smart med lamper, hvor lysstyrken kan indstilles eller helt slukkes, uden at man behøver rejse sig fra sofaen.

Hvis du overvejer at "smartificere" dit hjem, sætte en lampe op i børneværelset, hvor lyset kan nedtones til de mørkerædde eller kunne styre "varmen" på dit lys på en simpel måde, er Ikeas "Trådfri"-produkter en fin løsning, til relativt billige penge.

Et startsæt hos Ikea med to pærer, boks og fjernbetjening koster 599 kroner. En lignende startpakke fra Philips koster det samme - plus mindst 200 kroner for en fjernbetjening.

Læs også: Test: Elendig app suger kraften ud af intelligent lys fra Philips

Derefter koster de enkelte pærer imellem 79 og 149 kroner hos Ikea.

De fleste Philips Hue-pærer koster 149 kroner og opefter, så hvis du overvejer at gøre hele hjemmet smart, er Ikeas lamper en billigere løsning, om end med færre funktioner.


Loading ikon