Artikel top billede

iPhone fylder 10 år i dag: Her har du tre nyskabende telefoner, som kom før iPhone - kan du huske dem?

Tillykke: iPhone fylder 10 år i dag. Undervejs har smartphone-producenterne rutinemæssigt beskyldt hinanden for at kopiere funktioner. Pjat, siger vi - og har fundet tre fede klassiske telefoner, som vi alle sammen skylder stor tak.

Apples iPhone fylder 10 år i dag. På de 10 år har den fået succes, som kun få elektroniske dimser drømmer om - og gjort Apples aktionærer stinkende rige.

Undervejs er Apple rutinemæssigt blevet beskyldt for at kopiere fra Googles Android - og Android er blevet beskyldt for at kopiere fra Apples iOS.

Det er der selvfølgelig noget om, for i tech-verdenen står smarte funktioner ikke alene længe før en konkurrent lader sig inspirere.

Men før Steve Jobs hev iPhonen op af lommen på scenen i Moscone-centeret i 2007 og før Android-stifteren Andy Rubin forsøgte at sælge sit system til Samsung, var der allerede kommet flere ikoniske telefoner på markedet.

Disse ur-telefoner var allerede dengang udstyret med dele af det, som vi i dag kalder en smartphone.

Denne skribent er derfor vandret en tur ned af barndommens gade for smartphones og fundet tre modeller, som helt eller delvist var med til at introducere de funktioner og løsninger, som du i dag finder i de moderne telefoner.

Måske har du endda haft en af telefonerne?

Nokia 9210: Installer selv programmer på telefonen

9210 er den klassiske Nokia Communicator. Den første udgave stammer helt tilbage fra 1996, og i 2000 kom tredje generation og blev datidens ultimative kommunikationsenhed.  

På ydersiden var 9210 bare en stor telefon. Men den kunne også åbnes og give adgang til et væld af programmer, som lod dig faxe, surfe på WAP-hjemmeside eller skrive rapporter på den medfølgende tekstbehandling.

Ved lanceringen af 9210 skiftede Nokia desuden til Symbian OS, datidens hotteste mobile styresystem med en markedsandel på over 60 procent, og tillod for første gang brugere at installere programmer fra andre leverandører.

Den mulighed udviklede sig i 2009 til Nokia Store, lanceret et år efter Apples App Store, hvor brugere kunne downloade programmer og ringetoner.

Umiddelbart var Nokias tætte samarbejde med alverdens teleselskaber godt for salget af telefoner, men på sigt blev det et strategisk problem.

For teleselskabernes tjente dengang styrtende på ringetoner, baggrundsbilleder og tjenester og så samarbejdspartneren Nokias butik som en direkte konkurrent.

Ifølge den fantastiske bog ”Loosing the Signal: The Untold Story Behind the Extraordinary Rise and Spectacular Fall of BlackBerry" af Jacquie McNish og Sean Silcoff fra 2015, tvang de amerikanske teleselskaber derfor Nokia til at holde igen med butikken.

Resultatet kender alle. Men derfor mindes vi stadig 9210 Communicator som noget helt specielt, ikke mindst fordi du kunne tilføje nye programmer til din telefon.

Læs mere om nedturen i artiklen: Tre ting du kan lære af BlackBerrys pinefulde nedtur

Ericsson P800: Telefon og PDA - og kunne være i din lomme

Som Nokia 9210 viser, så var smarte telefoner store telefoner tilbage i tidernes morgen. I hvert fald indtil jeg fik Ericsson P800 i hånden.

For her var en telefon i en kæk lyseblå farve, som kombinerede den smarte stylus og alle PDA-programmerne som kalender, mail, webbrowser fra min slanke Palm V PDA med en telefon. Og så kunne den med sine 158 gram endda være i en (stor) lomme.

Den lille klap på forsiden med et gummi-lignende tastatur betød samtidig, at P800 slap for et rigtigt fysisk tastatur, og at jeg ikke skulle bruge den medfølgende stylus til at taste numrene ind.

Datidens ARM-processorer betød, at P800 nok kunne mere end hardwaren kunne trække, og modellen blev aldrig en hurtigløber. Men den vil altid stå for mig som telefonen, der viste at design, størrelse og (mange) funktioner godt kunne kombineres.

Siemens SX45: Touch-skærm og enkelt design

Oprindeligt lanceret i 2001, men jeg købte min brugt året efter af en børsmægler-lignende fyr, som ankom i en åben Mercedes. Det var nødvendigt, for lanceringsprisen var tæt på 9.000 kroner i 2001.

Til gengæld fik du en farvestrålende TFT-skærm på tre tommer og med 65.000 farver i en opløsning på 240 x 320 pixels (iPhone 1 lanceredes seks år senere med 320 x 480 pixels).

Prisen for at være tidligt ude var dog, at min model ikke havde et GPRS-modul. I stedet foregik internet-adgang via et opkald til min internet-udbyders normale telefonnummer - til datidens mobiltakst.

Det var svinedyrt. Men jeg var ligeglad, for der var internet, og det var mobilt. Og jeg kunne stå midt på gaden og surfe på internettet. På en stor skærm! I farver!

Senere koblede jeg min Garmin eTrex GPS til via to meter langt kabel og diverse seriel-adaptere. Sammen med Tomtom version 1 kunne jeg pludselig se, hvor jeg var i Danmark. Men glem alt om at navigere, for der var kun plads til motor- og hovedveje i maskinen.

Så pyt med at Siemens SX45 krævede headset for at jeg kunne føre en samtale i den, at den kørte Pocket PC, vejede hele 330 gram, var 2,6 cm tyk og holdt sølle tre timer på batteri. Men hvilke tre timer!

I dag har alle smartphones en stor skærm og næsten ingen knapper.

Men send en venlig tanke til designholdet bag Siemens SX45, for det kom på ideen først.

Læs Computerworlds første analyse af iPhone-lanceringen i 2007 - vi levnede den ikke mange chancer dengang: Er Apples iPhone en storm i et glas vand?