Artikel top billede

Naboer til nyt Apple-datacenter i Aabenraa frygter larm, støj og tung trafik: "Det er jo en katastrofe, og vores huse bliver umulige at sælge"

Apples datacenter-planer i Aabenraa vækker glæde på rådhuset, men naboerne til datacentergrunden frygter, at deres boliger nu bliver usælgelige.

Apples planer om at bygge et datacenter i Aabenraa vækker stor glæde på det lokale rådhus.

“Det kommer til at skabe vækst, arbejdspladser og øget bosætning,” siger borgmester Thomas Andresen (V) til Computerworld.

Men helt anderledes lyder tonerne fra de nærmeste naboer på Kassøvej i Rødekro i Aabenraa Kommune.

Her frygter naboerne til grunden, at byggeriet kommer til at gøre deres boliger usælgelige og, at de som naboer til en gigantisk byggeplads bliver fanget i et mange-årigt støjhelvede.

Læs også: Ekspert: Derfor opfører Apple nyt datacenter ved Aabenraa

Frygter 500 lastbiler om dagen

Helt konkret er naboerne blevet stillet i udsigt, at der vil komme op mod 500 lastbiler i døgnet på Kassøvej, oplyser Claus Lorenzen, der bor knap 150 meter fra datacentergrunden og har gjort indsigelser mod byggeriet.

“Vi kommer til at bo midt på en enorm byggeplads, hvor der vil blive bygget 24 timer i døgnet i 365 dage om året. Det er jo ikke bare et parcelhus, der skal opføres. Vi har fået at vide, at der kan komme op mod 500 lastvogne forbi om dagen, mens der bliver bygget på grunden. Samtidig kan vi forvente, at der vil gå 10 - 15 år før datacenteret er fuldt udbygget. Det er jo en katastrofe, og vores huse bliver umulige at sælge,” siger han til Computerworld.

Men tænker du ikke, at det også kan have en positiv effekt for lokalområdet, når Apple kommer til byen og skaber en stor arbejdsplads?

“Jo, jeg tror da absolut, at det kan skabe en positiv effekt, når byggeriet står færdig. Men indtil da sidder vi med lorten. Vi kan forvente, at vi i helt op til 15 år skal bo på en byggeplads med støv og larm. Vores landlige omgivelser bliver ændret til først en byggeplads og bagefter til et industrikvarter. Altsammen uden, at vi kan stille noget op. Jeg mener, at Apple eller kommunen bør give os en mulighed for at komme væk herfra,” siger Claus Lorenzen. 

Læs også: Byggeri af Apple-datacenter i krise: Risikerer flere års forsinkelse - og måske endda aflysning

Irske datacenter-planer blev afsporet

Apple har i øjeblikket planer om at opføre et datacenter i den irske by Athenry, men som Computerworld tidligere har beskrevet betyder klager fra nogle ganske få naboer, at byggeriet nu har været forsinket gennem flere år 

Claus Lorenzen fortæller, at naboerne har været i dialog med kommunen, men han gør sig dog ikke mange forhåbninger om, at naboerne i Aabenraa kan få bremset Apples planer.

“Det tror jeg ikke, og politikerne lover guld og grønne skove, men i sidste ende kommer de bare med en masse undskyldninger, når løfterne ikke går i opfyldelse," siger han. 

Røg, støj og møg

Steffen Bau er ligesom Claus Lorenzen nabo til datacentergrunden, og han ligeledes utilfreds med udsigten til at blive nabo til en stor byggeplads.

“Jeg frygter jo, at der kommer en masse røg, støj og møg, og jeg har børn, der cykler i skole, men det bliver nok ikke muligt i fremtiden, hvis der kommer 500 lastbiler i døgnet,” siger han.

Han forklarer, at han overvejer ved at flytte væk fra Kassøvej, men ligesom Claus Lorenzen frygter han, at datacenterbyggeriet vil gøre det umuligt for ham at sælge ejendommen.

“Umiddelbart regner jeg ikke med, at det bliver muligt at sælge huset. Vi flyttede herud, fordi der var natur og åbne marker, hvor du kunne kigge ligeså langt øjet rækker. Men nu er det jo en helt anden situation. Nu bliver det til en industrigrund,” siger han. 

Aabenraas borgmester Thomas Andresen fortæller til Computerworld, at han er opmærksom på beboernes bekymringer. 

Han påpeger dog, at første etape af byggeriet ventes at være færdig i 2019, men hvis beboernes frygt for en mange-årig byggeplads bliver til virkelighed, vil kommunen tage intiativ til foranstaltninger, der afhjælper trafikken. 

“Det er en begrundet uro, som beboerne går med i forhold til trafikken. Men vi vil naturligvis aldrig acceptere, at trafikken i en mangeårig periode kun vil gå én vej ind til en så stor byggegrund, og derfor vil der med tiden blive etableret andre indfaldsveje til grunden. Det er noget, som vi er opmærksomme på og kommer til at regulere i forhold til,” lover borgmesteren.

Læs også: 
Her er historien om Googles hemmelige 'Project Earth' - og forbindelsen til Fredericia

Købskontrakt afslører: Fredericia Kommune risikerer stadig at Google trækker sig fra kæmpekøb af datacentergrund